Marquis de Kjaer

Foto: Riccardo Bruni, Italien

Om jeg fatter at vi skal synes det er synd for Erik Skov Pedersen. Mandag blev han ved Retten i Lyngby idømt tre års fængsel, og vi får på DR Nyheder at vide det er en hård dom.

Jeg synes ikke, det er en hård dom. Det er kun ret og rimeligt at løgn og millionsvindel bliver straffet med et langt ophold bag tremmer.

Medierne fortæller også, at Henrik Qvortrup stadig er ven med Erik Skov, og han stadig er sammen med Henriette Kjær, den tidligere konservative familie- og forbrugerminister. Mellem linjerne skal vi forstå, at det ikke er ok at være glad for at en notorisk bedrager er afsløret og nu skal i fængsel. Skadefryd er ikke på sin plads i denne ulykkelige historie.

Pladder. Jeg synes det er værd at glæde sig over dommen, og det er vel heller ikke taktløst at undre sig over, hvorfor Henriette og Henrik ikke har valgt deres hhv samlever og ven med større omhu.

Jeg undrer mig også over, at den grimme mand bliver omtalt som erhvervsmand. Det kan godt være det står på hans visitkort, men hvad har han lavet som sådan? Han har fabrikeret dokumenter, har han. Så kald ham dog dokumentfabrikant, eller det mere mundrette: svindler.

Lige siden markisesagen har det heddet sig at manden i bund og grund var god nok, at der var tale om misforståelser. Nu ved vi hvor hunden lå begravet. Henriette Kjærs mand er en simpel tyv der lyver hurtigere end en hest kan rende. Ekstra Bladet kunne igår fortælle at den tidligere spindoktor for Det Konservative Folkeparti også løj sig dødssyg af kræft. De få der stadig tror, Erik Skov Pedersen har format, skal vide det er tabloidformat.