Opmand

Foto: Dimitris Petridis, Grækenland

Hvorfor skifter vi så mange gange mellem start og stop, inden vi for alvor kommer igang med dagens dont?

Optimistisk er mobilens vækkefunktion sat til halv syv, hvor den snurrer og spiller en elektronisk fanfare. Søvndrukken trykker Skat ok og snuer videre. For om ni minutter gentager den sin alarm. Og om atten, og 27…

Sådan går det meste af morgenen hak i hak. Start, stop, start, stop… Det er virkelig ikke nemt at komme op og igang. Jeg er som familiens opmand i lodret stilling klokken syv og trisser på bare fødder ud i køkkenet.

Vi skal have kaffe, som biler skal have choker. Tragten får lidt ekstra krudt, for det er hundekoldt udenfor.

Tøsen skal i skole, og tilkendegiver med sit hmmmm at hun er vågen og så alligevel ikke. Hun bliver liggende i håb om at falde i søvn igen, så jeg for sjov kan ruske liv i hende igen om cirka ti minutter.

Jeg stiller en kop kaffe og en ristet morgenbolle ved kærestens sengekant og starter flimmeren, men undlader betænksomt at tænde det skarpe lys.

Den endegyldige start udskydes til sidste øjeblik. Så er min kvinde i tøjet, og ude af døren. Hun når lige akkurat bussen ved stoppestedet. Og tøsen kan nok engang lukrere på, at skolen først ringer ind fem minutter over otte. Med tre halve og et stykke agurk til spisefrikvarteret i tasken træder hun i pedalerne og er væk.

Start og stop. Rød og grøn. Det er som om morgenen mangler en gul pauseknap.