lørdag den 12. januar 2008
Rabat refunderet
– Nej, det er dem uden olivenstykker, der er rabat på, siger kassedamen.
– Ved du hvad, nu betaler jeg, og så ta’r jeg dén med dine kolleger i kundeinformationen.
Vi kan jo ikke stoppe køen, bare på grund af en disput om rabat på 3 dåser hakkede tomater med oliven.
Jeg føler mig lidt dum. Det er jo småpenge, det drejer sig om. Omvendt bør man jo checke sin bon – noget jeg for nemheds skyld gør ved at kigge på kassens display, allerede mens stregkoderne stryger forbi aflæseren. Og tre gange er der beeb for en Bon Appetit dåsetomater, kr. 5,95 kr. – men rabatten udebliver.
Jeg smutter tilbage til hylden med tomater på dåse og tager et foto med mobilen, som sammen med bon’en beviser at jeg har tæt på tre kroner rabat til gode.
Hvorfor gør jeg det egentlig? Skyldes det Føtex’ eget slogan – Få råd til mere – som der står til slut på samtlige supermarkedskædens kassebon’er? Tja…
Tænk på hvormange der i dag har købt 3 dåser hakkede tomater med oliven. Det er vist alligevel ikke småpenge det drejer sig om. Jeg tror, Dansk Supermarked Gruppen scorer millioner hvert år på at fifle med rabatterne.
Forresten lykkedes det på en eller anden måde Føtex at hive afrundingen over til egen fordel, så udbetalingen blev 2,75 kr. – som jeg måtte kvittere for. Beløbet går nu ubeskåret i Jeremys sparegris. Og så vanker der pasta med kødsovs en af dagene.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar