Hos fotografen

Foto: Christian Grønne

I en tid hvor Nikon, Leica og Hasselblad er trængt i baggrunden af Nokia og Sony Ericsson mobilers indbyggede kameraer, er der efterhånden næsten ingen fotoatelierer, med fotolamper, baggrunde og store apparater på stativ tilbage. Men de findes! Og jeg har været model for fotograf Christian Grønne, i hans lejlighed i Tibirkegade. Om ikke så lang tid åbner han nyt fotoatelier tæt på Grøndal Torv i Brønshøj, men indtil det kommer på plads, bruger han den ene af sine to stuer på Nørrebro.

– Hvorfor var det lige mig, du ville fotografere til dit projekt?
Christian svarer henkastet, at jeg har et karakteristisk ansigt. Men først skal vi have en kop kaffe. Et portræt er ikke noget, man bare sådan lige ta’r. Først skal vi snakke lidt, og meget naturligt kommer det til at dreje sig om fotografer. Qua mit arbejde kender jeg en del, og alle har noget, de er specielt dygtige til. Nogen er suveræne til naturbilleder, andre til packshots, og andre igen til f.eks. nøgenstudier.

Christian er kort sagt god til mennesker. Han er kreativ, humanist, kristen og kunstner. Mens vi drikker kaffen, bladrer vi i nogle af de mange fotobøger der står i hans reol. En af dem er med Tove Kurtsweil, en af dansk fotografis markante portrætfotografer. Hun har for nylig sagt til Christian, at nu skal han se og finde ud af, hvilken slags billeder han vil lave…

Og nu sidder jeg så på en stol hos ham, og får lagt lys på.
– Det her er solen, siger Christian og tænder en stor lampe til højre for mig. Vi snakker videre, mens han stiller skarpt og napper et par prøveskud, for lige at checke indstillingerne på udstyret. Jo, det er iorden. Vi kan godt begynde.

Det er lidt mærkeligt. Skal en fotograf ikke stå bag kameraet? Plejer man ikke at få at vide, hvor man skal kigge hen? Og hvordan man skal sidde?

Christians kamera er fjernbetjent, og jeg skal bare prøve at finde min egen positur. Det her skal være et portræt af mig – ikke bare et Kehlet foto, hvor man smiler pænt til fotografen. Christian er på jagt efter noget andet, og mere.

Blitzen puffer og puffer, mens vi snakker om bl.a. Helmut Newton – en af mine helte. Det gør jo heller ikke noget, at Helmut mest af alt holdt af at fotografere smukke kvinder. Christian husker et foto, hvor en smuk kvindekrop bliver slugt af en krokodille. Et af fotografens mest berømte.

Vi snakker også om Richard Avedon, som har taget det måske bedste skud af Marilyn Monroe. Den pragtfulde Hollywood stjerne, som altid så så fantastisk ud på billeder. Men her er hun måske mere end nogensinde, sig selv.

Selve fotoseancen forvirrer mig lidt. Jeg tænker at alle billederne må være ens…
– Nu har du vist 50 helt ens billeder af mig, Christian.
– Tror du det?, griner han. Vi tager en pause og han ‘hælder’ dem over på sin computer. Jeg er næsten chokeret over så forskellige de er.

Han vælger et par stykker ud, og tager dem ind i PhotoShop. Skifter til sort/hvid og gør dem endnu bedre. Christian er også en haj til billedbehandling.

– Hvad er egentlig det bedste foto, du har taget?
– Det må være det af den gamle soldat med svanerne. Det er perfekt. På mange måder.

Vi tager en ny seance, og denne gang leger vi. Christian har for nogle nætter siden været i byen og spille poker, og på vej hjem har han fundet et lårben fra et skoleskelet.
– Gør lige et eller andet med det her.
– Skal jeg slå med det? Bide i det?
Puf, puf, puf…

Det er faktisk sjovt at være model. Jeg vist oven i købet god til det. Men tiden løber. Jeg skal snart hente Jeremy i fritten. Men vi kan lige nå endnu en serie. Og nu går Christian tæt på. Der er allerede mange virkelig gode skud på harddisken, men det bedste er ikke taget endnu.

Jeg er nødt til at løbe. De sidste billeder når jeg ikke selv at se, men Christian mailer efterfølgende et par af dem. De sidder lige i skabet.

– Kan jeg ikke få et i farver?
– Det er jo imod mit koncept, Kenneth. Når jeg arbejder i sort/hvis, så flyttes fokus fra farverne og over på personen. Jeg har ikke noget imod farver, men de skal tilføre billedet noget andet end bare farve. Et godt sort/hvidt foto forstærker træk i den portrætterede, giver billedet karakter og personlighed.

– Er det ikke lidt gammeldags, uden farver?
– Ikke for mig. Det er bare en måde man kan udtrykke det du vil sige, på en enklere og dermed også stærkere måde.
Jeg kan vist bedst lide det her med hånden. Det andet er taget lidt mere fra siden, så det kan fint bruges som nyt profilfoto.