Uden titel

Foto: Kriss Szkurlatowski, Polen

Vi har kun vores navn at gøre godt med som forfattere, skriver en lyriker fra Dansk Forfatterforening til mig i en mail.

Måske har han ret. I hvert fald er der sket et markant skifte på bogmarkedet. Hvor man før spurgte: Hvad læser du?, er det idag mere trendy at spørge: HVEM læser du?

Bare se på de nyeste udgivelser hos din boghandler: På rigtig mange bøger er forfatterens navn typograferet med mega versaler i en fed grotesk. Og nedenunder, med meget mindre bogstaver, står så bogens titel.

Jeg tror, vi snart vil se bøger, hvor det kun er forfatternavnet der optræder på forsiden – og hvor bogens titel (naturligvis?) er flyttet om på titelbladet.

Trenden er klar. Det vigtigste er ikke, hvordan ordene falder inde i bogen, men hvem der har gjort dem.

Der er simpelthen kommet et massivt fokus på forfatteren. Bogtitlerne er blevet sekundære i forhold til forfatternavnene. Jeg kan bare tage de tre bøger, der p.t. ligger på mit læsebord: WILBUR SMITH med Solens sejr, CARLOS RUIZ ZAFÓN med Englens spil, og ELSEBETH EGHOLM med Skjulte fejl og mangler. Navnet fylder i alle tre tilfælde mere end dobbelt så meget som titlen. Først når man bladrer om på titelbladet, er der orden i sagerne.

Så er det typografiske billede klart: Vigtigst er titlen, i en mindre kursiv står forfatterens navn, og nederst forlaget.

Men på forsiden er det suverænt kunstneren der skal fremhæves. Det er jo Navnet som sælger. Lur mig, om der ikke snart kommer en bog helt uden titel.

Jeg kan lige se det for mig: KLAUS RIFBJERG med Uden titel. En sådan bog ville for evigt placere ham som det uofficielle og kroniske omdrejningspunkt i dansk litteratur.


P.S.
Jeg skal da lige huske at nævne navnet bag det indledende citat: Knud Steffen Nielsen.
Og glem så for alt i verden ikke, hvem der skriver denne blog. Det er mig. Mig. Kenneth Wilson. Alias Lazyclip.

Vinke-vinke… :-)