Scrap sennep

Kokken og indehaveren Colin Rice på Michelin-restauranten Godt ligefrem hader danske madanmeldere. Folk som Niels Lillelund (Jyllands-Posten), Ole Troelsø (Børsen) og Adam Price (Politiken) er blevet spottet og smidt ud af restauranten.

Det har fået mig til at tænke tilbage til dengang jeg selv var madanmelder på Jydske Tidende. Seksten søndage skrev jeg om spisesteder i Kolding, uden at uddele én eneste kokkehue. Og det var nu ikke så tosset endda – se bare denne artikel, den 13. november 1983, hvor jeg var 21 år:

Swingende sennep
En af byens ældste vitser lyder sådan her: Hvem har den største udsigt her i Kolding?
   Det har fiskehandler Anker Nielsen. Fra hans flydende fiskebod i bunden af havnen er der nemlig udsigt over hele Skandinavien!
   Engang en nok så mondæn restaurant med højt til loftet, krystalglas og tretårnet sølv.
   Men i dag et langt mere uformelt spisested, uden nogen knæfald for det franske køkken. Man har ladet reverset falde og loftet sænke. Skandinavien er med tiden blevet noget, alle kan forholde sig til. Et roligt sted, for hvem som helst, med eller uden jakkesæt.
   Eller sagt på en anden måde, Skandinavien har ét eller andet i sig, der får barriererne imellem rig og fattig, ung og gammel, til at falde sammen. Som én af kunderne så fyndigt bemærkede det: "På havnen er vi alle lige".
   Denne dag er dagens ret gule ærter. Det passer mig udmærket, så det bliver den bestilling, Tage sender videre til konen i køkkenet. Hun hedder Lis, og hun kan sit kram.
   Jeg sætter mig ved et bord i husets venstre afdeling, med min avis og en kold øl. Tage, den gamle swinger, finder båndet med Louis Armstrong frem og gi’r sig til at fortælle et par nyankomne ved baren om sin tid som bryder. Og hvis de ellers er tilstrækkelig interesserede, vil han snart vise dem et gammelt avisudklip fra Kolding Folkeblad.
   Lis kommer selv ind med terrinen med de gule ærter. Efterfulgt af to skiver flæsk, en endeskive fra en skinke og et stykke medister. Med sig har hun også et lille glas hjemmelavet sennep. Noget, Lis aldrig før har forsøgt sig på. Men hun er i hvert fald sluppet godt fra den. God, kraftig sennep, smækfuld af smag. Og så er der "riv" i den. Det er så afgjort en stærk sennep, Lis har lavet – og smagt til med snaps og cognac.
   De gule ærter gør godt, og der er masser af dem. Det lyder som en joke, da Lis smiler og siger, der er mere tilbage i gryderne – jeg kan bare sige til.
   Mæt efter maden kan jeg godt bruge endnu en pils, sammen med konsulen for Østrig, malermesteren med den store kærlighed for godt, gammelt håndværk, Møller med den svære dialekt, Poulsen fra Sans Souci, Ole med understøttelsen og den høje intelligens, chaufføren fra Ålborg Portland – og alle de andre personligheder på Skandinavien.
   De 48 kr. for de gule ærter får jeg noteret på en lap papir, indtil vi ved lukketid helt eksakt ved, hvor meget jeg kommer af med i alt.
   Skandinavien, Toldbodgade 14, tlf. 52 04 21.


I dag hedder stedet Admiralen, et oplagt alternativ for avisernes madanmeldere, nu de er forment adgang i Gothersgade 38. Og skulle redaktøren på fx. Politiken insistere på en artikel om Godt, – ja, så vil jeg da gerne genoptage min metier som madanmelder. Men jeg siger på forhånd, jeg ved ikke en pind om kanapeer, og uddeler ingen kokkehuer.

Den slags overlader jeg trygt til min fætter Michael, som er køkkenchef på d’Angleterre.