Viser opslag med etiketten portræt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten portræt. Vis alle opslag

fredag den 24. april 2009

Portræt af galleristen


Foto: Steve Brackenrich, USA

Allan Knoblauch driver et ikke helt almindeligt galleri i Valby. Jeg kigger altid forbi, når min ven Lars Svanholm er blandt de udstillede. Og så modtager jeg hver uge nyhedsbrevet med de små røde hjerter fra Copenhart Gallery.

Det er vi 1341 frivillige abonnenter der gør. Det er altid værd at læse, og er man interesseret i hvad der rykker på kunstscenen, så synes jeg da man skal klikke sig ind på hjemmesiden og give sin mailadresse til galleristen.

Denne gang har han eftertænkt lidt på sin egen karriere, og leveret et par "portrætter", som ikke har meget med kunst at gøre. Men de er edderbandebankemig godt skrevet:


PSYKOPAT PÅ HJEMMEBANE
HAR VÆRET: Forfatteren Sanne Udsen, mor til "Drømmefabrikken", der udkom for nogle uger siden, siger det ligeud, endda i TV-avisen: "Psykopater findes alle vegne", fastslog hun, da hun fortalte, hvordan store drømme kan løbe af med næsten alle og enhver. Et godt eksempel er "IT Factory", og det er netop denne biks, som lægger historie til "Drømmefabrikken".
Men selvom der er psykopater overalt, er der visse brancher, de trives bedre i. – Hvilke? ville intervieweren vide. Og svaret faldt prompte: "Psykopater har gode betingelser i politik, i reklame og medier samt i kunstverdenen", vidste forfatteren.
Hvilket nok kan få en gammel gallerist til at eftertænke lidt på egen karriere: Først 15 år i politik og journalistik, derpå 19 år i reklame. Så på ny et par år i journalistik, tilmed i den tynde ende, før den sidste konvertering til billedkunstbranchen – med etableringen af Copenhart Gallery i 2006. Hvis man her ikke er løbet på nok skæve hoveder gennem fyrre år, er man vel selv blevet et af slagsen.


KAREN I KÆRET
POLLETIK: Karens Jespersens fratræden som "velfærdsminister" er knap så lovende, som den først kunne lyde. Klagekonen fra Dragør erklærer, at hun slet ikke er færdig med politik, skønt hun med årene har bevæget sig bredere i spektret, end de fleste: Fra strammer i yderste udkant af de hedengangne venstresocialister til livstræt skarpretter på modsatte fløj i højrepartiet Venstre. Selvom det umiddelbart er svært at forestille sig, hvad hun herefter kan finde på, bør man næppe undervurdere fruens evne til at 'time' sin politiske overbevisning med de karrieremuligheder, der byder sig. Hendes oplevelse af egen nytteværdi i fællesskabets tjeneste er uantastet. Spørgsmålet er derfor alene, om Pia og hendes tre tro væbnere har blik for Karens resterende talenter.


LØKKELIGE LARS
POLLETIK: Han var et politisk talent allerede for 20 år siden. Lille og firskåren gik han omkring i udkanten af den store begivenhed i sit bagland og tyggede på den tale, han skulle holde, som vikar for Gillelejes borgmester. Anledningen var god nok: Optimister i pædagogernes forbund og pensionskasse havde investeret et betydeligt millionbeløb i at anlægge en familieforlystelsespark i kommunens udkant, hvor der savnedes fristelser for turister.
Skønt ukendt ude i samfundet var Lille Lars et lovende navn i nordsjællandsk lokalpolitik, om end ikke berømmet for diplomati. Og dog fik han med munter høflighed budt de glade pædagoger og deres røde pensions-millioner velkommen til den bare mark ved Rågeleje. Lars var løkkelig for, at klassefjenden ville investere sin opsparing i den borgerlige sommerhus-kommunes erhvervsliv. En fredelig fadbamse i festteltet takkede han heller ikke nej til, da velkomsten var leveret. Og Lars nåede trygt hjem til Græsted, længe før den halvhjertede Nordsjællands Sommerpark var kuldsejlet. Det gik der trods alt flere måneder med.




mandag den 3. marts 2008

Hos fotografen

Foto: Christian Grønne


I en tid hvor Nikon, Leica og Hasselblad er trængt i baggrunden af Nokia og Sony Ericsson mobilers indbyggede kameraer, er der efterhånden næsten ingen fotoatelierer, med fotolamper, baggrunde og store apparater på stativ tilbage. Men de findes! Og jeg har været model for fotograf Christian Grønne, i hans lejlighed i Tibirkegade. Om ikke så lang tid åbner han nyt fotoatelier tæt på Grøndal Torv i Brønshøj, men indtil det kommer på plads, bruger han den ene af sine to stuer på Nørrebro.

– Hvorfor var det lige mig, du ville fotografere til dit projekt?
Christian svarer henkastet, at jeg har et karakteristisk ansigt. Men først skal vi have en kop kaffe. Et portræt er ikke noget, man bare sådan lige ta’r. Først skal vi snakke lidt, og meget naturligt kommer det til at dreje sig om fotografer. Qua mit arbejde kender jeg en del, og alle har noget, de er specielt dygtige til. Nogen er suveræne til naturbilleder, andre til packshots, og andre igen til f.eks. nøgenstudier.

Christian er kort sagt god til mennesker. Han er kreativ, humanist, kristen og kunstner. Mens vi drikker kaffen, bladrer vi i nogle af de mange fotobøger der står i hans reol. En af dem er med Tove Kurtsweil, en af dansk fotografis markante portrætfotografer. Hun har for nylig sagt til Christian, at nu skal han se og finde ud af, hvilken slags billeder han vil lave…

Og nu sidder jeg så på en stol hos ham, og får lagt lys på.
– Det her er solen, siger Christian og tænder en stor lampe til højre for mig. Vi snakker videre, mens han stiller skarpt og napper et par prøveskud, for lige at checke indstillingerne på udstyret. Jo, det er iorden. Vi kan godt begynde.

Det er lidt mærkeligt. Skal en fotograf ikke stå bag kameraet? Plejer man ikke at få at vide, hvor man skal kigge hen? Og hvordan man skal sidde?

Christians kamera er fjernbetjent, og jeg skal bare prøve at finde min egen positur. Det her skal være et portræt af mig – ikke bare et Kehlet foto, hvor man smiler pænt til fotografen. Christian er på jagt efter noget andet, og mere.

Blitzen puffer og puffer, mens vi snakker om bl.a. Helmut Newton – en af mine helte. Det gør jo heller ikke noget, at Helmut mest af alt holdt af at fotografere smukke kvinder. Christian husker et foto, hvor en smuk kvindekrop bliver slugt af en krokodille. Et af fotografens mest berømte.

Vi snakker også om Richard Avedon, som har taget det måske bedste skud af Marilyn Monroe. Den pragtfulde Hollywood stjerne, som altid så så fantastisk ud på billeder. Men her er hun måske mere end nogensinde, sig selv.

Selve fotoseancen forvirrer mig lidt. Jeg tænker at alle billederne må være ens…
– Nu har du vist 50 helt ens billeder af mig, Christian.
– Tror du det?,
griner han. Vi tager en pause og han ‘hælder’ dem over på sin computer. Jeg er næsten chokeret over så forskellige de er.

Han vælger et par stykker ud, og tager dem ind i PhotoShop. Skifter til sort/hvid og gør dem endnu bedre. Christian er også en haj til billedbehandling.

– Hvad er egentlig det bedste foto, du har taget?
– Det må være det af den gamle soldat med svanerne.
Det er perfekt. På mange måder.

Vi tager en ny seance, og denne gang leger vi. Christian har for nogle nætter siden været i byen og spille poker, og på vej hjem har han fundet et lårben fra et skoleskelet.
– Gør lige et eller andet med det her.
– Skal jeg slå med det? Bide i det?

Puf, puf, puf…

Det er faktisk sjovt at være model. Jeg vist oven i købet god til det. Men tiden løber. Jeg skal snart hente Jeremy i fritten. Men vi kan lige nå endnu en serie. Og nu går Christian tæt på. Der er allerede mange virkelig gode skud på harddisken, men det bedste er ikke taget endnu.

Jeg er nødt til at løbe. De sidste billeder når jeg ikke selv at se, men Christian mailer efterfølgende et par af dem. De sidder lige i skabet.

– Kan jeg ikke få et i farver?
– Det er jo imod mit koncept, Kenneth. Når jeg arbejder i sort/hvis, så flyttes fokus fra farverne og over på personen. Jeg har ikke noget imod farver, men de skal tilføre billedet noget andet end bare farve. Et godt sort/hvidt foto forstærker træk i den portrætterede, giver billedet karakter og personlighed.

– Er det ikke lidt gammeldags, uden farver?
– Ikke for mig. Det er bare en måde man kan udtrykke det du vil sige, på en enklere og dermed også stærkere måde.

Jeg kan vist bedst lide det her med hånden. Det andet er taget lidt mere fra siden, så det kan fint bruges som nyt profilfoto.

lørdag den 24. februar 2007

Portræt med bogreol



Her er en bogreol. Den står hos en polsk fotograf, der hedder Mateusz Żdanko, og jeg har kvit og frit hentet hans foto på stock.xchng®.

Jeg kender ham ikke, men får noget at vide ved at se hans bøger. Jeg er ikke god til polsk, men kan alligevel afkode nogle af titlerne, takket være min første kone fra Polen, for mange år siden.

Er der nogen jeg genkender? Ja, Rosens navn, af Umberto Eco, den står også på min egen reol. Og Webster’s, godt slidt – den har jeg også i en læderindbunden udgave fra 1955.

Hvor vil jeg egentlig hen med den her blog? – Jo, på en måde har fotografen taget et selvportræt. Et menneskes skrabsammen af bøger giver jo et billede af hvem der har det stående på sin reol.

Hvordan er bøgerne sat op? Er der et system, en bevidst rækkefølge? Eller er det lidt tilfældigt? Er der nogen der står på hovedet? Og hvad er det for bøger? Hvilke interesser taler vi om? Er der nogen sjældenheder, måske? Eller er det mest bogklubsbøger?

Jeg har netop linet en lang stribe bøger fra min egen reol op på min Mingler forside. Så kan alle og enhver danne sig et indtryk af hvem jeg er, måske bedre end ved at studere mit kontrafej.