Åbent samråd

Foto: Christian Panton, Danmark

Det starter som en pantomime, til skramle-lyden fra Folketingets berømte åbne elevator.

Jeg har sammen med mine gode venner Torben og Bent sat mig tilrette ved det lille bord ved siden af døren ind til S-092, hvor samrådet skal finde sted, for at følge det indledende skuespil.

Hvem kommer? Sjelle smutter indenfor, og dér har vi Langballe. Mon ikke også Krarup er på vej, jo dér er han. Henrik Dam Kristensen dér. Og Morten Østergaard fra de Radikale. Det er ham, der har indkaldt til samrådet og stillet spørgsmålet. En lind strøm af MFere defilerer i spredt uorden forbi os for at deltage i dette årets første samråd.

Så mangler vi bare ministeren…

Der kommer hun, Birthe Rønn Hornbech, fulgt af sin chauffør og nogle embedsmænd. Hun sætter sig på den ledige stol ved siden af mig. Hun er stresset, og irriteret over de mange pressefotografer, bl.a. fra Berlingske. Så tager hun en mappe frem og bladrer lidt nervøst i den. Det er den sag, det hele handler om.

Konkret handler den egentlig om noget helt andet. Nemlig den hollandske statsborger R.N.G Eind, som i februar 2000 rejste til Storbritannien for at arbejde. Mens han var dér, indrejste hans 11-årige datter direkte fra Surinam i Sydamerika, og fik opholdstilladelse, jvf. EU-reglerne for familiesammenføring. I oktober 2001 vender han tilbage til Holland (som juristerne kalder Nederlandene), men datteren får afslag, fordi hendes far nu ikke længere arbejder og modtager kontanthjælp.

Danmark har interveneret, da retssagen kom for, og forsøgt at bakke Holland op. Men EF-domstolen har fejet al dansk nonsens af bordet. Dommen slår fast, at der uden diskussion skal gives familiesammenføring, så hr. Eind og hans datter kan leve og bo sammen i Holland. Basta!

Dommen er følgelig også gældende for familiesammenføringssager i Danmark. Den er dermed et alvorligt hak i tuden til regeringen og Dansk Folkeparti, som jo synes det er noget pis, hver gang en dansker gifter sig med en udlænding – medmindre han har en mor der hedder dronning Margrethe, naturligvis.

Torben, Bent og jeg sidder bare stille og venter. Ministeren skal have ro til de sidste forberedelser, inden hun skal ind og fortælle, hvad afgørelsen i den såkaldte Eind-sag betyder for de dansk-udenlandske ægtepar.

Imens tænker jeg på, hvor mange gange mere indflydelse man har som almindelig borger, ved at deltage i et åbent samråd, end ved fx at gå med i en demonstration.

Så føler Birthe Rønn Hornbech sig nogenlunde klædt på til det hun om lidt skal ind og præstere, og vi kan snakke lidt. En af ministerens følgesvende viser sig at være Claes Nilas, og han kommer hen til bordet med et stort smil og hilser på mig. Han kan sagtens huske mig fra dengang jeg var formand for Ægteskab uden Grænser, og han var direktør for Udlændingestyrelsen, og vi med jævne mellemrum mødtes i Brugerpanelet.

Det er ellers lang tid siden. Og jeg har ikke rigtig haft noget med Landsforeningen for Dansk-udenlandske Ægtepar at gøre, efter det for fem år siden blev besluttet at få et nyt logo og droppe samarbejdet med min ven Torben Wilken, som ellers er den nok mest erfarne lobbyist på Christiansborg. Han er iøvrigt selv gift med en udlænding, Mariola fra Polen. Det overrasker mig forresten ikke, at Ægteskab uden Grænser glimrer ved sit fravær. Den forening har i lang tid ikke rykket ved noget som helst.

Nå, nu kan vi gå ind.

Ministeren lægger ud med at fortælle om EF-dommen. Hun siger det er vigtigt at holde fast i, hvem der er hovedperson, og hvem der er biperson i sagen, og samtidig understreger hun vigtigheden i at skelne mellem hjemland og værtsland. Det har taget lang tid, indrømmer Birthe Rønn Hornbech, at sætte sig ordentligt ind i Eind-sagen. Hun kan også fortælle, at dommen kan ses i sammenhæng med andre domme, bl.a. Singh-dommen og Carpenter-dommen.

Hendes anskuelse er, at lysten til at rejse ud, hænger sammen med muligheden for at kunne vende hjem igen.

Birthe Rønn Hornbech er som bekendt Venstre-kvinde og altså pro EU, og naturligvis tager hun EF-dommen til efterretning. Derfor kommer der nu nogle administrative lempelser af familiesammenføringsreglerne. Disse bliver efter samrådet offentliggjort på ministeriets hjemmeside. Hun har også sørget for, at der ligger en læse-let pressemeddelelse fra ministeriet til journalisterne. Jo, damen har ikke for høje tanker om pressen.

Så tager hun fat på spørgsmålene, og starter selvfølgelig med det fra Radikales Morten Østergaard. Han følger op med en fin finte omkring pensionisters adgang til familiesammenføring efter EU-reglerne. Som jeg har forstået det, er dét spørgsmål røget videre til skriftlig besvarelse. Det er nemlig mere ‘tricky’ end man umiddelbart skulle tro.

Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokraterne vil gerne vide, hvad Eind-dommen får af betydning for de temmelig mange dansk-udenlandske ægtepar der bor i Malmø eller Flensborg.

Hermed refererer han til Sverigesløsningen, som jeg og Torben Wilken har fået idéen til, konstrueret og udviklet. Og ikke mindst – fortalt vidt og bredt om. Især et seminar i Fællessalen på Christiansborg søndag den 18. august 2002 buldrede igennem medierne, med fyldige indslag i TV2 Nyhederne, TV-Avisen, Deadline på DR2, og sågar et indslag på CNN.

Dansk Folkeparti er mødt talstærkt op. Martin Henriksen spørger, hvad et udlændingeforbehold egentlig er værd, når de stramme familiesammenføringsregler, som mange vælgere ønsker, nu bliver lempet. Krarup følger op og frygter masseindvandring.

Ministeren sender et klart signal til støttepartiet. Sagen har ikke noget med EU-forbeholdet at gøre, og desuden mener hun ikke lempelserne vil føre til særlig mange ekstra opholds- og arbejdstilladelser i familiesammenføringssager efter EU-reglerne. Det er rart at se, at Birthe Rønn Hornbech ikke smisker for liste O, sådan som Rikke Hvilshøj havde tendens til.

Efter samrådet er der interviews med pressen. Da ministeren kommer ud til journalisterne, udvikler det sig hurtigt til skænderier. Birthe Rønn Hornbech vil ikke svare på spørgsmål, som hun mener man kan få svar på ved simpelthen at læse ministeriets pressemeddelelse. Men det er jo journalistens arbejde at stille spørgsmål, og det står hurtigt klart, at ministeren med sin affejning af pressefolkene nok aldrig bliver nogen medie-darling.

Bent, Torben og jeg går til nærmeste værtshus og bestiller tre store fadøl. Det har været en spændende eftermiddag. Og vi er sikre på, at politikkerne bliver tvunget til at rykke sig endnu mere end de har gjort idag.

Eind-sagen er jo ikke noget grænsetilfælde. Hollænderen var ikke engang arbejdssøgende i sit hjemland, og alligevel var der ingen tvivl hos EF-domstolen, om at han havde ret til at få sin datter fra Surinam familiesammenført. Det fremgår endvidere af generaladvokatens indstilling i sagen, at blot dét, at man er tilmeldt arbejdsformidlingen i værtslandet, giver ret til familiesammenføring, efter de regler der skal sikre arbejdskraftens frie bevægelighed.

Alle regeringens og DFs stramninger af familiesammenføringsreglerne er underminerede med Eind-dommen. Og tak for det.

For vi danskere har helt klart en hævdvunden ret til selv at bestemme, hvem i alverden vi vil gifte os med. MFerne på Christiansborg må ikke kunne landsforvise de danskere, der vælger at gifte sig med udlændinge fra fx det afrikanske kontinent.

Bent og Rosemary Asemota Weinreich blev gift den 20. april 2002. Lige siden har parret kæmpet med de danske myndigheder, og de må fortsat bo i Malmø, selvom de begge arbejder og har en tom lejlighed i Roskilde. Jeg synes det vil klæde integrationsministeren at få afsluttet deres sag med en dansk opholds- og arbejdstilladelse til Rosemary.