Guds mælkebøtte

Foto: Katinka Kober, Tyskland

Hvorfor er denne blomst så udskældt? Det gad jeg gerne vide.

Det er jo ikke fordi den ikke er køn. Tværtimod. Den er blandt alle børn og barnlige sjæle kendt som solblomst, og er man ferm på fingrene, kan man flette de fineste blomsterprydelser af dem. Stilken er som skabt til at lave ringe af. Jo, mælkebøtten er en glimrende legetøjsblomst.

Og så har den inspireret kunstnere, som for eksempel Johannes V. Jensen, der har mælkebøtten med i sidste vers af En sømand går sin enegang. Men fordi digtere har lidt svært ved at rime på mælkebøtte, bruger de oftest blomstens alias; Løvetand.

Bare tag Eddie Skoller, som får blomsten til at rime på skraldespand i denne meget dejlige sang:

Gid jeg var en løvetand.

Men der er mig bekendt ingen, der synes mælkebøtten er så dårligt et bekendtskab, at den trænger til en opsang. Alligevel kalder vi den Fandens mælkebøtte…

Er det fordi den er giftig? Næe, den er ganske ufarlig. Faktisk er den en fin lægeurt.


Er det så ikke forkert at kategorisere den som ukrudt? Og er det egentlig ikke underligt med det ord, som jo på en måde fastslår at det modsatte, krudt, er godt?

Noget af det eneste negative, jeg har hørt om mælkebøtten, er, at saften laver pletter, som det er næsten umuligt at få af tøjet. Mælkebøttesaft er i hvert fald en stor udfordring for moderne vaskemidler.

Ellers er det eneste “problem” med mælkebøtten vel, at den ikke kan styres. Den vokser vildt og lader sig ikke indordne på rad og række. Den kan altså ikke rigtig udnyttes kommercielt.

Men den kan sagtens spises. Vores marsvin guffer bladene i sig med stort velbehag. Og du kan roligt peppe en frisk salat op med de gule kronblade fra Herrens løvetand.