Hesten har vinger

Foto: David M. Goehring, USA

Det var overskriften på poesikonferencen i Dansk Forfatterforenings fine lokaler igår torsdag den 19. april 2012. Lyrik-gruppen havde inviteret alle foreningens medlemmer, og vi har over fyrre, der havde takket ja.

Lyrikere er altid overrumplende at være sammen med, for de har det med at vende ting på hovedet, op til flere gange, på ingen tid. De er virkelig kreative ordmennesker. Så alle var spændte under den indledende morgenkaffe. Jeg sad ved siden af Fanny Knight (forfatter til Gal Mands Værk) som beskrev spændingen helt præcist: – Jeg glæder mig til at blive vejet, og fundet let nok.
Første punkt på programmet var Refleksion, og en høj, bredskuldret mand i mørkt tøj, René Rasmussen lagde ud med et noget akademisk men bestemt ikke uinteressant indlæg over emnet: Jeg – udsagn og udsigelse i moderne lyrik.
Et køligt og skarpt foredrag om at der er forskel på et digt. Der er forskel på, om du hører det læst op, eller ser det trykt som det står.
Det var ligesom at få staldtips fra hestens egen mund…

Jeg’et i et digt behøver ikke være digteren selv. Digtet Lissabon (af Søren Ulrik Thomsen, født 1956), som blev læst op, handler ikke om digteren selv, men om et jordskælv, og i et digt af Simon Grotrian (født 1961) er jeg’et en kop.

En finurlig og meget eksperimenterende digter, René Jean Jensen gav os et kik ind i sit skriveværksted, hvor der er plads til både form og formløshed. Han digter på alle måder, og især hans opvågningsdigte fik applaus. Ideen er, at poesien måske er allerbedst når digteren ikke er ved fuld bevidsthed: Derfor havde han en diktafon liggende på sit natbord – og med det samme han slog øjnene op om morgenen, sagde han noget til den, inden han blev rigtig vågen.

René havde på samme måde forsøgt sig med at indtale ting til diktafonen lige inden han faldt i søvn ved nattetide, men disse indsovningsdigte blev længere og ikke nær så gode.

René havde også excelleret i googledigte og figurdigte, og havde sågar prøvet at overtale en hypnotisør til at lade sig tro han var H.C. Andersen. Det kunne jo være en smart smutvej til gode digte der rimer.

Ordstyrer Karsten Bjarnholt gav god tid til diskussion og kommentarer, og en tilhører citerede meget apropos et digt af Storm P:

Jeg ville ønske, jeg var to små hundehvalpe -
Så kunne jeg lege med hinanden!

I god ro og uorden fik vi så en kaffepause, inden et par inspirerende oplæsninger. Adda Djørup læste op fra sin digtsamling “37 postkort”, som er illustreret med smukke motiver af broer rundt om i Europa, der har det tilfælles at de hedder “Devils Bridge”.

Glenn Christian læste op af sin seneste udgivelse, med afsæt i hans lønarbejde på fabrik. Den unge digter gør det godt i kritisk poesi, men lidt mere bid blev alligevel efterlyst blandt publikum. – Der kommer en nummer to!, forsikrede Glenn.

Frokosten var virkelig lækker, og en fin optakt til næste punkt: Poetik. Peter Stein Larsen rundtdelte eksempler med Poetikker efter Inger Christensen, clipset sammen til lejligheden.

En poetik er vel en slags anvisning til forståelse af digteren, og hans/hendes kunst. Peter havde sjovt nok også fundet en poetik frem som kollegaen Lars Bukdahl engang havde begået. Den slutter sådan her: Når et digt, der ligner en legoklods, kan åbne sig som en blomst, fungerer tingene, så går dansen.

Lars Bukdahl fik en slags flash-back og tænkte tilbage til dengang, han som ung fik publiceret et digt i “Den blå Port” Det var placeret på et opslag, hvor der på andensiden var en antikvarisk illustration af “Den almindelige døgnflue”…

Bukdahl kom veloplagt rundt om emnet, og understregede sine pointer med gode eksempler, blandt andet et dårligt digt af Klaus Rifberg.

Og så kom Søren Ulrik Thomsen endnu engang op og vende, da vi kiggede nærmere på dette digt (fra Ukendt under den samme måne, 1982):

Kussens og røvhullets omvendte søer
skyller glinsende over min hud
hårene skilles af springende pis
der tykt og lykkeligt vasker mig varm
                 én gang til!
                 én gang til!
aldrig før blev jeg slynget så højt
gennem roterende indsøers spejl
slingrende fortsat med hovedet nedad
dybt mod de skrævende skyer

Det syntes de to oplægsholdere skulle ses i sammenhæng med digterens poetik, hvor han taler om at … virkeliggøres i den absoluterede tros konkrete og konstant konkretiserende praksis, der udgøres af selve relationen mellem kroppen og den ophør… – og det ville René Rasmussen som jo åbnede ballet meget gerne kommentere.

For Søren Ulrik Thomsen havde jo selv (i Mit lys brænder, 1985) sagt, at han var inspireret af tarotkortet med den hængte mand (med hovedet nedad), og der kunne vel ikke være tvivl om at sidste linje (dybt mod de skrævende skyer) var en kristen seksuel metafor. Så i dette digt kunne jeg’et også være pikken!

Jo, der var virkelig gang i hestens vinger denne torsdag. Og så har jeg ikke engang nævnt Dy Plambeck, som debuterede med en digtsamling, men siden er gået prosaens vej. Et ikke ukendt sporskifte. Vi fik et af de første digte, og nogle sider fra hendes roman Gudfar, der udkom på Gyldendal i 2011. Der var masser af sammenhængskraft.

Der var også fokus på Nye Muligheder, om poesien på internettet, i blogs og e-books. Eller som Hugo Hørlyck Karlsen foretrak at kalde det: e-tekst. Hans perspektiv kommer fint frem i denne artikel på Bogmarkedet.dk.

Tusind, tusind tak til Lyrik-gruppen for denne poesikonference, som jeg beskrevet med det formål at lokke endnu flere til at deltage i Dansk Forfatterforenings arrangementer. Det var hyggeligt, underholdende og stærkt inspirerende. Man får virkelig noget for sit kontingent.