Det har stået bagved klædeskabet i nogle år og er derfor godt støvet, nu hvor det igen kommer frem i lyset. Så jeg sætter Miele’n på lavt blus og støvsuger forsigtigt lærredet for skidt og fnul. Leger konservator, og får stille og roligt renset maleriet op.
Kunstneren forærer mig det i 1989. Det er et afgangsmaleri fra kunstakademiet i Poznan i Polen. Vi bliver gift, og hun flytter til Danmark sammen med sin lille søn Filip, som jeg bliver papfar for. Ægteskabet holder i syv år.
På bagsiden står der: Barbara Domagała, Olej, 1988, Moje Malowanie. Altså et oliemaleri med titlen "Mit maleri"
Hun har det med, da hun ankommer med med Polensfærgen hin aften ved Toldboderne. Tolderen vil gerne se det, så det bliver befriet for sit brune indpakningspapir. Han bliver lidt skuffet, for han kan ikke rigtig se, hvad det forestiller. Men sådan er det jo med abstrakt kunst.
Vi har ikke rigtig haft kontakt siden skilsmissen. Kun lidt, som da hendes bror ringer for at få hendes telefonnummer. Og da min faster fortæller hun har været til en fernisering, og snakket med en høj, flot, mørkhåret, ung mand. Han kunne ikke genkende hende, men så er det hun siger, hun er Kenneths faster – og Filip lyser op i et stort smil.
Og så har jeg naturligvis lagt mærke til hende i medierne. På et tidspunkt ser jeg i DR tv et teaterdrama med Tommy Kenter. Den blinde maler, hedder det. Og jeg fanger med det samme, hvem der har malet kulisserne. Min polske eks.
Sammen med Suzanne Brøgger laver hun projektet Timebog, som får masser af presse. Og hendes hjemmeside er flot og professionel.
Min kusine fortæller, at Barbara D. Wilson koster kassen idag. Tina ville have købt et maleri, men det var sgu for dyrt for en almindelig århusiansk tandlægeindtægt.
Jeg tror, jeg vover at sende min første eks en mail. Hvis hun en dag vil lave en retrospektiv udstilling, så er hun velkommen til at låne Mit maleri. Hun må også meget gerne hilse Filip. Det var en fin oplevelse at være hans far, sålænge det varede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar