torsdag den 17. december 2009

Sol og sne

Foto: Krzysztof Baranski, Polen

Vejret er lidt mærkeligt, nu vi snakker om global opvarmning. Det passer jo dårligt når alvoren skal understreges på klimatopmødet. Hvorfor får vi hvid jul, når statslederne siger den bliver mere grøn end godt er?

Solfysikerne har længe peget på en direkte sammenhæng mellem temperaturen på vor Jord og forekomsten af solpletter. Og nu ser det ud som om vi får en periode uden disse hotspots på stjernen Sol. Det bliver så lidt koldere, faktisk…

I det hele taget synes jeg forudsigelserne om Jordens fremtid er lagt i mundene på alverdens toppolitikere, mens forskerne ikke rigtig får noget at skulle have sagt. Jeg kunne godt tænke mig at høre nogle eksperter sige noget om CO2. Vi får kun at vide at regnskovene omdanner CO2 til ilt, mens det næsten ikke bliver sagt at verdenshavene også optager oceaner af det, og måske forvandles til sodavand med saltsmag.

I hvert fald synes jeg det er rigtig god idé at vi mennesker begrænser vores massive CO2 udledninger. Vi kan godt have det godt uden et evigt stigende energiforbrug.

Jeg synes det er spøjst at se reklamer for Lotto. En vinder af den store gevinst bliver f.eks. vist som en der henter morgenbrød og brunsvirer i en helikopter. Eller en udtrukken millionær der kører Ferrari

Drejer det sig virkelig kun om at komme ud og brænde benzin af, hvis man kommer til penge? Reklamerne er sjove, men hvorfor er lykken egentlig blevet til noget med burn to be wild…

Er det virkelig så fedt at bidrage negativt til vores allesammens CO2 regnskab, med fly den halve jord rundt for at ligge under palmer og drikke paraplydrinks? Lad os nu komme lidt ned i omdrejninger og bare nyde at vi er her. Her er så smukt. Især lige nu, med sne og sol.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar