lørdag den 30. august 2008

Farfars bror



Et foto var røget ud af farfars fotoalbum. Tilbage stod det min farfar havde skrevet nedenunder med kuglepen: Fars broder, canadisk soldat, Valdemar Wilson, med i krigen i 5 år, uden en skramme.

Den sætning siger det meste af hvad jeg ved om ham. Jeg ved ikke hvornår han er født, eller hvad han lavede efter sin soldatertid. Stiftede han familie? Fik han børn? Og hvorfor tog han i det hele taget til Canada?

Farfar har nok ikke haft for høje tanker om sin bror. Uden en skramme – det var bestemt ikke nogen kompliment. En ordentlig soldat skulle helst komme til skade, og gerne flere gange, mente farfar vist. Ellers kunne det være ligemeget.

Men nu er fotoet altså dukket op, nærmest af den blå luft. Sådan så han altså ud, denne Valdemar. Og han har skrevet noget bagpå fotoet: Med kærlig Hilsen, til min kære Broder, Vancouver B.C., April den niende, 1946

Og nu ligger han på internettet. Hvis en eller anden googler noget med Valdemar Wilson, så kan det være han popper op, og så kan jeg måske få mere at vide om hans meriter som smykketyv, soldat, charlatan og til sidst plejehjemsbeboer i Vancouver.

Det er aldrig ligemeget…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar