lørdag den 12. november 2011

Champagnefis

Foto: Neil Gould, Australien

Når vælgerne har valgt, samles de nye medlemmer af Folketinget og skriver højtideligt under på Grundloven, hvorefter der er kransekage og ægte fransk champagne. Efter denne ceremoni ranker de sig som fuldbyrdede MFere.

Men så bliver det hverdag, og underskrifterne går i glemmebogen. Og så kan man læse denne stinker af en overskrift i Information:

V-ordfører: Vi vil bryde konventioner med åbne øjne

Jeg trak den frem da Borgerret.org fredag havde foretræde for Integrationsudvalget (hvor Venstres retsordfører Karsten Lauritzen også er medlem). Jeg havde simpelthen lyst til at slå fast på Christiansborg, at traktatbrud ikke harmonerer med pling-pling i langstilkede champagneglas. Ligegyldigt om det sker med øjnene åbne eller lukkede.

Alle partier i Folketinget har med glæde og champagnebrus erklæret at de går ind for demokrati, personlig frihed og borgerrettigheder. Det synes jeg de skal holde fast i, – også selv om politiets efterretningstjeneste eventuelt skulle være imod.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar