onsdag den 6. januar 2010

Slik

Foto: Peter Bartelt, Tyskland

Børn får megameget guf når de er til fødselsdag hos en klassekammerat. Og der er som bekendt mange børn i hver klasse, så Naja og Jeremy kommer ofte hjem med slikposer, som de ikke kan spise op.

Så må vi jo som forældre træde til. Sutte Werther’s Echte og tygge MaoaM i timevis, og komme Pez i de små beholdere med nikkehoveder af Nemo, Monster og Æsel fra Schrek. Det er simpelthen ikke til at æde sig igennem godterne.

Der er for mange. Vi har en hel skuffe fyldt med overskudsslik fra fødselsdage, hvor ungerne også har konsumeret lagkage med flødeskum og kakao og kagemand, med endnu mere slik på.

Da jeg var dreng, synes jeg kun vi fik en lille pose med Haribo vingummibamser. Eller en lille æske Spunk eller californiske rosiner. Hvis vi var heldige. Idag vælter børnene sig i en overflod af slik, og jeg kan slet ikke følge med.

Hertil kommer forældreslikket. Lakridser og økonomipakker med M&M’s og After Eight i brunt silkepapir. Jeg trænger i dén grad til at gå sukkerkold. Men forbruget eskalerer. Mere, mere, mere. Næste gang der er fødselsdag her i huset, skulle vi måske tømme skuffen og lade være med at købe mere nyt slik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar