fredag den 24. april 2009

Edderbandebankeme


Morten Jersild er død. Det skriver TV2 Nyhederne.

Det har sat mig i en stemning af, ja jeg ved satme ikke hvad. Men måske hjælper det at skrive en slags nekrolog:

Billedet har jeg fået af ham på mail for tre år siden. Jeg skulle bruge det til foromtale af et par foredrag, vi fik på plads i Foreningen for Intern Kommunikation. Morten kunne godt lide min titel; Morten Jersild er centrum i en debat om hvad kommunikation drejer sig om.

Han har muligvis selv taget fotoet. Han skrev i hvert fald: Jeg kan ikke gøre det bedre, for det ligner faktisk…

Det var typisk for ham at sige sådan nogle lidt spidsfindige ting. Det kunne både betyde at han var godt tilfreds med sin egen indsats, og at han affærdigede den som ikke noget særligt.

Da han skrev bogen På kanten af reklame var arbejdstitlen "Noget af en reklamemand". Så kunne læseren selv om hvor trykket skulle ligge.

Første møde foregik i Politikens Hus. Vi fik ham billigt, og avisen stillede gratis foredragssalen til rådighed, samt øl, vand og sandwich til foreningens medlemmer, for takket være Morten er ingen i tvivl om hvilken avis der er den levende…

Andet møde foregik hos Isover i Jylland. Og nu til normal foredragstakst. Det var som om det første møde havde givet den gamle nestor fornyet lyst til at turnere landet rundt med sin charme og enorme viden om kommunikation. Heldigvis.

Overskriften er et af Mortens hjemmestrikkede bandeord. Jeg brugte det tidligere i dag, i min blog om Allan Knoblauch. Det var inden jeg fik at vide at Morten ikke var mere. Allan var også på Mortens reklamebureau Jersild i Kompagnistræde, mens jeg var ansat som AD-assistent.

Jeg er sgu ked af at han ikke er mere, men 72 år må nødvendigvis siges at være en flot livslængde for en mand med dét forbrug af cigaretter og spiritus. Men Morten havde masser af livsglæde og kreativitet. Engang ville Jersild sponsorere et af dyrene i Zoologisk Have, og valget faldt på søløven. På det lille sponsorskilt blev de fire sidste bogstaver fremhævet i sølv.

Mortens meritter vil sikkert fremgå af avisernes nekrologer de kommende dage. Jeg håber de husker at få kampagnen for 35 timers arbejdsuge med, og de skønne busreklamer for Sundhedsstyrelsen med kondomer imod AIDS. Og kampagnen for Grønlands Hjemmestyre. Første sætning på en smuk plakat jeg desværre ikke har mere, var: Inuit betyder menneske, og det er hvad det handler om.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar