Elvis

Foto: Vicky Vazquez, Spanien

Min søn Jeremy har skrevet en historie, som hans lærer synes er så god at den skal publiceres i Oehlenschlægersgades Skoles skoleblad. Knægten har godt fat i krimi-genren, og historien har også meget humor, både i tekst og i den tegning jeg har lagt i mit fotoalbum.

Her er historien, skrevet af fra Jeremys kladdehæfte:


Er Elvis Presley død?
Den dag Elvis Presley døde, blev næsten alle mennesker kede af det. Elvis Presley var en meget berømt Rock'n'roll sanger, måske den bedste. For han havde øgenavne. Som fx The King of Rock'n'roll, eller bare THE KING.

Han lå død i sit badeværelse. Jeg tror det har noget med at han blev mere og mere overvægtig. Han tog selvfølgelig også meget sovemedicin.

Mit navn er Paul Jason, mesterdetektiv. Der går rygter om at Elvis Presley stadig er i live. Og jeg vil se om det er rigtigt, for jeg var en stor fan af ham. Jeg ved hvor jeg skal starte. Hos Elvis Presleys datter.

Det er bliver mit største scoop nogensinde. Du tænker sikkert: Hvorfor er jeg detektiv? For det første er det fordi det er sjovt, og jeg ser meget op til Sherlock Holmes, også selv om han er fiktiv. Og pigerne elsker mænd i detektiv-tøj.

Men inden jeg tager afsted, skal jeg lave en liste over ting der er mest nødvendigt. Penge til en shawarma eller en pizza. √ tjek. Lommeglas? √ tjek. Pibe? √ tjek. Min trofaste hund Trofast? √ tjek.
Nå, men jeg må tage afsted.
– Kom så Trofast, sagde jeg til min hund.

Jeg vidste ikke hvor Lisa Marie Presley boede. Det kan ikke være der hvor Michael Jackson boede.
For det første: Han er død.
For det andet: Lisa Marie Presley slog op med ham 3 år efter de blev gift.

Så jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
Men jeg var sulten, så jeg købte en shawama. Men lige da jeg skulle til at tage en bid, kom en mystisk fyr til at træde mig over min fod, så jeg tabte den på jorden. Der skete heldigvis ikke noget, indtil min hund Trofast spiste den. Jeg blev meget sur på min hund. Men mest på den mystiske mand.

Han var ikke den pæneste mand. Han havde langt hår, skæg og solbriller. Hvis jeg ikke havde været sulten, ville jeg tilgive ham. Men jeg var sulten, så jeg begyndte at løbe efter ham. Jeg hoppede op på hans ryg og råbte:
– Hey! Du skylder mig penge!!
Jeg hev i hans skæg, så hårdt at det faldt af. Det viste sig at det ikke var en mand, det var Lisa Marie Presley. Jeg var dybt chokeret.

Hun sagde: Dit fjols!
– Nu opdager de at jeg er Lisa Marie Presley!, råbte hun og tog sit falske skæg på igen. Og du har bare ikke at sladre om det!!, råbte hun.
– Hvorfor?, spurgte jeg. Har du da mange fans? Ja, sagde hun.

OK, OK, jeg skal nok lade vær’, hvis…  jeg…  må stille dig nogle spørgsmål.
– Har du spist søm?! Svaret er nej, sagde hun på en sur måde.

Okay, jeg forstår, så siger jeg bare til de andre at du er Lisa Marie Presley, sagde jeg,
– Det tør du ikke, sagde hun på en barnoid måde.

HEY ALLESAMMEN. DENNE HER FREMMEDE ER…!!
Mens jeg skulle til at sige: Lisa Marie Presley, puttede hun sin hånd foran min mund og sagde:
– Ok, jeg skal nok svare på dine spørgsmål, men det skal foregå hjemme hos mig. – Godt, sagde jeg så, med et glad smil.

Da vi tog afsted over til hendes hjem sagde Lisa:
– Nå ja, undskyld at jeg trådte over din fod.
– Det ok, men jeg er stadig sulten, for min hund spiste min frokost, sagde jeg på en trist måde.
– Men bare rolig, når vi kommer over til mig, kan du få en kop the og nogle kiks.

Nu var vi ovre hos Lisa. Hun kom med en tallerken med kiks og pålæg.
– Nå, sagde Lisa, hvad er det så du vil spørge mig om?
– Jo, ser du, mig og min hund Trofast vil finde ud af om Deres far er i live.
– Altså min far? sagde Lisa chokeret.
– Ja, ham. Elvis Arron Presley.

Har du nogle spor fra da han levede?
– Tja, da vi fandt ham på badeværelset, hev jeg noget af hans hår af. Og noget af hans blod, sagde hun.

Men hvorfor gjorde du det?, sagde jeg mistænkeligt.
– Fordi, jeg gad godt have noget af ham, før han blev begravet, sagde Lisa.

OK, har du stadigvæk blodet og håret?
– Ja, selvfølgelig.
– Må jeg se det?
– Ja, sagde hun.

Jeg kiggede på håret ret længe.
Da jeg var færdig, satte jeg det foran min hunds næse og sagde:
– Snus dig frem til det her.

Nå, men tak for hjælpen. Nu håber jeg at min hund og jeg kan finde frem til nogle spor om din far.

OK. men tak for dit besøg, sagde hun.
– Tak og i lige måde.

Vi ledte og ledte i timevis. Så holdt vi en pause på en bænk.

Lige pludselig kom der endnu en mystisk mand med solbriller. Han havde bare intet skæg, og havde også en mystisk hat.

Da Trofast så ham, begyndte den at løbe efter ham, og gø ad ham.
Jeg sagde til min hund at den skulle stoppe, men den hørte ikke efter. Trofast hoppede op i luften og bed fyrens hat af.

Jeg lagde mærke til, at hans hår ligner Elvis Presleys, så jeg løb hen til ham og tog hans briller af, og det viste sig at de var Elvis Presley. eg var dybt chokeret.

Elvis sagde det samme som Lisa Marie Presley sagde til mig. Han tog selvfølgelig sin hat og solbriller på igen. Men jeg spurgte ham om jeg måtte snakke med ham.
Han svarede ja, uden brok.

Diskussionen var ved et hemmeligt skjulested. Jeg spurgte ham om, hvorfor han havde løjet om sin død. Han sagde:
– Fordi det irriterede at blive forfulgt af fans.

Hvordan kan du sige det?
Du burde blive inspireret af dine fans. De har også betalt for dine plader og koncerter. Så hvis jeg var dig, vil jeg fortælle verden at du er i live.
Men det er dit valg, Elvis.
Tænk over det.

Lige da jeg skulle til at gå min vej sammen med Trofast, sagde Elvis:
– Vent!
To ting:  1. Du har ret. Jeg burde elske mine fans, ikke hade dem. Så jeg går ud og siger det til de andre.
– Det er da godt, sagde jeg med et smil.

Og det andet: Hvad er det navn?
– Paul Jason, mesterdetektiv.

Pænt navn, sagde han.

Efter det blev han kendt igen.
Alle blev glade.
Og jeg blev kendt for at finde ud af det.

– Men Elvis?, sagde jeg.
– Ja?, svarede han.

Hvem var det så der lå død på dit badeværelse?
– Tja, for at gøre en lang historie kort, så var det en klon, som jeg har købt, sagde Elvis med et smil.

Findes der også andre døde musikkere, som der også er i live?, sagde jeg mistænksomt.
– Øh, ja, sagde Elvis.
– Kan du fortælle hvem?
– Nej, det må du selv finde ud af, sagde Elvis.

Så håber jeg at Michael Jackson og Bob Marley stadigvæk er i live.

Jeremy, 6.A