torsdag den 3. november 2011
Livsfæller
En artikel i Kristeligt Dagblad har bragt vores kirke- og ligestillingsminister i strid modvind. Mange er skuffede over ham, fordi han er åben overfor et forslag om at bøsser og lesbiske kan blive viet i kirken som livsfæller. Det ses som et kursskifte i Manus politiske arbejde – ja, flere kendte bøsser kalder det i en artikel i Berlingske ligefrem løftebrud, og på Facebook har Peerplus helt klart skærpet kritikken.
Men det Manu Sareen gør, er for mig at se helt rigtigt! I politik skal man være imødekommende, ellers mister man sin gennemslagskraft. Og jeg synes at det løsner op for debatten, når ministeren ser positivt på det nye ord livsfæller.
Manus forgænger på posten, Birthe Rønn Hornbech syrnede jo helt til i sit favntag med Tidehverv og de sorte præster Jesper Langballe og Søren Krarup.
Den ny minister har langt større succes med at vinde gehør for sine synspunkter. Man skal forstå, at kirkeministeren ‘desværre’ ikke bestemmer over Folkekirken. Som jeg forstår det, handler det om at ændre Ritualbogen, men den skrives suverænt af biskopperne, hvorefter dronningen kaster sin glans over den med et kongeligt segl. Manu Sareen kan ikke som minister diktere, hvad præsterne skal sige og gøre foran alteret.
Iøvrigt forstår jeg ikke, at så mange bøsser og lesbiske insisterer på et kønsneutralt vielsesritual. Kønsneutralt lyder faktisk ret negativt i mine ører, det gør ordet livsfælle egentlig ikke – sålænge det staves med to l’er, uden d.
Når Manu manøvrerer som han gør, så tror jeg det er med til at styrke Folkekirken og gøre den mere rummelig. Der er i hvert fald kommet et meget klart flertal i statskirken for, at homoseksuelle skal have lov til at blive gift med hinanden foran alteret.
By the way, den smukke præst på billedet er min kusine. I sidste måned var hun hele Danmarks fjernsynspræst i DR Kirken, og der var hun simpelthen fantastisk!
Etiketter:
filtenborg,
fælde,
kirke,
kristendom,
livsfælle,
politik,
sareen,
tro,
velsignelse,
vielse,
ægtefælle
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar