Foto: royalmint.com |
Erindringsmønter var tidligere kun til pynt, på linje med medaller. Men så fik nogen den idé, at de kunne cirkulere sammen med de almindelige mønter. Og således fik vi her til lands 20-krone stykker med anderledes look.
Min kæreste har en lille blå fløjlspose med sådanne ‘erindrings-tyvere’, typisk udgivet i anledning af kongelige begivenheder. Dronning Margrethe & Prins Henriks sølvbryllup. Prins Joachims bryllup 18. november 1995. Der findes også en særlig udgave af vores gyldne tyver til markering af tusindåret 995-1995. Og i 2000 blev der slået en 20-krone med margueritter, da dronningen havde 60 års fødselsdag.
Den Kongelige Mønt har også lavet en særlig skibsmønt med motiv af fregatten Jylland, som er den største turistattraktion i Ebeltoft. Naturligvis en flot souvenir, – hvis man kan få fingre i den.
The Royal Mint har på samme måde ‘leget’ med deres 2£ mønter. Men i England er man meget mere serviceminded overfor dem der gerne vil have en mønt med hjem som souvenir. Der er en markant forskel på engelsk og dansk kultur:
Hvor Nationalbankens hjemmeside er tør og kedelig, med numismatiske oplysninger og politisk korrekte betragtninger omkring det monetære system – er The Royal Mint hjemmesiden helt anderledes; Her er smil og historie i højsædet, og det lykkes uden problemer at kombinere reklamens virkemidler med seriøsiteten omkring britternes betalingsmidler.
Henrik og jeg var inviteret til London af FEIEA, som danske repræsentanter for intern kommunikation – og vores engelske værter forærede os en særlig velvalgt souvenir:
En two pounds mønt, slået i anledning af at det netop her i 2011 er 400 år siden Kong James’ Bibel på engelsk så dagens lys. Kan det være mere kommunikativt?
– In the beginning was the Word…
2£ mønten ligger i en flot og sikker indpakning, med en lille Milestones tidstabel, numismatiske specifikationer og et foto af King James Bible. 12 g superior quality coin in mint condition, 400th anniversary of publication.
Englænderne synes at være i en liga for sig selv, når det gælder souvenirs. Til gengæld er danskerne helt fremme, når det gælder de bedste personaleblade og intranet i Europa. Hele seks danske bidrag blev præmieret ved den storslåede galla på The Landmark Hotel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar