Viser opslag med etiketten indvandring. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indvandring. Vis alle opslag

søndag den 2. januar 2011

Pointudlændinge

Foto: Michal Zacharzewski, Polen

Indvandringen er fordoblet siden Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti fik væltet Nyropregeringen og selv kom til fadet. Det skriver Politiken.

Når man ser nærmere på tallene for de sidste ti år, er tilladelser til familiesammenføringer og asyl presset helt i bund – til gengæld er tilladelser vedr. erhverv og studier røget i vejret, sammen med EU-opholdstilladelser.

Jeg har aldrig forstået hvorfor familiesammenføring har så fæl en klang i ørerne på Løkke, Lene og Pia. Hvorfor har de strammet så meget, at det lige så godt kunne hedde familieadskillelsesreglerne?

Og alligevel har vi altså en fordobling af indvandringen. Der er sket det, at ansvaret for hvilke udlændinge der lukkes ind i Danmark, er lagt i hænderne på vores internationale virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Indvandring gennem dansk-udenlandske ægteskaber er reelt sat i nul med VKO pointsystemet.

Man kan sige, at vi er holdt op med at tro på den enkeltes egne evner til at integrere med udlændinge. Indvandring må ikke være en hjertesag. Så hellere en røvsag. Hvis en udlænding kan sætte sin flade på en arbejdsplads eller en skolebænk, så er det okay. Men han eller hun skal ikke lægge sig i dobbeltsengen med en dansker!

Derfor er overliggeren sat så højt. Danmark skal ikke have pointudlændinge indenfor grænserne. Danskere må ikke gifte sig med hvem i alverden de har lyst til. Og gør de det alligevel, giver det minuspoint.

Familiesammenføring fås dog nemt, hvis danskeren bliver for eksempel tysker, for så udløser det uden problemer en EU-opholdstilladelse til ægtefællen. De danskere som finder en ægtefælle i udlandet, får hurtigt kærligheden at føle. Ikke fordi VKO har noget imod udlændinge: Det er danskheden der er problemet. 

søndag den 28. november 2010

At blive dansker

Foto: Københavns Museum

Familiesammenføring dengang og nu hedder Politikens meget interessante og tankevækkende kronik i dag. Det er Brian Patrick McGuire der fortæller om hvordan han som amerikaner i 1971 begyndte en ny tilværelse som borger her i landet sammen med sin danske hustru. Dengang havde han ikke stort andet end sin vielsesattest, men det rakte.

Var han derimod blevet født fyrre år senere, ville det med regeringens og Dansk Folkepartis udlændingepakke have været umuligt for ham og hans kone at blive i Danmark. De ville have været nødt til at tage tilbage til USA og Nixons Vietnampolitik.

Kronikøren er professor i historie, og hans tilbageblik er henvendt til Birthe Rønn Hornbech. Og til den halvdel af danskerne der sammen med hende har ønsket det kontrolsamfund a la det tidligere Østtyskland, vi nu er havnet i, med ekstreme nationalistiske krav imod helt legitim familiesammenføring.

Jeg er glad for at der trods alt er ytringsfrihed til McGuires kronik, og jeg er også glad for den ny udstilling på Københavns Museum: At blive københavner. Jeg var med til receptionen i sidste uge, og jeg skal helt sikkert ind og se udstillingen igen. Hvis vi kan lære lidt af historien, så er der stadig håb.

København er, som så mange andre storbyer, blevet til noget, netop fordi der har været indvandring. Metropoler og immigration hører sammen.

Jeg blev opmærksom på at jeg selv har bidraget til hovedstadens forskønnelse, da jeg på Bymuseet tog en opfordring op og på en grøn seddel skrev hvordan jeg selv blev københavner: Min sømandsfar fra Nokken blev gift med min præstedattermor fra Fole i Sønderjylland, og flyttede sammen på Nørrebro. Sedlen hænger vist stadig med en tøjklemme på en snor, sammen med en masse andre i forskellige farver.