 |
| Foto: B. Hsieh, USA |
Farfar var sømand da han var ung, men han har ikke fortalt så meget fra den tid. Alligevel husker jeg en historie, som er svær at greje:
Han fortalte om engang han sejlede med en dhow i det Kinesiske Hav. Pludselig blæste det op til storm, og himmel og hav gik i ét. Det blev værre og værre, og snart befandt skibet sig midt i en voldsom orkan. Masten knækkede som en tændstik, og besætningen var for alvor i havsnød.
Skibet tog vand ind, var stort set umuligt at manøvrere, og situationen så virkelig sort ud.
Halvdelen af søfolkene kastede sig ned på dækket og tryglede og bad for deres liv, mens farfar sammen med den anden halvdel kæmpede alt hvad de havde lært. Hev og flåede i sejlene, surrede løsrevne dele fast, tætnede hvor der var sprunget læk.
Mirakuløst lykkedes det at få skibet i havn. Farfar og hans kammerater reddede livet. Mod alle odds.
Farfar spurgte så sit barnebarn, hvem jeg mente havde gjort det rigtige. Dem der bad for deres liv, eller dem der fór rundt og fik skibet flot?
Jeg har sådan set aldrig været i tvivl om, at det er mennesker der tager ansvar og gør deres bedste, som er afgørende for om noget lykkes eller ej. Men farfar gav ikke selv noget direkte svar på sit spørgsmål.
Han sagde bare, at uden Guds hjælp var det sgu aldrig gået…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar