Rosenrød hverdagsidyl

Foto: Toulouse

Om lidt samles folk i Toulouse i Sydfrankrig til et minuts stilhed. Gårsdagens massakre på den jødiske Ozar Hatorah skole har ramt hele Frankrig, og valgkampen er sat i bero. Sarkozy har beordret red alert og jagten på gerningsmanden har højeste prioritet.

Danmarks Radio har dog haft mere fokus på at TV Avisen kl. 21 efter sommerferien lægges en halv time senere. Den forfærdelige nyhed fra Frankrig kom i anden række. Hvilket jeg ikke forstår.

Hvis det kan ske i Oslo og Toulouse, hvorfor så ikke også i Danmark? Mon ikke der også er en Breivik hertillands, som kunne finde på at plaffe løs på folk han ikke kan lide? Vi kan alle risikere at komme i sigtekornet, for hvem kan sige sig helt fri fra at være enten jøde, mørkhudet, homoseksuel, muslim, dum eller venstreorienteret? Alle står for skud…

I Frankrig jager politiet en mand som nu har slået til tre gange. 11. marts blev en civilklædt soldat fra luftvåbnet dræbt, skudt ned i et beboelseskvarter. Fire dage senere blev tre uniformerede soldater skudt ned foran en hæveautomat, de to var dræbt på stedet og den tredje døde senere af sine kvæstelser.

Og igår gik det så ud over lærere og elever på den jødiske skole. Gerningsmanden skal endda have grebet en flygtende pige i håret og henrettet hende. Koldblodigt. Grusomt. Og modsat Breivik, så er denne gerningsmand på fri fod. Han vil slå til igen.

Politiken skriver: På grund af soldaternes henholdsvis nordafrikanske og caribiske oprindelse har politiet – og de antiterrorspecialister, der er sat på sagen – blandt andet arbejdet ud fra en teori om at angrebene kan være racemæssigt motiveret.

Racemæssigt? Avisen får det jo til at lyde nærmest uskyldigt. Det er sgu da racistisk så det batter. Det kan også ske i Danmark. Hvorsomhelst i Europa. Selv i de allersmukkeste omgivelser.

Aeroe

Foto: Jørgen Abelsen

Vi besøger en god ven i weekenden. Han er kendt som lidt af en tyr her på sitet, men lyder navnet Snabel. Og så har han bosat sig i det, man vistnok kalder udkantsdanmark. På Ærø.

Ærø er en rigtig ø. Altså ikke en, der hænger sammen med resten af landet med broer. Ærø er helt sin egen, modsat for eksempel Sjælland, der jo er brofast med både Sverige, Fyn, Møn, Falster og Farø.

Vi har ikke været på øen før, men jeg er begyndt at læse Vi, de druknede af Carsten Jensen. Jeg har også været på nettet for yderligere at forberede os på turen.

Det viser sig, at øens avis, Ærø Ugeavis læses af stort set alle på øen. Og sørme om ikke det seneste nummer kan downloades kvit og frit. Vi kan lige nå det sidste af øens jazzfestival, og der åbner en ny fiskerestaurant i Marstal med fine tilbud på alt godt fra havet. Og så udstiller Ærø Fotoklub i Havehuset i byen, som ejendomsmæglerne nogle gange af pladshensyn blot kalder Købing. Der er gratis adgang mellem 13 og 17 fra den 6. til den 12. august 2011.

Og der er også en annonce for en fotobog, hvor Jacques Berg visualiserer, at der er flere ligheder end forskelle, når man sammenstiller Ærø med den lille franske ø Yeu. 128 kroner for 80 sider med tekst, fotos og illustrationer.

En anden nyhed på Ærø er, at Keerth’s Pizzaria stopper for udbringning, indtil de har lært geografien bedre at kende. Jeg citerer: Da vi ikke kender stedet så godt endnu, har vi lidt svært ved at bringe maden ud til jer før den bliver kold, og det er jo eller ikke rart at sidde med en kold pizza i hånden.

Offline

Hvad vil de egentlig sige at være offline? At man ikke er på – eller at man for en tid i stedet er i forbindelse med virkeligheden?

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det føltes som en befrielse ikke at være online. Men det er sgu sundt engang imellem. I efterårsferiedagene i huset her i Normandiet blev det en dejlig oplevelse at være offline. Jeg blev helt Pinocchioagtig glad og nynnede "Der er ingen bånd der binder mig"…
Vi boede i det gamle stenhus fra 1800-tallet i baggrunden. Der var ikke noget internet. Der var ikke nogen telefon. Mobilerne var uden dækning. Fjernsynet var et lille et uden antennekabel, men med videokasettebåndafspiller. Og radioen var vistnok i udu. Eller også gad vi bare ikke tænde for den, i forvisning om at den kun ville snakke fransk på et niveau langt over vores fatteevne.

Lidt længere nede ad vejen boede der en englænder som hed Ian. Han havde forstærket sin tagantenne temmelig kraftigt og peget den i retning mod kanaløerne. Så kunne den på en god dag hente lidt BBC med sne på.

Selvsagt brugte han ikke megen tid på fjernsyn, for det var sjovere at kæle med de fire sort-hvide katte og hygge sig med havearbejde.

Vi havde en dejlig ferie med lange vandreture i det ældgamle landskab og længere udflugter i vores Avis Mercedes, som vi havde lejet billigt lidt vest for Puttgarden.

Jeg brugte kun min Sony Ericsson til at fotografere med, og min erfaring er, at det altid er skønt at holde ferie i en landsby hvor der er muhlighed for at tage et billede af en ko.