Alting koster

Foto: Tamás Mihály, Ungarn

Men hvorfor skal det være så dyrt?! Det er helt vildt, som alting koster, selv i disse sparetider. Lad mig komme med et par eksempler:

En vovse koster rask væk 10.000 kr. Og en almindelig kristen begravelse – 50.000 kr.

Nu er det ikke fordi vi står og skal have hund, eller noget tyder på snarligt dødsfald i familien – men jeg vil nu alligevel prøve at finde ud af hvorfor den slags skal være så pokkers omkostningstungt.

Kort sagt: Jeg vil gerne finde ud af, hvor hunden ligger begravet…


I min optik burde en hund ikke koste mere end hundrede kroner. En hund for en hund – hvor svært kan det være.

Men sådan er det ikke. Det finder man ud af på Gipote.dk. En fransk bulldog som den på billedet koster kassen. (Mens en gravhund pudsigt nok kan fås for det halve. Det hænger jo ikke sammen!)

Forklaringen er, ifølge en kendelkender her på Mingler, at hunde skal registreres, vaccineres og have lovpligtige hundetegn. Det løber op altsammen, især når vi medtager udgifter til snor, kurv, madskål og kleenex til at tørre op med, når hunden har været utæt. De løbende udgifter til kæledyrs foder er et kapital kapitel for sig.


Den dyre begravelse blev fornylig bragt på bane af vor mor. Ikke at det er lige opover, for selv om hun er gammel og har diabetes, så er hun samtidig smækfuld af godt humør og gener fra Kaukasus. Hun synes bare, vi skal være forberedt.

Min lillebror Thomas og jeg joker med, at vi nok skal klare den sag for en hund. Grave et hul i haven, finde en stor papkasse og tylle en flok grønne gravøl – med familierabat, anslået plus minus hundrede kroner.

Men mor er præstedatter, så det skal naturligvis gå ordentligt for sig, når den tid kommer. Og så bliver det dyrt. En bedemand her på Mingler forklarer i en tråd hvorfor. Eksempelvis skal kisten kunne bære fem tons muld og være typegodkendt efter statens regulativer. Og hvis gravstedet skal vedligeholdes i 25 år, så er halvtreds kilo penge faktisk lidt i underkanten, når prædiken, bisættelse, kørsel, krans og dødsannonce tælles med.

Om man så jordes i de ukendtes, så bliver det alligevel med urne og krematorie til store udgifter. C'est la vie, som man siger på fransk.


Jeg mener at økonomi i høj grad styres af vores følelser, især hvis det handler om hunde og begravelser. Det skal være dyrt, koste hvad det vil. Vi skal føle at det er noget værd. Det må faktisk godt gøre lidt ondt…