Viser opslag med etiketten nokken. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nokken. Vis alle opslag

tirsdag den 12. februar 2013

Fundet på mikrofilm


Alle og enhver kan gå ind i Den Sorte Diamant og kigge i et hav af gamle danske aviser, arkiveret på mikrofilm. For god ordens skyld kan man samtidig oprette sig som låner i Det Kongelige Bibliotek.

Jeg gjorde det selv igår – og fandt det jeg ledte efter: Den artikel, der fulgte med, da pressefotoet med Wilson familien på Nokken første gang blev publiceret.

Det skete i den hedengangne avis “Nationaltidende”, den 23. december 1949.

Billedet er gengivet meget mørkt, og ledsaget af en billedtekst:
De syv Børns Hjem paa det yderste Islands Brygge – “Nokken”. Foran Huset de fem af dem, der var hjemme om Eftermiddagen.

Jul med 7 Børn i Skur paa yderste “Bryggen”


Kan ikke faa Lejlighed – Moderen ligger paa Hospitalet


PAA det yderste Islands Brygge, paa en aaben Plads, “Nokken”, ligger to primitive Skure – det ene 2½ · 2½ m og det andet 5 · 2½ m. Her bor en Chauffør med sine syv Børn i alderen 5 til 17 Aar. Det har ikke været Familien muligt at faa en Lejlighed, der kunde rumme alle. Chaufførens Kone har i de sidste 7 uger ligget syg paa Hospitalet, men fik i Gaar Lov til at være i Skuret hos sine Børn i Juledagene.
– I August gik jeg i Stykker med en Rutebilforretning, jeg havde startet ved Holbæk, fortæller Chaufføren, Robert Wilson selv. – Jeg tog med min familie til København, hvor vi tidligere har boet, men Boligudvalget kunde ikke give mig noget Haab, fordi jeg har for mange Børn. Saa henvendte jeg mig til Husvildeforsorgen, men de kunde kunne skaffe eet Værelse og Køkken fælles med en anden Familie – saa skulde vor Familie splittes, og det vilde jeg ikke.

To Piger paa 10 og 12 Aar passer Hjemmet
Derpaa gik Wilson til Havnevæsenet og fik Tilladelse til at bygge det mindre Skur og leje det andet, som stod på “Nokken”. I hvert Skur blev opstillet en Kakkelovn, og Familien flyttede ind. Men næppe havde de boet der mere end 2 Maaneder, før Fru Wilson blev syg og maatte paa Hospital.
Hjemmet har siden maattet passes af den 12-aarige Aase og hendes 10-aarige Søster Dora, der begge gaar i Skole. De to ældre Søskende, en 17-aarig, der er Kontormand, og en 14-aarig Søster, som arbejder paa Fabrik, hjælper naturligvis til, naar de kommer hjem. Endelig er der tre mindre Børn, den 5-aarige Herbert, den 7-aarige Freddy og den 9-aarige John.

Hverken Vand, Lys eller Gas i de utætte Skure
Der er ingen Vand i Skurene. Det maa hentes 250 Meter borte fra. Der er heller ikke Lys og Gas. Skurene er utætte. Der er ikke engang Plads til et rigtigt Juletræ, som Børnene kan danse om, i de snævre Barakker. Man vil dog forsøge at faa et lille et, der kan staa paa en Stol.
Familiefaderen er bitter paa Myndighederne og føler sig uretfærdigt behandlet af Boligudvalget. – For 2 Måneder siden var Boligkommissionen er, siger han. – De lovede at lade høre fra sig, men endnu har vi intet hørt.
Børnene – de mindre af dem i hvert Fald – ser mere lyst paa Tingene. De er lykkelige over, at deres Mor skal være hjemme i Juledagene – og saa glemmer de det meget onde i Tiden.

Der er foruden det mørke foto et andet, taget inde i skuret, hvor “Der ventes paa Kaffen, som Dora (til venstre) og Aase tilbereder. I Øverste Køje er John, nedenunder Freddy og Herbert”.

Der bliver aldrig kedeligt at grave i min families fortid. Og nu vil et lille triumvirat, bestående af mig selv og mine kusiner Randi og Karin, samle sammen til en slags slægtsbog. Det ville være kanon, hvis børnene fra familien Wilson på Nokken 1949 og alle deres efterkommere kunne få sådan en bog at bladre i.

mandag den 19. november 2012

Nokken 1949

Foto: Bent Jacobsen, pressefotograf

Jeg er vild med det foto, som jeg bloggede om for seks dage siden. Nu har min kæreste fundet det på Væggen, som er et fotoarkiv under Københavns Museum.

Det er jo en glimrende anledning til at tilføje de oplysninger, min faster Dora (alias Den gamle Hugorm) er kommet op med.

Selv om det er med i en bog om besættelsestiden, så er billedet altså taget i 1949, og ikke lillejuleaften 1942, som der ellers står i Lars Møllers bog, Da vi var besat – Danskernes liv og hverdag 1940-1945, udgivet på Københavns Bogforlag 50 år efter den tyske hær invaderede vores land – og genudgivet i 2. udgave i halvtredsåret for befrielsen.

For faster Dora er det naturligvis et billede, der kalder minder frem. Hun skriver: Herbert som står foran mig er født i 1944. Det er Aase der står bag mig med fletninger. Jeg havde altid fletninger sat op over hovedet. John står i forgrunden og Freddy bag ved. Vi flyttede ind på Nokken i august 1949 og vores mor døde den 31. januar 1950. Da var alle, undtagen Robert flyttet.

Jeg kan ikke genkende huset med al det skrammel der er rundt om, men når jeg tænker på det indvendigt, ser det rigtigt ud. Der hvor der er en lav tilbygning, der der to slagbænke og spisebord. Hvor skorstenene går ud, er der køkkenbord med primus apparat. Så var der en 2-etages og en 3-etages køjeseng. Gilbert og Vera boede ikke hjemme, men havde et værelse hos frøken Madsen, de arbejdede jo.
Jeg har ikke før hørt om denne frøken Madsen, men Dora skriver: Frøken Madsen var en dame der lejede værelse ud. Jeg tænker, at det blev for småt på Nokken, og da Gilbert og Vera tjente penge, kunne de jo bo “ude i byen”. Den samme dame var også flink og holdt Veras konfirmation, så vidt jeg husker. I hvert fald husker jeg at juleaften 1949 blev fejret hos hende. Jeg mindes hvor koldt det var om aftenen at vende tilbage til mørket på Nokken.

Vi fik en gratis flæskesteg hos slagteren. Jeg var jo den der købte ind og jeg blev gode venner med både konen og manden. Efter jeg kom til Viborg, fik jeg også aflagt tøj fra deres datter. Mor var hjemme på “orlov” fra Radiumstationen, det var dengang hospitalet for kræftsyge. Der døde hun også.

Jeg har lagt billedet på min blog, fordi det er så godt at snakke om. Selv om man måske ikke kender min faster, Dora Arvidsen og hendes mindre søskende Aase, John, Freddy og Herbert, så sætter fotoet uvilkårligt tankerne igang. Der er helt sikkert forskel på at være fattig i dag, og så have været det dengang på Nokken i 1949.

tirsdag den 13. november 2012

Nyt gammelt foto

Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling

Kongens Enghave har en ret aktiv lokalhistorisk forening med over hundrede medlemmer, og formanden Jørgen Topp Lassen har med interesse læst min blog Mørke minder, blandt andet om likvideringen af en grønthandler på Mozartsvej. Og nu er der linket til bloggen på foreningens hjemmeside, så endnu flere kan finde frem til min fars øjenvidneberetning.

I en mail takker Jørgen Topp for de historisk interessante oplysninger, som var trykt i Bavnehøj Skoles 50 års jubilæumsskrift – og så spørger han iøvrigt om jeg ved hvad det er for et berømt billede, min far nævner til sidst i sit skriv. – Det er jeg også selv nysgerrig efter at finde ud af.

Derfor cyklede jeg idag ud til biblioteket i Tune og hev en flok bøger om Danmark under besættelsen ned fra hylden og gav mig til at bladre. Fotoet skulle angiveligt forestille to tyske officerer som bliver afvæbnet på åben gade på Mozartsvej.

