mandag den 24. marts 2008

Stille dage i Lunderskov



Farmors bornholmerur tikker sagte. Udenfor skinner solen i frostvejr. Persiennerne gør udsigten skiveskåret. Vi kan se ud over forhaven, Kirkevejen og markerne bag husene på den anden side.

Der sker ikke meget disse påskedage i Lunderskov. Det gør der sådan set heller ikke til hverdag. Og det er faktisk okay. Det er ikke så tosset med nogle fridage uden netforbindelse.

Amagerhylden giver plads til pynteklokker og små figurer. Kaffen er varm nok til at dampe lidt og sammen med stearinlysene være med til at sætte tiden lidt i stå.

Jeremy keder sig lidt, men har så fundet en sommerfugl i vindueskarmen ovenpå. Den må have ligget der og samlet støv siden sensommer.

Det er vist en admiral, siger farmor til sit barnebarn, som synes jeg skal fotografere den, mens han tænder farmors fjernsyn. Der er formel 1 i Malaysia…


Ingen kommentarer:

Send en kommentar