Alle og enhver kan gå ind i Den Sorte Diamant og kigge i et hav af gamle danske aviser, arkiveret på mikrofilm. For god ordens skyld kan man samtidig oprette sig som låner i Det Kongelige Bibliotek.
Jeg gjorde det selv igår – og fandt det jeg ledte efter: Den artikel, der fulgte med, da pressefotoet med Wilson familien på Nokken første gang blev publiceret.
Det skete i den hedengangne avis “Nationaltidende”, den 23. december 1949.
Billedet er gengivet meget mørkt, og ledsaget af en billedtekst:
De syv Børns Hjem paa det yderste Islands Brygge – “Nokken”. Foran Huset de fem af dem, der var hjemme om Eftermiddagen.
Jul med 7 Børn i Skur paa yderste “Bryggen”
Kan ikke faa Lejlighed – Moderen ligger paa Hospitalet
PAA det yderste Islands Brygge, paa en aaben Plads, “Nokken”, ligger to primitive Skure – det ene 2½ · 2½ m og det andet 5 · 2½ m. Her bor en Chauffør med sine syv Børn i alderen 5 til 17 Aar. Det har ikke været Familien muligt at faa en Lejlighed, der kunde rumme alle. Chaufførens Kone har i de sidste 7 uger ligget syg paa Hospitalet, men fik i Gaar Lov til at være i Skuret hos sine Børn i Juledagene.
– I August gik jeg i Stykker med en Rutebilforretning, jeg havde startet ved Holbæk, fortæller Chaufføren, Robert Wilson selv. – Jeg tog med min familie til København, hvor vi tidligere har boet, men Boligudvalget kunde ikke give mig noget Haab, fordi jeg har for mange Børn. Saa henvendte jeg mig til Husvildeforsorgen, men de kunde kunne skaffe eet Værelse og Køkken fælles med en anden Familie – saa skulde vor Familie splittes, og det vilde jeg ikke.
To Piger paa 10 og 12 Aar passer Hjemmet
Derpaa gik Wilson til Havnevæsenet og fik Tilladelse til at bygge det mindre Skur og leje det andet, som stod på “Nokken”. I hvert Skur blev opstillet en Kakkelovn, og Familien flyttede ind. Men næppe havde de boet der mere end 2 Maaneder, før Fru Wilson blev syg og maatte paa Hospital.
Hjemmet har siden maattet passes af den 12-aarige Aase og hendes 10-aarige Søster Dora, der begge gaar i Skole. De to ældre Søskende, en 17-aarig, der er Kontormand, og en 14-aarig Søster, som arbejder paa Fabrik, hjælper naturligvis til, naar de kommer hjem. Endelig er der tre mindre Børn, den 5-aarige Herbert, den 7-aarige Freddy og den 9-aarige John.
Hverken Vand, Lys eller Gas i de utætte Skure
Der er ingen Vand i Skurene. Det maa hentes 250 Meter borte fra. Der er heller ikke Lys og Gas. Skurene er utætte. Der er ikke engang Plads til et rigtigt Juletræ, som Børnene kan danse om, i de snævre Barakker. Man vil dog forsøge at faa et lille et, der kan staa paa en Stol.
Familiefaderen er bitter paa Myndighederne og føler sig uretfærdigt behandlet af Boligudvalget. – For 2 Måneder siden var Boligkommissionen er, siger han. – De lovede at lade høre fra sig, men endnu har vi intet hørt.
Børnene – de mindre af dem i hvert Fald – ser mere lyst paa Tingene. De er lykkelige over, at deres Mor skal være hjemme i Juledagene – og saa glemmer de det meget onde i Tiden.
Der er foruden det mørke foto et andet, taget inde i skuret, hvor “Der ventes paa Kaffen, som Dora (til venstre) og Aase tilbereder. I Øverste Køje er John, nedenunder Freddy og Herbert”.
Der bliver aldrig kedeligt at grave i min families fortid. Og nu vil et lille triumvirat, bestående af mig selv og mine kusiner Randi og Karin, samle sammen til en slags slægtsbog. Det ville være kanon, hvis børnene fra familien Wilson på Nokken 1949 og alle deres efterkommere kunne få sådan en bog at bladre i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar