Viser opslag med etiketten gps. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gps. Vis alle opslag

lørdag den 18. august 2012

Et foto

Foto: “Snabel”, alias Jørgen Abelsen, Ærø

Hvordan gør han?, tænker jeg.

Igen og igen lykkes det min ven på Ærø at tage et helt fantastisk billede. Hvorfor kan jeg ikke tage et, der er lige så godt? Hvad er det der gør, at min ven gang på gang viser sig at være en langt bedre fotograf end mig?

Det er ikke fordi mit kamera er dårligere end hans. Min ven havde, så vidt jeg husker, to defekte kameraer. Så tog han huset fra det ene, og knaldede objektivet fra det andet på. Så havde han ét der duede. Det klarer han sig særdeles godt med, som det ses.

Mit eget kamera er spritnyt. 14 mega pixels. 5x optisk zoom. Vandtæt, ned til 10 meters dybde. Det kan tåle at blive tabt 2 meter, det kan operere i frost ned til minus 10°C, og støv er heller ikke noget problem.

Når jeg bruger det, finder det selv ud af at stille skarpt. Jeg skal bare trykke på knappen – vupti, så er billedet taget, korrekt eksponeret og alting. Og så er kameraet endda ikke større end en pakke cigaretter, og iøvrigt smukt metalgrønt.

Jeg er forbløffet over så meget mit kamera kan. Det finder selv ud af hvad jeg er igang med. Er det et portræt, finder det selv ansigtet og måler lyset helt præcist. Er det et landskab, retter det sig ind efter dét. Kameraet ser også selv, om det er aften eller højlys dag. Og ikke nok med det:

Nu tager jeg et billede af en kirke, og mit kamera fortæller, hvor vi er henne. Der er indbygget gps, og en tekstbesked kommer frem på displayet: Skanderup kirke, Kolding, Syddanmark, Danmark. Tænk at noget der er produceret så langt væk som i Japan kan være så stedkendt!

Billedet er flot, kirkens skønhed kommer til sin ret. Men min vens billede er tusind gange bedre. Derfor er det hans foto, jeg lægger på min blog.

For det kan alle se er fremragende. Og jeg føler mig inspireret til en billedtekst: 


Gud lægger de regntunge skyer på hylden og åbner for perfekt høstvejr i weekenden, med høj sol, let brise og temperaturer på op mod 30°C.
Som sagt, alle kan se det er et fremragende foto. Men min ven fotografen kunne som den eneste se det allerede inden det blev taget.

fredag den 3. juni 2011

Spansk tyr

Foto: Ibon san Martin, Spanien

Tidligt om morgenen ligner det bare en mellemlanding i Bruxelles, inden ferien for alvor vil begynde i Malaga. Men efter halvanden time sidder vi stadig i flysæderne i Københavns Lufthavn, hvor Brussels Airlines har problemer med et instrument i cockpittet der ikke virker, og en flymekaniker som sidder fast i morgentrafikken. Det ender med cancelled, og vi må forlade flyet igen og få vores baggage tilbage. De ansatte i billetkontoret får en dårlig dag på jobbet, hvor over hundrede utilfredse passagerer skal ombookes til andre fly. Vi får nye boarding cards der fortæller vi skal med Cimber Air til Barcelona, og derfra videre med Spanair.

Sådan noget rod tager tid og kræfter. Hvad med dit og dat? Venten og usikkerhed om rettigheder – men så er det godt at kende EU hjemmesiden om Your passenger rigths at hand.

Vi går til transfer-centeret og får udleveret 80 kr. vouchers der kan bruges til morgenmad. For det beløb kan man få en sandwich og en tør kop kaffe, hvis man selv spæder til med lidt mønt. Hvorfor skal al ting egentlig være så dyrt i en taxfree zone?

Vi ankommer dog til Malaga inden solen går ned, men bagagen kom ikke med fra Barcelona. Levering pr. bud næste dags afternoon på Grangefield Oasis Hotel Mijas, som vi kun finder frem til, fordi kæresten har gps på sin elskede iPhone. Bilen, som Hertz giver os nøglen til, er en sort Ford Astra, som jeg køber full insurance til for cirka ekstra 500 kr. Så uheldige som vi har været med rejsen so far, føles det som en god idé.

Check-in på nul komma fem, middag i restauranten, og tolv timers tiltrængt søvn.

Men nu er vi her, og vejret er dejligt. Vamos a la Playa betyder at vi tager til stranden, hvor rester fra et stenbrud er brugt på en mole, hvor en spanier fisker og vi nyder de meget store bølgers brusen. Naja finder en knivmuslingeskal og Jeremy er tæt på at fange en lille krabbe, som søger føde på en stor marmorblok. Og Cathrine samler smukke sten i sin t-shirt.

Oppe på et bjerg står nationaldyret i sort silhuet, og fjerner enhver tvivl om, at vi er i Spanien. Vi finder en café i gadebilledet og får øl, tapas, is og sodavander.

Der er gratis parkering under supermarkedet, hvor kæresten fylder en indkøbsvogn med alskens lækkerier, vi kan nyde om aftenen.

Frugt og grønt er billigt, og i overstørrelse. En halvkilos tomat, og peberfrugter så store og smukke, at man næsten ikke nænner at spise dem.

Vin er også billigt. Naja finder en spansk rødvin, Sangre de Toro. "Den med tyren", gætter vi på det betyder. Det er lige os.

fredag den 19. februar 2010

The Wilson Tourist Tour for Two


Et tip fra Ulla Quistgaard har fået os ud at køre. Som alternativ til den klassiske storby cabriolet dobbeltdækker turistbus kan man leje en sær hybrid mellem en scooter og en sofacykel med gps. Så det har vi gjort.

Iført hjelme og spændte sikkerhedsseler har vi fulgt den engelske kvindestemmes anvisninger og lyttet til hendes små Barcelona guide fortællinger. Til højre ser I Torre Agbar. Og vi får lidt info om hvad arkitekten hedder og hvormange vinduer den spektakulære bygning har. Den ligner en stor cigar og siges at være meget smukkere efter solnedgang, hvor den lyser i op i nattehimlen med blå, røde, gule og grønne neonfarver

Og så videre med håndtaget i bund, rundt i næste junction, og ligefrem mod Sagrada Familia, som stadig er under opførelse. Gaudis katedral er allerede som byggeplads imponerende. Vi parkerer og tager et foto. Jeremy har fået lidt ondt i rumpen af fars hæsblæsende bykørsel.

Så kører vi videre og kan snart drøne gennem Arc du Triomf. Og så er det vist tid at finde tilbage til gyden hvor vi kommer fra. Jeg er desværre faret lidt vild, så jeg ringer til garagen og får hjælp. – Ned af Carrer de la Princesa, til højre ad den store vej, og til højre igen ved Star Buck. Så er vi ved noget vi kan genkende. Vi er kørt i ring.

Det var jo også meningen, og det har bestemt været sjovere end hvis vi havde brugt samme beløb, cirka 300 kroner, på radiobiler i et tivoli. Det her gik meget stærkere, var langt mere farligt, og så fik vi oveni købet set noget nyt.