Viser opslag med etiketten udu. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten udu. Vis alle opslag

lørdag den 8. oktober 2011

Stavefejlsfejl

Foto: Franco Giovanella, Brasilien

Hvordan staver man for eksempel til meistro? Maestro? Eller majstro, monstro… Jeg må ofte slå op i retskrivningsordbogen. Celluloid er også svært at stave til. Problemet er, at vi på dansk tit staver tingene anderledes end de siges.

F.eks. staves i to ord, hvis det ikke forkortes – selv om det lyder som ét ord. Og det er korrekt at forkorte det til fx – selv om der ikke er noget x i eksempel. Der findes flere ulogiske stavemåder af samme type: Hvorfor hedder det sex, men seksualundervisning?

Sådan er det bare. Jeg skrev engang en Sexy blog og blev hængt ud for at skrive kødet er stift. Og jeg kan da godt se, det ville være mere logisk at stave det stivt. Det hedder jo stiv pik. Men et stivt lem ligger efter min mening ikke så godt i munden, so to speak. Stift kan betyde flere ting, og det var 100 % korrekt at bruge det som ikt. af stiv.

Retstavning er nemlig alt andet end matematik. Det handler om lyd, omsat til bogstaver. Det er selvsagt en problematisk proces, men nødvendig for at vi kan kommunikere sammen. Man skal være med på noderne, hvis ikke ens skriverier skal ende som volapyk i andres ører.

Stavefejl skal undgås. Det er glimrende med paranoide korrekturlæsere, men pas på! Der er mindst fem ‘fejl’ der ikke skal rettes. Og det er jo pinligt at rette andres fejl, når man i virkeligheden gør det modsatte.

Jeg kan godt lide at finde stavefejl, men på den tolerante måde. Det er ikke sjældent jeg falder over en forkert stavemåde, som jeg tænker nok engang bliver ophøjet til korrekt nudansk af Dansk Sprognævn. Inu og udu, for eksempler.

Inden man bliver stiv i betrækket over andres sprogbrug, skal man tænke på sammenhængen og huske, at ordbøgerne altid er på bagkant. Der vil altid gå et stykke tid, inden en ny stavemåde bliver godkendt af dem der svinger korrektur taktstokken. Sproget fornyes af dem der giver det lyd.

torsdag den 6. oktober 2011

Åbent brev til ledelsen

Foto: Christa Richert, Tyskland

24Support har besluttet, at en af de største debatgrupper, som typisk ligger i top-tre over de mest aktive, skal slettes. I en mail har Niels Thimmer meddelt, at hvis Stifinders stifter ikke sletter gruppen i denne uge, vil han selv trykke på sletteknappen mandag morgen.

Årsagen er, at der i en tråden Hip Hip Hurra ! har været bragt et foto, som gav afsæt for mobning af en medmingler. Fotoet er slettet, så det er ikke muligt for os brugere at vurdere, hvor slemt det egentlig var. Gruppens stifter Rekki har heller ikke selv set det.

Der har altid været ballade i gruppen, og nogle gange har folk slået så hårdt i tasterne og været så brovtende, at man skulle tro, Nazionen fra Ekstra Bladet var rykket indenfor. Men Stifinder har altså mønstret 1174 medlemmer og fostret mange spændende debatter.

Derfor undrer det mig, at onlineredaktøren på dette community site kræver Stifinder fældet. Jeg kan ikke tro, det er clearet med ejerne af 24timer. Det er i hvert fald svært at se fornuften i at slette noget af det, der medfører mest trafik på hjemmesiden.

Men slettet bliver der. Spørgsmål og opfordringer til dialog bliver ignoreret med en blog, der slår fast at det er 24Support profilen der bestemmer, uanset hvad.

Vi er mange der mener, 24Support skal benåde Stifinder og i stedet gøre noget ved problemerne. Funktionen med servicemails har været i udu siden 28. august. – Hvornår gør I noget ved det?

onsdag den 27. oktober 2010

Offline


Hvad vil de egentlig sige at være offline? At man ikke er på – eller at man for en tid i stedet er i forbindelse med virkeligheden?

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det føltes som en befrielse ikke at være online. Men det er sgu sundt engang imellem. I efterårsferiedagene i huset her i Normandiet blev det en dejlig oplevelse at være offline. Jeg blev helt Pinocchioagtig glad og nynnede "Der er ingen bånd der binder mig"…
Vi boede i det gamle stenhus fra 1800-tallet i baggrunden. Der var ikke noget internet. Der var ikke nogen telefon. Mobilerne var uden dækning. Fjernsynet var et lille et uden antennekabel, men med videokasettebåndafspiller. Og radioen var vistnok i udu. Eller også gad vi bare ikke tænde for den, i forvisning om at den kun ville snakke fransk på et niveau langt over vores fatteevne.

Lidt længere nede ad vejen boede der en englænder som hed Ian. Han havde forstærket sin tagantenne temmelig kraftigt og peget den i retning mod kanaløerne. Så kunne den på en god dag hente lidt BBC med sne på.

Selvsagt brugte han ikke megen tid på fjernsyn, for det var sjovere at kæle med de fire sort-hvide katte og hygge sig med havearbejde.

Vi havde en dejlig ferie med lange vandreture i det ældgamle landskab og længere udflugter i vores Avis Mercedes, som vi havde lejet billigt lidt vest for Puttgarden.

Jeg brugte kun min Sony Ericsson til at fotografere med, og min erfaring er, at det altid er skønt at holde ferie i en landsby hvor der er muhlighed for at tage et billede af en ko.