lørdag den 24. februar 2007

Portræt med bogreol



Her er en bogreol. Den står hos en polsk fotograf, der hedder Mateusz Żdanko, og jeg har kvit og frit hentet hans foto på stock.xchng®.

Jeg kender ham ikke, men får noget at vide ved at se hans bøger. Jeg er ikke god til polsk, men kan alligevel afkode nogle af titlerne, takket være min første kone fra Polen, for mange år siden.

Er der nogen jeg genkender? Ja, Rosens navn, af Umberto Eco, den står også på min egen reol. Og Webster’s, godt slidt – den har jeg også i en læderindbunden udgave fra 1955.

Hvor vil jeg egentlig hen med den her blog? – Jo, på en måde har fotografen taget et selvportræt. Et menneskes skrabsammen af bøger giver jo et billede af hvem der har det stående på sin reol.

Hvordan er bøgerne sat op? Er der et system, en bevidst rækkefølge? Eller er det lidt tilfældigt? Er der nogen der står på hovedet? Og hvad er det for bøger? Hvilke interesser taler vi om? Er der nogen sjældenheder, måske? Eller er det mest bogklubsbøger?

Jeg har netop linet en lang stribe bøger fra min egen reol op på min Mingler forside. Så kan alle og enhver danne sig et indtryk af hvem jeg er, måske bedre end ved at studere mit kontrafej.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar