At blive dansker

Foto: Københavns Museum

Familiesammenføring dengang og nu hedder Politikens meget interessante og tankevækkende kronik i dag. Det er Brian Patrick McGuire der fortæller om hvordan han som amerikaner i 1971 begyndte en ny tilværelse som borger her i landet sammen med sin danske hustru. Dengang havde han ikke stort andet end sin vielsesattest, men det rakte.

Var han derimod blevet født fyrre år senere, ville det med regeringens og Dansk Folkepartis udlændingepakke have været umuligt for ham og hans kone at blive i Danmark. De ville have været nødt til at tage tilbage til USA og Nixons Vietnampolitik.

Kronikøren er professor i historie, og hans tilbageblik er henvendt til Birthe Rønn Hornbech. Og til den halvdel af danskerne der sammen med hende har ønsket det kontrolsamfund a la det tidligere Østtyskland, vi nu er havnet i, med ekstreme nationalistiske krav imod helt legitim familiesammenføring.

Jeg er glad for at der trods alt er ytringsfrihed til McGuires kronik, og jeg er også glad for den ny udstilling på Københavns Museum: At blive københavner. Jeg var med til receptionen i sidste uge, og jeg skal helt sikkert ind og se udstillingen igen. Hvis vi kan lære lidt af historien, så er der stadig håb.

København er, som så mange andre storbyer, blevet til noget, netop fordi der har været indvandring. Metropoler og immigration hører sammen.

Jeg blev opmærksom på at jeg selv har bidraget til hovedstadens forskønnelse, da jeg på Bymuseet tog en opfordring op og på en grøn seddel skrev hvordan jeg selv blev københavner: Min sømandsfar fra Nokken blev gift med min præstedattermor fra Fole i Sønderjylland, og flyttede sammen på Nørrebro. Sedlen hænger vist stadig med en tøjklemme på en snor, sammen med en masse andre i forskellige farver.