Portræt af galleristen

Foto: Steve Brackenrich, USA

Allan Knoblauch driver et ikke helt almindeligt galleri i Valby. Jeg kigger altid forbi, når min ven Lars Svanholm er blandt de udstillede. Og så modtager jeg hver uge nyhedsbrevet med de små røde hjerter fra Copenhart Gallery.

Det er vi 1341 frivillige abonnenter der gør. Det er altid værd at læse, og er man interesseret i hvad der rykker på kunstscenen, så synes jeg da man skal klikke sig ind på hjemmesiden og give sin mailadresse til galleristen.

Denne gang har han eftertænkt lidt på sin egen karriere, og leveret et par "portrætter", som ikke har meget med kunst at gøre. Men de er edderbandebankemig godt skrevet:


PSYKOPAT PÅ HJEMMEBANE
HAR VÆRET: Forfatteren Sanne Udsen, mor til "Drømmefabrikken", der udkom for nogle uger siden, siger det ligeud, endda i TV-avisen: "Psykopater findes alle vegne", fastslog hun, da hun fortalte, hvordan store drømme kan løbe af med næsten alle og enhver. Et godt eksempel er "IT Factory", og det er netop denne biks, som lægger historie til "Drømmefabrikken".
Men selvom der er psykopater overalt, er der visse brancher, de trives bedre i. – Hvilke? ville intervieweren vide. Og svaret faldt prompte: "Psykopater har gode betingelser i politik, i reklame og medier samt i kunstverdenen", vidste forfatteren.
Hvilket nok kan få en gammel gallerist til at eftertænke lidt på egen karriere: Først 15 år i politik og journalistik, derpå 19 år i reklame. Så på ny et par år i journalistik, tilmed i den tynde ende, før den sidste konvertering til billedkunstbranchen – med etableringen af Copenhart Gallery i 2006. Hvis man her ikke er løbet på nok skæve hoveder gennem fyrre år, er man vel selv blevet et af slagsen.


KAREN I KÆRET
POLLETIK: Karens Jespersens fratræden som "velfærdsminister" er knap så lovende, som den først kunne lyde. Klagekonen fra Dragør erklærer, at hun slet ikke er færdig med politik, skønt hun med årene har bevæget sig bredere i spektret, end de fleste: Fra strammer i yderste udkant af de hedengangne venstresocialister til livstræt skarpretter på modsatte fløj i højrepartiet Venstre. Selvom det umiddelbart er svært at forestille sig, hvad hun herefter kan finde på, bør man næppe undervurdere fruens evne til at 'time' sin politiske overbevisning med de karrieremuligheder, der byder sig. Hendes oplevelse af egen nytteværdi i fællesskabets tjeneste er uantastet. Spørgsmålet er derfor alene, om Pia og hendes tre tro væbnere har blik for Karens resterende talenter.


LØKKELIGE LARS
POLLETIK: Han var et politisk talent allerede for 20 år siden. Lille og firskåren gik han omkring i udkanten af den store begivenhed i sit bagland og tyggede på den tale, han skulle holde, som vikar for Gillelejes borgmester. Anledningen var god nok: Optimister i pædagogernes forbund og pensionskasse havde investeret et betydeligt millionbeløb i at anlægge en familieforlystelsespark i kommunens udkant, hvor der savnedes fristelser for turister.
Skønt ukendt ude i samfundet var Lille Lars et lovende navn i nordsjællandsk lokalpolitik, om end ikke berømmet for diplomati. Og dog fik han med munter høflighed budt de glade pædagoger og deres røde pensions-millioner velkommen til den bare mark ved Rågeleje. Lars var løkkelig for, at klassefjenden ville investere sin opsparing i den borgerlige sommerhus-kommunes erhvervsliv. En fredelig fadbamse i festteltet takkede han heller ikke nej til, da velkomsten var leveret. Og Lars nåede trygt hjem til Græsted, længe før den halvhjertede Nordsjællands Sommerpark var kuldsejlet. Det gik der trods alt flere måneder med.