Foto: Bella Sky |
På dette hotel har man siden mandag den 16. maj 2011 haft en etage kun til kvinder. Som det ses, er der masser af etager – og dermed rigeligt med plads til også at huse hotelgæster med både x og y kromosomer. Ergo burde mænd ikke føle nogen form for diskrimination. Jeg føler mig i hvert fald ikke diskrimineret.
Samfundet giver jo os mænd masser af plads, så det burde på ingen måde genere at et enkelt luksushotel på Amager har besluttet at have en særligt indrettet kvindeetage. Jeg kan da godt forstå, at kvinder fra ind- og udland helst vil overnatte i en garanteret Strauss-Kahn-fri zone.
Men jo, en enkelt mand har følt sig pikeret og klaget til Ligebehandlingsnævnet – som desværre har givet ham medhold. Hotellet må ikke please kvindelige gæsters primadonnanykker. Så la’ da vær’!
Mænd og kvinder er som bekendt forskellige. Og jeg har det helt fint med at Hotel Bella Sky har en hel etage der er indrettet som kun kvinder vil have det.
Kvinder elsker for eksempel puder. Når jeg bor på hotel, smider jeg som regel de overflødige på gulvet – men kvinder kan ikke få nok. Min kæreste bruger rask væk fire, og kan i søvne endda forsøge at stjæle min også.
Så på Bella Donna etagen er værelserne udstyret med kingsize (ikke queensize!) senge og et hav af puder. Desuden har hoteldirektøren bestræbt sig på at især badeværelset opfylder enhver kvindes våde drømme om et sådant; Der er spejle i fuld kropsstørrelse, top-tunet hårtørrer, økologiske skønhedsartikler, stort karbad og ekstra stort brusehovede. Der er også make-up spejl med forstørrelse og gigant håndklæder, engangsskrabere og hygiejneartikler. Plus (formoder jeg) ekstra fyldig badekåbe og slippers med høje hæle.
I minibaren er der skruet kraftigt ned i udvalget af øl og spiritus, til gengæld bugner det med juice, high quality chokolade, champagne, vin og kildevand. Og roomservice tilbyder strømpe-bukser og emergency kit med lipgloss, øjenskygge, mascara etc.
Dobbelt-y’er føler sig nu engang bedst hygiejnisk tilfredsstillet i et adgang-forbudt-for-mænd område. Det er fair nok. Giv dog hotellet en dispensation, hvis det er nødvendigt for at kvinder kan få det som de vil ha’ det, med flot udsigt og ekstra mange bøjler i klædeskabet, gratis internet og en dockingstation til deres elskede iPod.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar