Foto: Brandon Blinkenberg, USA |
Argh. Det er ikke første gang, jeg har lavet den fejl. Note til mig selv: Toilettasken skal ikke ligge i håndbagagen. Det bliver opdaget i lufthavnen, og så bliver barberskummet konfiskeret. Airport Security lader ikke væskebeholdere på over 100 ml passere.
Det er så mit personlige bidrag til kampen mod terror: En halvtom shaving foam fra Fakta er taget ud af cirkulation, og så er risikoen for at at flyve til Zürich – und zurück – blevet en lille smule mindre.
Det er okay. Naturligvis. Det er jo ikke for skæg at der er regler for håndbagagens indhold, når SAS flyver mig til FEIEA Executive Meeting og SVIK Konferenz i Schweiz.
Men jeg vil alligevel indvende, at barberskum mig bekendt ikke bliver brugt af hverken al-Qaeda eller Taleban. Nu har vi endnu ikke set det sidste foto af Osama bin Laden, men alle tidligere billeder tyder ikke på den store lyst til at rage sig selv i ansigtet.
Og efter sigende var manden ikke bevæbnet med barberskum, da han fik kniven for struben og en patron i øjet. Måske havde han også fået sin skumdåse konfiskeret, da han fløj i skjul med Pakistan International Airlines.
Det er ikke til at vide, men nu hvor han ligger på havets bund, kan vi så ikke slække lidt på det evindelige livrems- og barberskums cirkus ved check-in? Terroristerne bruger ikke den slags, og som sagt er den værste af dem afgået ved døden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar