Foto: J. U., Spanien |
Billedet viser symbolsk hvad det handler om. En gammel borg, og det moderne EU-flag med stjerner på blå baggrund.
Er EU-flaget en del af forsvarsværket, eller fortæller det at de gamle værn imod de fremmede er besejret af en anderledes fremadrettet, global tankegang?
Igår var der åbent samråd i Europaudvalget, og idag er der billeder i aviserne, bl.a. Berlingske og Politiken, af mig og min ven Torben Wilken, der følger integrationsministerens udmeldinger på en storskærm på andensalen på Christiansborg.
Der er ikke noget nyt. Regeringen kan endnu ikke sige, hvilken betydning EF-domstolens seneste afgørelse får for dansk udlændingepolitik. Dansk Folkeparti vil have garantier, som Birthe Rønn Hornbech umuligt kan stille.
Hun taler om illegal indvandring, svindel og humbug, for måske kan regeringen med den slags ord formilde Pia & Co til fortsat at holde hånden under Fogh. Men det handler ganske enkelt om at unionsborgere, også danskere, har ret til at gifte sig med hvem de vil, uden at blive landsforvist til f.eks. Sverige.
Der bliver trådt vande. Sytten dage er gået, og juristerne læser stadig på dommen, som førende eksperter som Jens Vedsted-Hansen og Marlene Wind ellers fastslår er ganske klar og meget velovervejet. Og der er mere på vej af samme skuffe.
Jeg tænker på, om vi er ude i en omvendt problemstilling? Normalt skal kancelli-sprog oversættes til letforståelig dansk, før almindelige mennesker forstår hvad der bliver sagt – men her handler det måske mere om at det der står skrevet på klart dansk, først skal oversættes til kancelli-sprog før juristerne i ministeriet og Udlændingeservice forstår at dansk-udenlandske ægtepar har ret til at bo i Danmark?
Torben og jeg var også til møde i Udlændingeservice’ Brugerforum igår, og vi spørger hvorfor man stadig forholder sig til de gamle forordninger om arbejdskraftens fri bevægelighed, når de faktisk er erstattet af Direktiv 2004/38/ec som kun taler om ophold og bopæl. At vi som unionsborgere har ret til at bo og leve i EU-land, sammen med vores familie.
Der er åbent samråd igen på fredag, denne gang i Udlændingeudvalget. Wilson & Wilken følger sagen, igen, igen. Check hjemmesiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar