Viser opslag med etiketten melodi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten melodi. Vis alle opslag

mandag den 23. januar 2012

Romantik

Foto: Martin Boulanger, Frankrig

Vi mænd siger mange mærkelige ting. Især til kvinder. En klassiker er, når man føler sig fuldstændig lykkelig med sin kæreste og hører sig selv sige: Dig vil jeg gerne blive gammel sammen med.

Det kan sagtens være, vi mænd mener det vi siger. Men det vi tænker, er: Dig vil jeg gerne blive ung sammen med.

Kloge som vi mænd er, tier vi dog stille med vores undertekst, for det lyder absolut ikke romantisk.

Med fortielsen er alt fryd og gammen. Samlivet er godt og trygt. Både med og uden tøj på. Det er dejligt at leve og bo og høre sammen. Det bliver dog aldrig som vi mænd tænker… Vi bliver ikke unge sammen. I stedet er det romantikken der sejrer.

Pludselig nytårsnat ligger vi sammen og ser en genudsendelse med Dansktop kavalkade fra Koncerthuset i DR Byen i fjernsynet. Vi kan hjælpeløst konstatere at teksten fra “Lille Sommerfugl” med Bjørn Tidmand ligger klistret til rygraden. Lige ved siden af “Sikke’n fest” og Baggårdspumaens “To lys på et bord” som vi aldrig vil kunne forstå ingen stemmer fik af juryen til Melodunte Grand Prix 1960.

En anden dag zapper vi ind på Tattoo fra Edinburgh Castle på TV2 Charlie. Og bliver hængende hos det ene militærorkester efter det andet. Vi kunne måske også slå over på noget skihop eller isdans. Det kunne da være hyggeligt…

Nej. Vi skal ud og rejse. Se noget helt andet. Se os selv. Tage billeder, som handler om at blive unge sammen. Men som i virkeligheden bare er romantik.