Foto: free-photos.biz |
Igår handlede min blog om dagens navn. Men hvem har egentlig fundet på at give dagene navne? – og hvorfor er det typisk et drengenavn, efter en eller anden religiøs mand som er blevet dræbt og posthumt kåret til martyr? Igår var det Desiderius og imorgen er det Urban.
Men dagen i dag er en kvinde! Dagens navn er Esther. På Saacks hjemmeside får vi historien om hende, helt kort: Hun var den unge jødiske pige, der giftede sig med den persiske konge Ahasverus og på den vis frelste jøderne fra persernes forfølgelse.
Rembrandt har skildret historien i et sit maleri “Ahaverus og Haman til gilde hos Ester”. Her ser man den oplyste, yndige og spinkle jødinde få persernes konge på sin side og forhindre den onde Haman i at udrydde jøderne. Verdenskunst, men også lige efter bogen. Esters Bog, selvfølgelig.
Så er der straks mere kant og fortælling over Artemisia Gentileschis maleri “Esther before Ahasuerus”, som hænger på The Metropolitan Museum of Art.
Nu er Esther ikke længere fin og føjelig, og perserkongen må frem i stolen. Sikken kvinde. Og en langt mere feminin og troværdig udlægning af historien fra Det Gamle Testamente.
Kunstneren hedder Artemisia Gentileschi, og på selvportrættet, hvor hun giver den som lutspiller, er det tydeligt at hun har personlighed og ikke stiller op for bollemælk. Hun vil have respekt og anerkendelse, og ikke ligge under for sine mandlige kolleger. Hun vil heller ikke bare male blomster, hun vil også svinge penslen over de storladne historier fra Bibelen.
Mest fantastisk er hendes billede “Judith and Holofernes”. Hun har sandsynligvis malet motivet flere gange end van Gogh har malet solsikker.
Når der i kunsthistorien står, at en Agostino Tasis tilbød hende ægteskab, så virker det mere barokt end tidens italienske kunstform, at man ikke også fortæller hvorfor hun afslog hans tilbud: Rigmanden havde voldtaget hende!! Beretningen om voldtægten og retssagen er i mine øjne helt afgørende for at Artemisia ikke kan slippe motivet af kvinderne der hugger hovedet af Holofernes.
Historien om Judith ligner faktisk Esthers. Begge kvinder redder jøderne. Men hvor Esther gør det på en pæn og stille måde, er Judith udspekuleret, brutal og skånselsløs. Hun lokker den assyriske hærfører med sex og fylder rigeligt med vin på ham. For så, sammen med sin maid Abra, at skære tyranens hals over. (Se billedet og læs mere her).
Forfærdede flygtede fjendens tropper, og jødeudryddelsen var aflyst. Altså, samme gode resultat som i historien om Esther, men med dødelig udgang, og uden den kvindelige sødme og blidhed, som mænd ellers holder så meget af.
Så nu er spørgsmålet: Idag er det Esthers dag. Findes der også en Judiths dag? Jeg checker… Jo, det er der sørme! Den 10. december: Hun frelste byen Bethulis, ved at halshugge Holofernes, som var fjendens anfører, og meget betaget af Judith.
Der er derimod ikke en Lazyclips dag. Det nærmeste er Lazarus dag, som pudsigt nok falder på min fødselsdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar