Ud af det blå…

Foto: Steve Woods, Storbritannien

Pludselig en dag havde Peerplus slettet hele sin profil, med alle dens dybt begavede og hylemorsomme bredsider mod Pia Kjærsgaard. Han var helt væk. Mingler havde mistet en fremragende blogger, og ingen vidste rigtigt hvorfor.

Jeg fandt efter en tid årsagen: Peerplus havde modtaget en invitation til gruppen Dansk Folkeparti, og den var bestemt ikke venligt ment. Den anonyme afsender havde skrevet Peers fulde navn, inklusiv et mellemnavn kun få kender, hans adresse, telefonnummer, alt!, sågar også hans cpr-nummer! Beskeden var klar: Vi ved hvor du bor! Hold din kæft og forsvind! Derfor forlod han Mingler, og det var der mange der begræd herinde.

Sagen fik mig til at tænke mange år tilbage, hvor jeg selv blev udsat for noget lignende. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Og jeg reagerede ved at skrive en artikel, som jeg nu har gravet frem af gemmerne: Den er fjorten år gammel og starter med spørgsmålet: Hvad er en dårlig dansker? Den blev bragt i Information, og her er hvad jeg skrev:

Hvad gør man, når man pludselig kommer under vejr med, at ens navn figurerer på en liste over dårlige danskere i Nationalpartiet Danmarks telefonavis? Oven i købet som det første!
En journalist har netop ringet til mig og fortalt, at jeg for et par uger siden var nævnt på listen – og han ville gerne høre, om jeg havde været udsat for chikane eller trusler af den ene eller anden art.
Det har jeg ikke, i så fald er det forbigået min opmærksomhed. Det overraskede journalisten. Og jeg kunne ikke engang komme med en mulig grund til at jeg er på listen.
Journalisten spurgte, om jeg evt. havde skrevet et læserbrev med en fremmedvenlig mening. Det har jeg – jeg skrev engang nogle læserbreve i Jyllands-Posten, hvor jeg var imod en udvisning af en filippinsk kvinde. Men det er tolv år siden. Jeg var 20 år gammel. Jeg kan dårligt se, at dét skulle gøre mig fortjent til en plads på listen.
Jeg har faktisk ikke gjort mig særlig bemærket de sidste par år. Jeg er arbejdsløs og på dagpenge. Jeg er ikke medlem af noget politisk parti eller nogen organisation. Jeg læser Information og Politiken om søndagen. Jeg er ikke autonom eller rabiat eller sårn. Jeg synes ikke rigtig, der er noget ved mig, som kan genere de stærkt højreorienterede i Nationalpartiet Danmark.
Derfor har jeg nu sat mig til computeren. Måske er der nogen blandt læserne, der kan komme med en forklaring: Hvem eller hvad har bragt mig på listen over uønskede danskere?
Det er ikke fordi jeg er paranoid eller nervøst anlagt. Men jeg har et stort behov for at vide noget mere. Det er bestemt ikke rart at være "uønsket" af en automatisk telefon hos et yderligtgående politisk parti. Det ville være rart med et ansigt, et navn eller noget i den retning.
Noget, der kan forklare, hvad jeg skal på den liste. Havde jeg så bare stukket snuden frem i den offentlige debat. Men jeg har jo ikke gjort noget. Og det sætter desværre en mængde skøre spekulationer igang. Hvad er det, der har gjort mig til en slags skydeskive for Nationalpartiet Danmark?
Er det det, at jeg har været gift med en polak i fire år? – Men der er jo ikke noget usædvanligt i amourøse sympatier og alliancer på tværs af grænserne!
Er det fordi mit efternavn er lidt udansk? – Men vi kan jo ikke allesammen hedde Hansen eller Olsen. Og forresten har familien Wilson været dansk i mange generationer. Der er sågar et par stykker i familien, der har været gardere på Amalienborg, bl.a. min farbror Freddy – og en mere flagglad royalist end ham skal man lede længe efter!
Er det måske fordi jeg har lejet et par værelser ud til en ukrainer og en ‘dansker’ med fremmedpas? Er det fordi jeg ikke har noget imod muslimerne, bare jeg fortsat får lov til at spise mine flæskesvær? Eller er det fordi jeg er gode venner med en neger, der arbejder på Svanemølleværket?
Hvis det vitterligt er sådan noget, der kan bringe én på kant med nationalismen her i landet, så er vi vel en hel del danskere, der skal til at passe lidt på…

Så vidt jeg husker, blev det en rimelig stor sag dengang. Dødslisten, døbte medierne telefonavisen, og nogle mere kendte navne blev interviewet til tv-avisen om hvad de følte ved at have deres navn på den.

Selv nåede jeg frem til, at det perfide nationalistiske angreb på ytringsfriheden lige så vel var rettet mod alle de danskere der ikke stod på dødslisten. Og derfor var der nok i virkeligheden ikke så forfærdelig meget at være bange for.

Måske er Peerplus nået frem til en lignende konklusion? I hvert fald kan jeg med glæde fortælle, at han efter at have forpuppet sig nogle uger, nu igen skriver på Mingler. Under et nyt navn, og et anonymt profilbillede. Men stemmen – den er den samme! Så der er god grund til at kippe med flaget og sende Peer et stort smil.