Storebror

Foto: Karen Barefoot, USA

Jeg er så heldig at være den ældste i en søskendeflok på tre. Billedet minder mig om det. Men sgi ikke fordi jeg er heldig.

Jeg er for altid storebror, født i '61, og mine to brødre, Thomas og Stephen er fra '64 og '65. Men egentlig var det kun da vi var små, at jeg var den store.

Dengang skulle de holde mig i hånden, når jeg f.eks. tog med dem ind i Frederiksberg Have, hvor der var et sted man kunne komme gratis i Zoologisk Have. Udgangen til parken havde en lille defekt, så børn som os kunne klemme sig den modsatte vej ind gennem gitterværket.

Så gik vi rundt og så på alle de farlige dyr, og mine brødre skulle hele tiden holde mig i hånden, og ikke hoppe ned til hverken isbjørnene eller bavianerne. Altid gøre som jeg sagde.

Idag har jeg ikke så meget at skulle have sagt. De to andre er blevet både større og stærkere end mig, og de er sådan set også mere brødre.

Der er jo kun et år mellem dem, så de har været teenagere sammen, haft de samme kammerater og drillet de samme piger. Jeg er de der tre-fire år ældre, og har i deres tidlige barndom vist mest været en slags mini-forælder, der smurte mariekiks og tegnede for dem.

Selv om jeg er over en firs høj, kan jeg godt føle mig lidt som en fugleunge i deres selskab. De er nærmere de en halvfems, og har begge en kampvægt på hundrede kilo. I forhold til mig er de en hel del bredere over skudrene. Og så taler de jydsk.

Nogle gange ved de ligefrem hvad hinanden tænker. Mens jeg københavner ikke aner hvad mine brødre har gang i.

Engang til noget familie-tam-tam så jeg lidt nervøst på bordkortene, at jeg var placeret lige imellem dem. De er vitterlig nogle ordentlige krabater, og det med at holde i hånd har de glemt alt om…

Da vi så sidder bænket ved bordet i forsamlingshuset, sker det. Thomas tager pludselig et fast greb i min højre arm, og Stephen griber lige så hårdt fat i min venstre. – Og så er det de spørger hinanden: Skal vi se hvem der får ønskebenet?