torsdag den 20. september 2007

Dumme forældre, dumme politikere





I går var der indkaldt til forældremøde i fritidshjemmet Saxolitten. Det skulle diskuteres, om vi også skulle lave blokade her torsdag, fredag.

Jeg er imod blokade, fordi den først og fremmest rammer forældrene og børnene. Og der er i forvejen massivt fokus på de igangværende budgetforhandlinger på Københavns Rådhus.

Mødet skulle starte kl. 14.30, og stod jeg klar. Alene. Der var kaffe og småkager, og fyrfadslys på bordene. Jeg tog en kop fra termokanden og ventede for at se, om der muligvis dukkede andre forældre op. Det gjorde der. To kvinder. Som begge arbejder som institutionsledere andre steder i byen…

Mange forældre bakker op om aktionen, men på listen havde næsten alle skrevet, at de desværre ikke havde tid til at stå blokadevagt . Jeg kunne se, at Susanne, som er institutionsleder på Amager, havde skrevet hun desværre ikke kunne stå vagt fredag, for da skulle hun på familiebesøg i Jylland…

Så for sjov skyld lagde jeg i dag vejen forbi Oehlenschlægersgades Skole. Jeg ville da lige se, om der rent faktisk var en blokadevagt, eller om Saxolitten kun var blokeret af plakater.

Men der sad faktisk en forælder. Godt nok ikke en med barn i Saxolitten, men i den nærliggende Saxoly.

Han sad jo og kedede sig, så vi kunne jo lisså godt snakke lidt sammen. Han var faktisk også lidt i tvivl om det fornuftige i at blokere Saxolitten.

Også fordi ungerne i fritidshjemmet selv havde lavet et opslag: "Dumme forældre. Dumme politikere", stod der som overskrift. Og så havde alle ungerne skrevet under på, at de er sure over ikke at kunne komme i fritidshjem efter skoletid. Blokadevagten havde haft sit hyr med at forklare aktionen overfor børnene.

Jeg ville godt have fotograferet opslaget, men nogle af pigerne kom tilfældigt forbi, pillede det ned, og løb afsted med det.

Jeremy og hans venner på Saxolitten har det rigtig godt. De er tit på udflugt, har godt med legetøj, og en hel skolegård at spille bold, sjippe og lege tagfat i. Der er et rigtig godt sammenhold, og pædagogerne er supergode. Alt er godt for ungerne på Saxolitten.

Når altså ikke forældre og politikere ødelægger det hele for dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar