Viser opslag med etiketten museum. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten museum. Vis alle opslag

søndag den 28. november 2010

At blive dansker

Foto: Københavns Museum

Familiesammenføring dengang og nu hedder Politikens meget interessante og tankevækkende kronik i dag. Det er Brian Patrick McGuire der fortæller om hvordan han som amerikaner i 1971 begyndte en ny tilværelse som borger her i landet sammen med sin danske hustru. Dengang havde han ikke stort andet end sin vielsesattest, men det rakte.

Var han derimod blevet født fyrre år senere, ville det med regeringens og Dansk Folkepartis udlændingepakke have været umuligt for ham og hans kone at blive i Danmark. De ville have været nødt til at tage tilbage til USA og Nixons Vietnampolitik.

Kronikøren er professor i historie, og hans tilbageblik er henvendt til Birthe Rønn Hornbech. Og til den halvdel af danskerne der sammen med hende har ønsket det kontrolsamfund a la det tidligere Østtyskland, vi nu er havnet i, med ekstreme nationalistiske krav imod helt legitim familiesammenføring.

Jeg er glad for at der trods alt er ytringsfrihed til McGuires kronik, og jeg er også glad for den ny udstilling på Københavns Museum: At blive københavner. Jeg var med til receptionen i sidste uge, og jeg skal helt sikkert ind og se udstillingen igen. Hvis vi kan lære lidt af historien, så er der stadig håb.

København er, som så mange andre storbyer, blevet til noget, netop fordi der har været indvandring. Metropoler og immigration hører sammen.

Jeg blev opmærksom på at jeg selv har bidraget til hovedstadens forskønnelse, da jeg på Bymuseet tog en opfordring op og på en grøn seddel skrev hvordan jeg selv blev københavner: Min sømandsfar fra Nokken blev gift med min præstedattermor fra Fole i Sønderjylland, og flyttede sammen på Nørrebro. Sedlen hænger vist stadig med en tøjklemme på en snor, sammen med en masse andre i forskellige farver.

tirsdag den 4. september 2007

Det gamle København i kasser




– Er det ikke for tidligt?, siger en dame der lige som mig undrer sig.
– Det plejer da først at ske i oktober, ikk’?… Børn kan da normalt også i deres efterårsferie stå ved Bymuseet og kigge på København, som den så ud i middelalderen.

Det har jeg selv gjort, da jeg var dreng. Stået og kigget i lang tid på alle de fine små huse, den store kirke, slottet, tårnene, kanalerne og skibene. Og ladet fantasien få frit løb.

Det er stadig idag sådan en rar følelse at kigge på byen som den var engang for længe siden. Ruinen ved Jarmers Plads er vel nærmest det eneste der stadig findes i virkeligheden, i nutidens København.

Men det er jo stadig den samme by. Meget er brændt, og munkesten fra middelalderen indgår i fundamenter til nyere huse. Liv er levet, og vores by er vokset med dem. Man skal bare grave lidt i jorden, så myldrer fortiden frem.

Når modelbyen pakkes ned i kasser, er det ligesom om sommeren er et overstået kapitel. Så bliver det vinter, og bygninger og skibe gås efter og restaureres så de er klar til næste sæson. De fleste ser frem til at bøgen springer ud – men jeg glæder mig mere til at modelbyen igen kommer på græs. Så bliver det sommer igen.

Jeg ved ikke, hvorfor middelalderbyen allerede er kommet i kasser. Der er trods alt lang tid til den første frost.