Freddy

Foto: Christa Richert, Berlin, Tyskland

Jeg har en historie, jeg ikke ved hvor ender.

Den kommer af, at jeg for et halvt års tid siden skrev en blog, hvor Klovby Købmandsforretning er nævnt. En lidt trevlet blog, med nogle uskarpe små fotos min far tog da han var omkring sytten år, og flettet sammen med noget en anden har skrevet, og så har jeg givet den overskriften Farfars plejebørn.

Faktisk en lidt forkert overskrift, og så alligevel… Farfar havde jo ingen plejebørn, men han fik derimod sendt sine egne mindste børn i pleje, da hans kone døde af kræft, og han selv var bankerot og boede i et skur på Nokken.

Han havde indrykket en annonce i Kristeligt Dagblad, og fik på den måde kontakt til par, som gerne ville tage sig af de små og sørge godt for dem. Men det var vigtigt for farfar, chauffør Robert Wilson, at børnene ikke blev bortadopteret, men at han fortsat stod som far og værge, og kunne beholde forældremyndigheden.

Det skulle vise sig at være et klogt træk af ‘Fader Wilson’, for min onkel Freddy var ikke heldig med sin plejefamilie. Han kom til et kristent købmandspar i Klovby ved Kalundborg. Her blev han behandlet som skidt, men fik smuglet et brev hjem til Nokken. Og straks farfar havde læst det, kørte han til Klovby og hentede sin dreng, som istedet fik en god opvækst hos en anderledes kærlig familie i Tyvelse.

Men nu er der pludselig splejset en ny ende på historien! For helt tilfældigt, efter en lang dag på kontoret, falder Freddy Neumann over den. Bare for sjov har han googlet sin fødeby, Klovby, og så er historien om min farfars plejebørn poppet op. Især det med Freddy får ham til at spærre øjnene op. Han ved med det samme at her er ham, han er opkaldt efter!

Derfor smed han straks en kommentar på bloggen, og fandt mig iøvrigt på Facebook hvor vi har skrevet til hinanden og fået flere detaljer frem.

Hans mor Solveig er nu 72 år, og var også plejebarn hos købmandsparret. Men hun kom fra et børnehjem i København og måtte desværre blive hængende hos de rædsomme adoptivforældre – det satte dybe spor i mange, mange år. Det var rivende galt hvad der foregik i dét barndomshjem.

Men Freddy var som en bror, og hun har tit talt om ham. De var som søskende der holdt sammen under horrible forhold. Hun må være 5-6 år ældre end min onkel.

Solveig blev siden gift med fodermesteren på nabogården, og da de fik en lille dreng, skulle han naturligvis hedde Freddy – som hendes (pleje)bror. 

Freddy har fået en mail om alt dette, og glæder sig kanon meget til at møde Freddy, og sin (pleje)søster fra dengang livet var en hård og barsk affære. Og jeg skal også mødes med min ukendte fætter over en kande kaffe. Jo, en blog på Mingler kan vise sig at få vidtrækkende betydning…

Vi har selvfølgelig alle en historie, vi ikke ved hvor ender. Vi ved ikke hvor lang den er, heller. Eller hvad den er gjort af. Men det er sikkert at den hænger uløseligt sammen med mange andre historier.

Når historierne kan bindes sammen, og faktisk bliver det! – Så er det ekstra fint at være blogger på 24timer.dk