Hvis billedet er berømt, må det jo være optrykt i adskillige af de rigtig mange bøger, der er udkommet om Danmark under 2. verdenskrig. Så er det bare at finde det…

Men da jeg bladrer, finder jeg pludselig et stort Wilson-foto – som iøvrigt ikke er taget under besættelsen. Det er min farfars to skure på Nokken, hvor han boede med sin kone Karen og deres syv børn.

Børn foran deres hjem på Islands Brygge i København lillejuleaften 1942, står der som billedtekst i bogen “Da vi var besat”, som er udgivet af Lars Møller på Københavns Bogforlag i 1995. Bogen handler om danskernes liv og hverdag i 1940-45, men billedet af børnene er taget senere. Det ved jeg, fordi den mindste dreng, min farbror Herbert blev født den 20. november 1944. Så kan han jo ikke stå og småfryse på Nokken to år tidligere.

Det er et fint og knivskarpt foto. Min far og faster Vera er ikke med på billedet. Farfar er der heller ikke, måske er han inde i skuret til højre, hvor min farmor vistnok ligger syg af kræft. Jeg ved det ikke, og håber at kunne få mere at vide af de nu gamle mennesker, som altså kan se sig selv i en stor, flot historiebog med masser af billeder fra en svunden tid.

lørdag den 1. marts 2008

Farfars plejebørn


Her er tre små fotos fra Nokken. De er uskarpe, men giver alligevel en fornemmelse af hvordan der har set ud på det yderste af Islands Brygge i maj 1950. Det er min far, der som stor knægt har taget billederne.

Nokken er i dag noget helt andet end dengang, hvor det meste var brakjord og losseplads. På fotoet til venstre ses ‘Soyakagen’ i baggrunden. På fotoet til højre ses udsigten til Ørstedsværket. Og på fotoet midt i sidder farfar foran huset han selv har bygget. Tilsammen med et skur bagved har der været ialt 20 m2 – og der var hverken indlagt vand, lys eller gas. Alligevel har det i nogle år været hjem for min farmor og farfar og deres syv børn!

Det har været en styg tid. Farfar var gået bankerot med sin vognmandsforretning på Orø, og Dora husker, hvordan købmanden stod på kajen og viftede rasende med de ubetalte regninger, da familien Wilson ombord på færgen sejlede ud af havnen.

Der var ikke rigtig noget der hed socialhjælp dengang, og kommunen kunne ikke anvise familien Wilson et sted at bo. Derfor byggede farfar det lille hus på Nokken, ikke langt fra Soyakagefabrikken, hvor farmor arbejdede.

Min far kunne huske at der udenfor huset stod en zinkbalje med vand. Farfar havde en økse, som han om vinteren brugte til at slå hul på isen, så børnene kunne få et bad inden de løb i skole.

Så var det farmor fik kræft. Farfar læste alt hvad han kunne komme i nærheden af om den modbydelige sygdom, og vidste snart ligeså meget som lægerne på sygehuset. Han var rædselslagen ved udsigten til at hans Karen skulle dø.

Min far har fortalt, hvordan hans mor lå i sengen og var ved at sove ind. Man kunne lissom høre, hvordan hendes åndedræt gav efter for kræften. Farfor kom hjem, så det, og fór hen til sengen. Flåede hende op, ruskede hende voldsomt og skreg alt hvad han kunne: Karen! KAREN! KAREN!! Så plirrede farmor med øjnene, og levede endnu en måneds tid…

Min far kom ud og sejle, og huskede at han var søsyg hele vejen til New York, hvor han den 31. januar fik telegram om at hans mor var død. Karen Wilson blev kun 42 år. Min far kom sig aldrig over sin mors død. Selv jeg kan huske han har grædt over tabet. Og jeg blev immervæk først født elleve år senere…

Nå, men dér sad farfar, enkemand på Nokken, far til syv moderløse børn. Dora var kommet over til moster Anna og moster Kirsten i Viborg, og min far Gilbert var kommet ud at sejle. Resten af børneflokken skulle også væk fra Nokken, og farfar havde to krav: De skulle vokse op i gode, kristne hjem, og farfar ville beholde forældremyndigheden. Han indrykkede en annonce i Kristeligt Dagblad og søgte kristne plejefamilier til Herbert, John, Freddy, Vera og Aase.

Freddy var først kommet i pleje i Klovby Købmandsforretning ved Kalundborg, men blev behandlet som skidt. Han fik stedets stuepige til i hemmelighed at sende et nødråb afsted til farfar. Da han fik beskeden fra Freddy, tog han resolut sin bil og hentede sin søn hjem igen. Og Freddy fik snart en ny plejemor, der hed Helga.

Herbert, der idag er sognepræst i Lovns, har fundet nogle erindringer, som hans plejefar Gert Poulsen meget fornuftigt nedskrev som 80-årig. De ligger nu på Engesvang lokalhistoriske arkivs hjemmeside.

Skolelærer Gert Poulsen var gift med Signe, og de havde en dreng fra Thyborøn, der hed Jens Kristian. Drengen savnede en bror eller søster han kunne snakke og lege med hjemme, og derfor havde de talt om at få et plejebarn:

En dag, jeg kom ind i stuen i et frikvarter, sad Signe og læste i Kristelig Dagblad, vores post Skovfoged, der udgik fra brevsamlingsstedet i Vrinners, havde lige været der. Det første Signe sagde, da jeg kom ind, var: ”Nu kan du og Jens Kristian få jeres ønske opfyldt, her er en annonce, hvor en enlig far søger en plejeplads til en femårig dreng”. Vi drøftede sagen med hinanden alle tre og blev enige om, at jeg skulle skrive til vedkommende far og tilbyde at tage imod hans dreng. Det var gennem Kr. Dagblad under: Billet mærket. Der gik kun få dage, så kom der et brev fra manden.

Han hed Robert Wilson og var Chauffør i København, vi kunne godt få hans dreng i pleje, men vi kunne ikke adoptere ham, han ville bevare forældremyndigheden over ham. Drengen hed Herbert og var den yngste af en flok på otte. Hans mor var død af kræft, og nu havde faderen ikke noget hjem til sine børn. De havde boet i et lille utæt hus ude på lossepladsen, og det skulle rives ned og fjernes, da det var uegnet til beboelse. Faderen havde selv bygget det, da de var blevet sagt op i den lejlighed, de boede i på grund af, at han ikke havde fået huslejen betalt i rette tid.

Den ældste søn Gilbert, der var konfirmeret sejlede som skibsdreng, og senere som matros. Vera, der også var konfirmeret var i huset hos lærer Ebbesen ved Haslev Højskole. Forstander Thorlø også Haslev højskole havde taget to Aase og John. Dora, den næstældste af pigerne, var hos en moster i Viborg, der hed Anna Villadsen, og som også havde sin gamle mor boende hos sig. En dreng der hed Freddy, var hos en gårdejer i Tisvilde, han var et par år ældre end Herbert. Herbert var blevet anbragt hos en købmand, men konen havde dårlige nerver, så det kunne ikke gå, nu var han midlertidig hos Thorlø. Der blev udvekslet et par breve, og så kom Robert Wilson med sin femårige dreng, der virkede meget forskræmt og tøjet han var i, var alt for stort. Han ville heller ikke sige ret meget, men så sagde faderen til gengæld det mere, jeg hentede dem i Vrinners, Signe var inde hos børnene så længe.

Wilson lod til at være meget kirkelig indstillet, han fortalte, at han havde været elev på Haslev Højskole og i København havde det været Elisakirken på Vesterbro, der havde været deres sognekirke, der var deres børn blevet døbt. Da hans hustru var død, og han stod alene med 7 børn og ingen steder at bo, havde han indrykket en annonce i Kristelig Dagblad, om ikke der var nogle kristne mennesker, der ville tage sig af disse 7 moderløse børn. Denne annonce havde Thorlø læst og da han kunne huske Robert fra hans tid som elev på skolen, kørte han i sin bil straks ind til København og fandt frem til skuret på lossepladsen. Da han havde set den nød og elendighed, der herskede der, tog han alle børnene med hjem til højskolen, hvor de kom i bad og fik rent tøj på, og så fik han dem anbragt, som jeg allerede har fortalt.

Han fortalte også, at han havde fået flere tilbud angående Herbert, og da havde han gjort som kong Esakias i sin tid havde gjort, da han havde modtaget brevet fra kong Sankereb i Aassyrien han havde bredt det ud for Herrens åsyn, og så havde han bedt. Robert havde bredt disse breve ud på sin seng, og så havde han knælet ned og bedt Gud hjælpe ham med at finde frem til det rette, og så havde han rakt hånden ud og taget et brev, og der var der fra os, og så var han sikker på, at det var det rette, og da Thorlø havde set det, gav han ham ret.

Herbert havde været ked af, at skulle bort fra sine to søskende Aase og John, men så havde hans far lovet ham, at når de kom ned i byen, skulle han få et par nye fine bukser og et flag. Efter skoletid kørte jeg Wilson ned til Vrinners, så han kunne nå hjem til København samme aften. Da vi skulle køre, græd Herbert og klyngede sig til sin far, men så kom Jens Kristian, han tog Herbert ved hånden og sagde: ”Herbert kom med ind og se alle mine biler”. Så gik de med hinanden, og vi kunne køre. På vejen til Vrinners fortalte han mig, at han efter sin kones død fik udbetalt børnepenge til Herbert, og nu ville han sørge for at disse penge, der blev udbetalt 4 gange om året, blev sendt direkte til mig. Det skete også pengene kom, og hver gang blev de indsat på en sparekassebog, der var forsynet med Herberts navn. To gange, i de år vi boede i Agri, standsede udbetalingen. Wilson var gået op i Magistraten og havde udtalt, at han ikke længere ønskede, at disse penge skulle udbetales. Hvorfor gjorde han det?

Engang imellem kom han på besøg hos os. Altid blev han godt modtaget, selvom vi ikke altid var så glade for hans besøg. Det var, som om han ikke kunne tåle at se, at Herbert befandt sig så godt og havde sluttet sig så tæt til os, at han ligesom ikke regnede sin far, han var kommet i anden række. Han prøvede et par gange på at påvirke Herbert til at sætte sig op imod os og være ulydig. Og når det ikke lykkedes, tog han halv–vred af sted, og så var det at han lukkede af for pengene.

Jeg måtte så skrive til ham og lade ham vide, at han på en måde stjal pengene fra sin dreng, da disse penge blev sat ind på en bog lydende på Herberts navn, og de skulle bruges til hans skolegang og uddannelse. Ligeledes skrev jeg, at jeg, hvis han ikke fik sagen bragt i orden omgående, ville jeg skrive til Thorlø i Haslev og fortælle, hvordan han bar sig ad. Hver gang fik han det ret hurtig ordnet. På vejen ned til Vrinners fortalte han mig også, at han spekulerede på at blive ansat som missionær blandt chaufførerne i København, eller melde sig som medarbejder i Kirkens korshær. Det lød jo alt sammen meget godt, men efter at havde lært ham at kende, blev vi klar over, at det kun var mundsvejr.

Herbert gav i begyndelsen Signe meget ekstra arbejde, der skulle sys nyt tøj til ham, han havde ikke andet end det, han havde på, da han kom, og så var han ikke renlig, han lavede i bukserne og tissede i sengen om natten, men det gik heldigvis over, da han var faldet ind i hjemmets rytme og følte sig tryg hos os. Han var en lille køn dreng, der var flink og medgørlig, og han følte sig snart hjemme hos os. Han var legesyg, og blev meget glad, når Jens Kristian ville lege med ham med bilerne. Efter som årene gik, fik han selv en stor samling af biler.

At han var glad og tilfreds med sin tilværelse, kunne vi tydelig forstå deraf, at han hver aften, når Signe havde puttet ham, gav sig til at synge, han sang smukt og rent, og kunne huske mange gode sange, som hans mor og store søskende havde lært ham. Denne hans måde at slutte dagen på, var til megen glæde for os. Alle hans søskende kom på besøg hos os, disse besøg var vi alle glade for, det var pæne og flinke unge mennesker.


Jeg synes det er sjovt at læse om hvordan det gik mine fastre og onkler i starten af 1950erne, og håber at man ved at læse mine farfar-blogs kan reflektere til sin egen slægtshistorie. Selv kan jeg læse meget mere i en stak gamle kladdehæfter, som farfar kaldte Wilsonbåndet, og som med postens hjælp cirkulerede rundt mellem ham og hans børn, hvor de nu var i pleje.