mandag den 11. januar 2010

Lazy chiller

Foto: Oscar Dollas, Danmark

Sidder i S-toget på vej hjemad. Det stopper ved alle stationer, så der er god tid til at hive den bærbare frem. Men som det ofte er, er Gratis Danmark netværket i uorden. "Problemer med indlæsning af Mingler.dk".

Okay, så finder jeg da bare på noget andet, og fisker mobilen frem. Den har indbygget FM radio, og sørme om ikke jeg også har et sæt høretelefoner i inderlommen. Jeg vikler ledningerne fra hinanden og plugger det tobenede stik i. Søger frem til 107,1 mHz, hvor displayet bekendtgør, at kanalen hedder Energy.

Musikken minder mig lidt om en af mine første plader. A Brazilian Love Affair med George Duke. Eller Georg Greve som vi kaldte ham dengang i gymnasietiden.

Radioen er vist egentlig for yngre lyttere. Der er tilsat en del tekno tingeltangel. Og jeg kan pludselig huske, at jeg som dreng tænkte over, hvad jeg ville lytte til når jeg engang blev gammel. Ville jeg også komme til at kunne lide det mine bedsteforældre holdt af. Sådan noget man som barn kunne høre i programmet "Hvorfor hører man aldrig…"
Tiden nærmer sig. Inden der er gået tyve år, er jeg på folkepension. Er jeg så også på danske ting med Birthe Kjær og Rachel Rastenni? Eller bevarer jeg min hang til funk, jazz, rock – og andre fourletterwords?
Stationen proklamerer med sort lækker kvindestemme, at this is the best place to chill. Okay, det bliver måske betegnelsen på min fremtids gammelmandsmusik. Chillout. Det er nu ikke så ringe.

Jeg kan godt se mig selv trisse rundt med stok i parcelhuskvarteret med sådan noget musik i ørerne. Det bliver en alderdom uden særlig meget Dansktop og Giro 413, tror jeg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar