Pastor Mikkel Peter Wilhelm Søndergaard Filtenborg blev valgt til sognepræst i Fole i 1921. Han følte sig snart stærkt bundet til sognet og egnen, og følte sig godt hjemme i den gamle, anselige, men upraktiske præstegård.
Fole kirke blev hans arbejdsplads i fyrre år, og ved sin afskedsprædiken den 3. december i 1961 trak min morfar noget af sognets lange præstehistorie frem:
Han fortalte om en præst, hvis far, farfar og oldefar alle havde været provster i Fole kirke. Og om denne fjerde mand i rækken har forfatteren M. P. Ejerslev skrevet et 16 siders hæfte med titlen "Da Hr Bertel sprang fasten over".
Historien er grum. Præsten Bertel Jespersen døde fastelavnsmandag i 1655. Han havde netop været til en hjemmealtergang i Munkegaard, og på vej hjemad kunne han både se og mærke, at han var blevet smittet med den frygtede plettyfus… Pesten!
Så istedet for at gå hjem, gik han alene ind i kirken. Han ville ikke smitte andre. Og døde dér foran alteret.
Det må have været essentielt for min morfar mere end 300 år senere at stå i præcis samme kirke og sige de bevingede ord: »Eders sognepræst skal være eder til rede såvel ved midnatstide som middagstide, udi mulm og mørke, i regn og raad, i kulde og frost, op af sin seng til det mindste barn. Er der pestilens, leddesyge, svedesyge, koldesyge eller andre Guds gaver eller plager, lugter der vel eller stinker der ilde, da skal din sognepræst derind og have sin næse deri med .. han maa ikke blunke derved. Det er hans embede.«
Morfar var elsket af mange, og fik, som det ses, et ridderkors for sit virke som provst i Fole sogn. Han døde den 19. januar 1977 og efterlod sig min russiske mormor, deres 8 børn, og en vrimmel af børnebørn, deriblandt mig.
Det ligner jo en såre pletfri historie, men fornylig er der (heldigvis) dukket lidt snavs op!… Få historien i morgen, her på bloggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar