tirsdag den 9. november 2010
Oplæsninger
MEGA Litt i lørdags blev en succes. 200 forfattere læste op af deres værker på Hovedbiblioteket i Krystalgade, og i sidste øjeblik havde kulturministeren også meldt sin ankomst. Han har selv et solidt forfatterskab bag sig, og det blev hurtigt klart at han havde gode nyheder med til sine kolleger udi den danske litteratur.
Mens han talte, sad jeg som ansvarlig for scene 16 og læste historien om Arthurs far der mistede sin højre arm på Østfronten. Der var næsten en hel håndfuld tilhørere, men de blev flere som MEGA Litt skred frem.
Maj-Britt Willumsen er en af de digtere der har gavn af statens litteraturstøtte, og hun havde valgt at læse et Mephisto potpourri af digte om det nære liv, med dets skrøbelige tryghed. Maj-Britt fortalte iøvrigt at hun begyndte at skrive for mange år siden, da hun gik på barsel med sin datter i maven. Hendes digte er rolige, der er ingen hårde ord, men de har styrke og overrasker.
Christian Jungersen begik et brag af en debut i 1999 med romanen Krat. På den baggrund modtog han et arbejdslegat, og skrev Undtagelsen, som udkom på Gyldendal i 2006. På MEGA Litt scenen oplæste han en fabulerende buket knæk-prosa om diverse fiktionelle planter fra den litterære verden.
Qaali kommer fra Somalia, og læste op af sin bog På taget af Dommedag. Hun fortalte bagefter at hun nok mest havde skrevet bogen for at bevise at hun kunne. Og det på et sprog hun ikke kendte ét ord af, da hun op til en weekend søgte asyl og blev fængslet indtil politiet om mandagen havde tid til at køre hende i Sandholmlejren.
Christian Yde Frostholm læste op af Mellem stationerne med herlig tæft for rytme og performance. Her bagefter har jeg opdaget, at hans digte går igen i en video. En sætning der bed sig fast i mig var denne: Lyden af støvet der lægger sig.
Claus Høxbroe er absolut en af de mere scenevante danske forfattere, og han gav den gas med spoken words fra Tilpas utilpasset. Han kan ses og høres mange steder, men på scene 16 var han og poesien naturligvis mere live end på nettet.
Steffen Baunbæk Pedersen er født på Lars Tyndskids mark på Mors men er i dag fuldblods nørrebroer med et hav af døgnfrisk lyrik på nettet bag sig. Første bog nærmer sig i horisonten. De håndskrevne manusark han læste op fra synes jeg bestemt skal ud i bogform og op på boghandlernes og bibliotekernes hylder.
Jacob Vedelsby satte sig i stolen og læste om drengen Jacksons liv og færden fra Bjergene i horisonten. Dejlige pluk fra en historie der er så gribende at man roligt kan læne sig op ad den.
Så kunne vi lukke scene 16 ned og glæde os over klapsalverne i de to timer der var gået. MEGA Litt blev afsluttet med en kanon konfetti og oprydning. Vi var blevet stillet pilsnerøl i udsigt ovenpå succesen - men det havde arrangørerne desværre glemt. I stedet kunne vi gå i Poesiens Hus i Gothersgade og lægge 28 kr. for en lunken Hof, eller 40 kr. for en lille Leffe.
Det synes jeg var lidt fesent, når nu vores aktion lige havde resulteret i at litteraturstøtten ikke bliver beskåret, men tværtimod får fast plads i finansloven. Med 16 millioner kr. sikkert i havn kunne man sagtens have slået spunsen af et (øl)anker eller to.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar