Returbillet

Foto: "flammin", Polen

Vi tog toget dagen før dagen før dagen. Farmor ventede i Lunderskov, og Kofi, Jeremy og jeg steg på om aftenen på Nørreport kvart over syv. Jeg var godt nok blevet advaret adskillige gange – DSB er ensbetydende med store forsinkelser. Dét firma kører ikke ligefrem på skinner, og da slet ikke i dagene op til jul.

Men giv nu de offentlige transportmidler en chance. Tænkte jeg. Tanken var stadig intakt i Middelfart, hvor vi var under et kvarter forsinkede. Og toget susede videre mod Kolding.

Men pludselig stoppede det op. Vi afventer grønt lys, forklarede logoføreren i højtaleren. Og så gik der noget ventetid. Folk begyndte at snakke sammen. Det ville nok komme til at tage tid.

Toget begyndte så at trille videre, men ikke hurtigere end et Märklin futter rundt på et stuegulv. Meget langsomt nærmede vi os Taulov station.

Taulov. Nogle af passagererne smager på ordet. Sært navn, byen med det oplyste trinbræt, ikke ligefrem verdens midtpunkt. Her holder vi en lang stund, inden toget får lov til at trille videre mod Kolding. Vi har fået en melding om at der dér vil være busser til at bringe os videre frem til mål.

Snakken går. Tænk at sådan en smule sne kan komme bag på DSB, synes de fleste at tænke. Men jeg tror nu heller ikke det er det hvide drys der driller. Vi har fået en melding over højtalerne om at forsinkelsen skyldes tekniske problemer.

Toget går i stå igen. Og så melder logoføreren, at vi beklageligvis skal bakke tilbage til Taulov, for at hente passagerer fra et aflyst regionaltog. Suk. Men hvor ked af det skal man egentlig være? Nu er der gået så lang tid, at vi falder ind under statsbanernes rejsegaranti.

Så kommer der en positiv melding. Der er åbent i ét spor. Busserne behøves ikke. Vi skal bare blive siddende og bevare vores gode julehumør. Toget kører hele vejen, men det vil være (u)rimelig forsinket.

Toget gled ind på spor 2 i Lunderskov kvart over midnat. Så nu kan jeg sammen med en DSB formular sende den brugte billet ind og henvise til denne blog. Så får jeg en erstatningsbillet eller penge tilbage, idet forsinkelsen er på over 100 %.

Det er også en slags returbillet. I min tegnebog ligger der i forvejen en DSB Rejsegaranti Billet til næste gang jeg skal til Viborg og Hald Hovedgård.

Julegodte

Mine øjne glider langsomt opad, til jeg ser hendes. Det er her, jeg skal finde et af de centrale spørgsmål i Weekendavisens julequiz: Nu kalder hun sig Sasha Fierce. Hvad hed hun før?

Jamen, er det ikke… Det er da Beyoncé Knowles! Har hun skiftet navn?! Sagen må straks undersøges…

Nej, Beyoncé har faktisk ikke skiftet navn. Der handler mere om at den kønne R'n'B-sanger har et alter ego, når hun går på scenen.

"Det er en anden person, der skal på, der tager over, når jeg skal på scenen. En slags alter ego, som jeg har skabt, og som på en måde beskytter mig, og den person, jeg i virkeligheden er," udtaler Beyoncé i en pressemeddelelse, og forklarer, at Sasha Fierce er den sjovere, mere sensuelle og mere aggressive personlighed, der kommer frem, når hun optræder på scenen.

Sådan har jeg det selv. I virkeligheden er jeg den sky, stille, næsten selvudslettende hr. Wilson, men når jeg skifter min identitet til Lazyclip, bliver jeg straks den charmerende, flotte, provokerende og dybt interessante blogger, der skriver om næsten hvadsomhelst.

Sådan er vi mange der har et alter ego. Bare tænk på Clark Kent. Hvad skulle han gøre uden sit profilnavn, neonblåt outfit og røde underbukser, med licens til at flyve rundt og redde verden.

Jo, jeg forstår godt Beyoncé. Jeg er heller ikke helt mig selv når jeg mingler mig op på scenen :-)

God hund

En rigtig hund er en Broholmer, står der på en streamer i bagruden på min kærestes forældres genbos firehjulstrækker i Vindeby på Lolland. Og der er helt sikkert noget om snakken.

En Broholmer er en gammel dansk hunderace, som har fået en renæssance. I disse tider med galpende uberegnelige kamphunde er det meget betryggende at have sådan en som Vicky ved sin side.

En Broholmer er nemlig en venlig muskelhund, og der tales stadig om dengang vovsen Nikko i Nykøbing blev angrebet af to sindsyge kamphunde. Det var fuldstændig vanvittigt. De to sataner brød ind i Nikkos hundegård og fór på den to-årige Broholmer. Men den satte sig kraftigt til modværge.

Der fulgte en halv times indædt hundeslagsmål mellem angrebskøterne og forsvarshunden. Og da Falck og politiet ankom, fandt de den blodige Broholmer liggende og sunde i sit hundehus, mens de to kamphunde var mere døde end levende.

Sådan er Broholmeren – stor, intelligent og trofast, og bomstærk. I sagen fra Nykøbing kom det frem, at den lidt løse hud på den gamle danske hunderace gør at kamphunde har svært ved at få ordentligt fat med rævesaksen. Meget af blodet på Nikkos pels kom sgu ikke fra ham selv. Det var blod fra kampkøterne, som i lighed med deres ejer er skudt i roen. Nikko slap med knubs.

Se på Vicky. En sød vovse, logrende og glad. Styrke som en bryggerhest, og lige så rolig og godmodig. Møder den andre hunde som galper op, lunter den lige så stille af. Den gider ikke ballade. Men hvis det ikke kan være anderledes, skal den såmænd gerne klappe sit kæbeparti i lårbenet på menneskets værste møghund, så blodet springer. Ingen tvivl om det. Broholmeren er et trygt modtræk til de hjerneforstyrede kampkøtere svagtbegavede hundesnorsejere har en pervers hang til at anskaffe sig.

Hvis Holger Danske har haft hund, så har det nok været en god en som Vicky her. Broholmeren er en dejlig hund.

Juletyven

Historien er, at Jeremy, Naja og jeg skulle mødes med Trisse om eftermiddagen på Nørreport den 22. december. Så kunne Naja komme med mor på arbejde, og Jeremy skulle videre med far her til Jylland med toget. Vi har holdt jul hver for sig, mig og Trisse.

Vi mødes på trappen, kysser og knuser og bakser med bagage og pakkenelliker, og synes vi må finde en café.

Pludselig mærker jeg at nogen forsøger at fiske min tegnebog op af min baglomme. Det var bestemt ikke meningen at jeg skulle mærke noget, men jeg er tilfældigvis udstyret med meget sensitive balder. Ja, man kan vel godt sige, at min røv er en ren radar.

Den mindste ændring i trykket fra min tegnebogs kontakt med min mås fra sin plads i cowboybuksebaglommen – og de små hår rejser sig. Både dem i nakken og dem på min bagdel. Lynhurtigt griber jeg hårdt fat i kraven på den mislykkede juletyv.

– Er du så færdig med at stjæle min tegnebog!, råber jeg ind i synet på ham. Han siger ingenting, ved bare at nu falder der nok brænde ned. Og jeg har ved Gud også stor lyst til at knalde en knytnæve i fjæset på ham. Der er russerblod i mine årer, og det er stærke sager!

Men der er børn tilstede, og det er jo heller ikke helt legalt at stikke nogen nogle på snotten, bare fordi man har stoppet vedkommende i et tyveri. Han forstår tydeligvis ikke dansk og ligner vel også mest af alt en rumænsk hønsetyv.

Det er så her jeg skulle have taget min mobil frem og taget et foto til denne blog. Hvorfor fik jeg ikke den idé mens tid var? Nu bliver det istedet et kedeligt billede af tegnebogen.

Tyven fik nemlig lov at slippe. Jeg havde andet at tænke på. Vi skulle nå at ønske hinanden god jul over en kop kaffe og varm kakao med flødeskum til vores børn, inden DSB skulle stå for transporten over til Farmor i Lunderskov.

Hvåd jul

Tap tør og tisser, fra husets tag. Og der er nok at tø af her hvor Farmor bor. Vi glæder os til i morgen hvor den står på and og juletræ med gaver og råhygge.

Tusind tak til alle for et godt år her på Mingler. Med ønsket om en rigtig glædelig jul, hvid eller våd, eller og.

Den bedste julegave

Foto: Mogens Lauridsen, Sverige

Den bedste julegave er til os allesammen, og den pakker sig selv ud tre dage før vi danser omkring træet.

For nu bliver det bare ikke mørkere. Dag for dag bliver dagene lysere, og snart er det stadig lyst klokken fire om eftermiddagen.

Siden tidernes morgen har det været en lykkegave. At solen det næste halve år ud i fremtiden står tidligere op og går senere og senere ned bag horisonten.

Et klokkeklart glædesbudskab, uanset hvilken gud vi takker for gaven. Glædelig Jul og Godt Nytår.

Vær sko

Foto: Melissa Balkon, USA

Sko er temaet på DR 2 i dag. Og det vrimler med dem. Ergo vrimler det også med kvinder. Og designere der hver dag kun tænker på at gå skridtet videre og skabe fodtøj til påtåspidsgående hunner med en trekantet tå på hver fod.

Markedet er vanvittigt stort. Kvinder er vilde med at kaste penge efter fodbeklædning. Vi taler om virkelig attraktive kunder med en fantastisk forestilling om at de fra naturens hånd er udstyret med tusind ben.

Naturligvis handler det i virkeligheden ikke om sko. Det handler om sex. En raffineret drøm om at vade i lækker sex. Gå rundt og være lidenskabelig og meget sexet. Trisse rundt og være sko og søndagsdejlig.

300.000 visninger

Foto: Maarten Uilenbroek, Holland

Jeg surfede rundt med tømmermænd og fandt Mingler for snart tre år siden, nytårsdag 2007. Fik lyst til at blogge, gjorde det næsten dagligt og fornam at jeg fik faste læsere, som åbenbart godt kunne lide at hverken de eller jeg selv på forhånd havde nogen klar idé om hvad næste blog ville indeholde af foto og tekst.

Sytten måneder senere rundede min profil 100.000 visninger.

Og så gik det klik på klik frem mod 200.000 visninger. Det tal blev nået den 3. maj i år.

Og nu har jeg altså nået de 300.000 visninger i dag.

Tilsammen giver det et fingerpraj om at de næste 100.000 nås en dag i maj 2010, hvis jeg ikke har fået matematikken helt galt i halsen, og mit bloggeri iøvrigt fortsætter som det plejer. Det lyder lidt vildt, synes jeg.

Men selvfølgelig; her ligger efterhånden 553 Lazyclip blogs, og det bidrager nok klikkeligt til de mange besøg. Akkumulering, hedder det vist.

Snebajere

Jeg nænner næsten ikke at tage en, så smukt som sneen har lagt sig som skum på  kapslerne.

Men når det bliver mørkt, kan det jo være ligemeget – og så skal Garntrisse og jeg have to kolde fra kassen. Rigtig dejligt kolde classic.

Skål!

Sol og sne

Foto: Krzysztof Baranski, Polen

Vejret er lidt mærkeligt, nu vi snakker om global opvarmning. Det passer jo dårligt når alvoren skal understreges på klimatopmødet. Hvorfor får vi hvid jul, når statslederne siger den bliver mere grøn end godt er?

Solfysikerne har længe peget på en direkte sammenhæng mellem temperaturen på vor Jord og forekomsten af solpletter. Og nu ser det ud som om vi får en periode uden disse hotspots på stjernen Sol. Det bliver så lidt koldere, faktisk…

I det hele taget synes jeg forudsigelserne om Jordens fremtid er lagt i mundene på alverdens toppolitikere, mens forskerne ikke rigtig får noget at skulle have sagt. Jeg kunne godt tænke mig at høre nogle eksperter sige noget om CO2. Vi får kun at vide at regnskovene omdanner CO2 til ilt, mens det næsten ikke bliver sagt at verdenshavene også optager oceaner af det, og måske forvandles til sodavand med saltsmag.

I hvert fald synes jeg det er rigtig god idé at vi mennesker begrænser vores massive CO2 udledninger. Vi kan godt have det godt uden et evigt stigende energiforbrug.

Jeg synes det er spøjst at se reklamer for Lotto. En vinder af den store gevinst bliver f.eks. vist som en der henter morgenbrød og brunsvirer i en helikopter. Eller en udtrukken millionær der kører Ferrari…

Drejer det sig virkelig kun om at komme ud og brænde benzin af, hvis man kommer til penge? Reklamerne er sjove, men hvorfor er lykken egentlig blevet til noget med burn to be wild…

Er det virkelig så fedt at bidrage negativt til vores allesammens CO2 regnskab, med fly den halve jord rundt for at ligge under palmer og drikke paraplydrinks? Lad os nu komme lidt ned i omdrejninger og bare nyde at vi er her. Her er så smukt. Især lige nu, med sne og sol.

Nat med medierne

Foto: Vivek Chugh, Indien

Der er tit ikke plads til vigtige nyheder i verdenspressen, – for der er ofte en eller anden amerikansk sportsstjerne der kvajer sig – og den slags stuff har af en eller anden grund altid toppriority i nyhederne.

Den skjønne fødselsdagskvinde Dutter, Avisklubbens Ann, Camel, Garntrisse, Olsen, Danser med Ovne og jeg selv har i weekenden fejret førstnævnte med lagkage, skøn middag og dessert, sammen med en logrende hund, nogle tusindben og seks ramasjang børn. Det kalder lissom på en blog, så her er lidt om hvad der er i flimmeren efter midnat når der er faldet lidt ro over geledderne og vi slænger os hen i Dutters stue med Glen Rogers maltwhisky og hinandens gode selskab.

Vi vil vende verdenssituationen, og Danser Med Ovne undrer sig over at Tiger Woods eskapader udenfor golfbanen kan være breaking news. Det er en god start på en fin debat, selv om vi er meget enige.

Ingen af os interesserer os synderligt for golf, men vi er jo ikke herrer over hvad medierne bringer til torvs. Men for lige at opdatere os, tænder vi for fjernsynet og zapper efter Vejret.

Dutter ser ikke meget fjernsyn, og der er ikke meget fladskærm eller bredformat over hendes apparat. Der er heller ikke mange kanaler indkodet… TV2 News mangler.

Camel er vist den mest teknisk mindede af os, så han napper fjernbetjeningen og autoinstallerer alle tilgængelige kanaler. Rup og stub. Og dermed også de mange tåbelige børnekanaler, Dutter møjsommeligt havde slettet for at børnenes hjerner ikke skulle degenerere til kold havregrød.

Snart kan vi glo lidt på TV2 News, og forstå at Tigers sponsorer falder fra, nu hvor det står klart at manden beviseligt har leget put i hul spil med fremmede damer.

Hr. Wood har taget konsekvensen af sin utroskab og stillet sin golf karriere på stand by. Men var det egentlig det, familien mente med at han skulle holde kuglerne i ro? Var det ikke mere et håb om at han ville lade være med at svinge køllen udenfor banen, og i overensstemmelse med de amerikanske familieværdier slå et slag for hole-in-one?

Well, vi synes det er meget medierne gør ud af tigerens sidespring. Det er jo immervæk ikke så usædvanligt med utroskab blandt os mennesker. Olsen vil endda mene, at vi alle er singler. Nogle er bare skabssingler. Han tager en slurk whisky (single malt) og præciserer  sin pointe yderligere: Der findes ægte singler, og ægte-skabs-singler…

Jo, vi får meget ud af de løbende nyheder om Tiger Woods, som før var genstand for en joke om hundredvis af hvide mænd der jagtede en sort med køller. Nu er han helt holdt op med at spille smart med sit puttejern.

Men nyeste nyt er, at han alligevel bliver kåret som årtiets bedste sportsmand. Okay – men lad os nu snart få en anden slags nyheder, uden golf, sex og celebreties

En uges tid til jul

Foto: John Nyberg, København

Det er ikke mig at gå i julemode, allerede når butikkerne i oktober pynter op med gran og guirlander. Jeg venter hellere til de begynder at sælge vejsalt. Helst venter jeg til min fødselsdag, med at se frem til højtiden.

Og det er i dag. Otteogfyrre år slår klokkerne for bloggeren her. Og min kære moder i Jylland har sendt mig en fødselsdagsgave. Hun ved ikke hvad det er, for hun har blot sendt sin førstefødte en check – og så har jeg selv købt en gave fra hende.

Gammel som jeg er – jo, jo, alt over fyrre er ren foræring – kan jeg godt lide noget fra dengang verden endnu ikke var gået af lave. Så gaven er blevet til en flot bog med fotos fra min fødeby og titlen "Københavnerliv".

Nu er det tid at knappe en god pilsner op. Der er ikke flere syvogfyrrere tilbage, men en kasse snebajere har samlet kulde ude i haven. Det skal blive dejligt at nyde en af dem til tekst og sort-hvide billeder, skrevet og udvalgt af Kåre Lauring. Skål!

Bølgebræt

På Naja ønskeseddel sidste år stod der waveboard – men det kom der ikke noget af under juletræet. For det kostede omkring en tusse, og mon ikke det bare var en grille som snart ville være glemt…

Interessen for det dyre stykke legetøj har imidlertid vist sig at være langtidsholdbar. Så da min kæreste så et waveboard i Roskilde nedsat til halv pris, fik pigen sit længe ønskede legetøj.

Vi taler om noget der ligner det velkendte skateboard. Bortset fra at et skateboard med sine fire hjul og regulære form må siges at have en vis stabilitet. Waweboardet, derimod, har kun to hjul (der kan dreje 360°, som på en indkøbsvogn) og en indsnævring på brættet der gør det kan vrides.

Jeg har prøvet at stå på det. Men det er mig kropumuligt at holde balancen på et bølgebræt. Det lykkes kun, hvis hjulene vender opad…

Men Naja kan. Jeg snapper et foto af det, og Naja spørger om jeg vil lave en blog. – Ja da, siger jeg. Det er imponerende så godt du kan wave. Og det synes jeg lige skal fortælles.

Finanskrisen løst på motel

Foto: Caleb Pinkerton, USA

En rig turist går ind på motellet i en lille by.
Hun lægger en 1.000 kr.-seddel i receptionen og går op for at kigge på værelset.
Hoteldirektøren tager straks de 1.000 kr. med sig og løber hen til slagteren og betaler sin regning.
Slagteren tager pengene og betaler bondemanden for det kød, som han har købt på klods.
Bonden tager pengene og betaler sin regning på benzintanken, hvor han har tanket på kredit.
Bestyreren af benzintanken går til den lokale luder og betaler sin gæld på 1.000 kr.
Luderen går hen på hotellet og betaler hvad hun skylder med 1.000 kr. sedlen.
Hoteldirektøren lægger sedlen på disken.
Turisten kommer tilbage til receptionen. Hun bryder sig ikke om værelset og tager sine 1.000 kr. tilbage.
Ingen har tjent så meget som en øre, men hele byen er gældfri og alle ser fremtiden an med sindsro.
Omtrent sådan kommer finanskrisen til at slutte! 


(Tak til Azam, som har sendt mig denne finurlige historie)

For fuld musik

Foto: "JohTal", Sydafrika

Min kæreste elsker at shoppe, især efter gode tilbud. Som f.eks. det her fra musikafdelingen i Føtex: 

– Halvtreds kroner. Synes du ikke der er for billigt? Vi taler om 60 hits på en tredobbelt CD.

Vi må høre dem på den bærbare, for anlægget med de gode højtalere er endnu i sin flyttekasse og altså ikke sluttet til. Men faktisk giver computeren en lyd der svarer meget godt til casettetransistoren fra dengang vi var teenagere og hørte bånd og Radio Luxembourg.

Queen lægger ud med Another One Bites The Dust. Det er på en måde som at komme tilbage i tiden. Backman Turner Overdrive, Smokie, Status Quo. Og Danseorkesteret. Jo, en halvtredser er sgu billigt for sådan en tidsrejse.

Supremes? Var det egentlig ikke før vores tid, eller er vi virkelig blevet så gamle? Nå, pyt. Det lyder sgu godt. Og sørme om samlingen ikke også inkluderer en anden evergreen: Crazy, med Patcy Cline. Den har jeg engang skrevet en blog om.

Det samme med den her Deep Purple ting: Røg på vandet. Jo vi svømmer helt hen i de gode gamle hits, sammen med rødvin og oliven.

Sjovt som musik man faktisk ikke har hørt i årevis alligevel ligger lige under hjernebarken. Prøv selv at læse med på coveret. Man læser ikke bare titlerne – man nynner dem:

Cher: If I Could Turn Back Time
Abba: Waterloo
Thelma Houston: Don’t Leave Me This Way…
Fælleshit fra gamle dage. Ahh…

De måske egnede til boliger i Ishøj

Foto: Ivan Petrov, Bulgarien

Kunne du tænke dig at bo i Ishøj? Byen har absolut socialdemokratisk flertal, med 9 ud af de 17 pladser i kommunalbestyrelsen, som ledes af borgmester Ole Bjørstorp.

Siden 2005 har kommunen haft 100 % anvisningsret til samtlige lejeboliger, så du kommer ikke udenom at skulle udfylde et 4 siders ansøgningsskema, hvis du kunne tænke dig en af de mange almennyttige boliger.

Du skal oplyse cpr-numre, navne og adresser på dig selv, din partner og børn i husstanden, m.m. – og så kræver kommunen at se de seneste tre måneders lønsedler for dig selv, og din samlever, og andre over atten år.

Men er det okay, at Ishøj kræver af sine kommende lejere, at de har haft fast arbejde de sidste tre måneder? Er det ikke kommunen uvedkommende? Det spurgte min ven, Torben Wilken kommunekontoret om. Han er formand for foreningen til sikring af borgernes ukrænkelige rettigheder – Dansk Nordisk Modstandsbevægelse (hvor jeg forøvrigt selv er næstformand).

Det er ikke fordi vi til daglig interesserer os for boligloven, men en af foreningens medlemmer, som havde benyttet sig af vores Sverigesløsning, kunne ikke komme i betragtning til en Ishøjbolig, fordi hende udenlandske mand (endnu) ikke havde fast arbejde.

Kommunen påstod, at Socialministeriet havde godkendt Ishøjs lønkrav, som har til formål at sikre en bedre beboersammensætning i kommunen, hvor der er (for) mange på overførselsindkomst, herunder en hel del af anden etnisk herkomst end dansk. Underforstået, det dårlige renommé er ikke godt for skattegrundlaget og den megen boligsikring tynger jo også godt på budgettet.

Nuvel, – men omvendt er lejeboligerne i Ishøj ikke kommunens ejendom. Hertil kommer, at det almennyttige boligbyggeri typisk er opført med store statstilskud, netop for at få huslejen ned, hvor alle kan være med. Så DNM fik aktindsigt og kunne snart konstatere, at ministeriet skam ikke havde godkendt Ishøjs kriterier for boligsøgende. Tværtimod.

Derfor fik Torben og jeg i fredags foretræde i Boligudvalget på Christiansborg. Mødet blev holdt på Proviantgården, og vi fik meget ud af vores kvarter foran de folkevalgte: Nu bliver der stillet spørgsmål til ministeren, og sagen er mere interessant for udvalget end som så. Udvalget var for ikke så lang tid siden på besøg i netop Ishøj, men her fik man vist ikke noget at vide om kommunens lønkrav.

Det er intentionen med boliglovgivningen, at alle danskere skal kunne få en passende bolig. Det er f.eks. baggrunden for, at 25 % af lejemålene skal reserveres til såkaldt sociale boligopgaver.

Det kan jo så undre, at det er et problem at forstå i netop en socialdemokratisk kommune…

To marsvin

Foto: Lieke Leenders, Holland

Naja har fået to hunner. Den ene er lysebrun med lidt hvidt, den anden er mørkebrun med lidt lyst i. Og jeg har været spændt på hvad de to sydamerikanske gnavere ville få af navne.

Naja siger nu at den lyse hedder Nuggi, og den mørke hedder Chokoline. Hun kan godt lide at sidde med dem og nusse. Snakke stille med dem og redde deres pjuskede pels med en lille børste. Det ser ud som om fornøjelsen er gensidig.

De er gode til at lege gemmeleg med, for de løber altid under noget og gemmer sig. Jo, det var vist ikke nogen dum idé at lukke de pludrende kræ indenfor.

De er købt og hentet hos en familie i Kastrup i søndags. Med stort bur, diverse indbo til buret, hø og foder, kunne vi tage dyrene med hjem for 250 kr. Og de er faldet godt til – Nuggi & Chokoline.

Svampebuket

Naja går fotografen i bedene.

Og finder dette smukke motiv. I mormors have er der en spændende og fin vækst som passer perfekt til mobilens 27x36 format.

Hun får lyst til at træde forsigtigt på motivet.

– Det må du ikke, Naja!

– Hvorfor ikke?

– Øh…  - Så får du fodsvamp!

Æble på træ

Alle bladene er forlængst faldet af, men frugterne hænger stadig ved. På første adventssøndag har der endnu ikke været nattefrost, og Najas mormors æbletræ står med bøjede efterårsgrå grene, tyngede af æbler i rå mængder.

Æblerne er store, og navnløse. Eller, vi ved ikke hvad de er for en sort. Men de er røde og har en fin smag. Jeg gnasker i et som jeg først har snappet med min kameramobil. Det er sødt og lækkert, og naturligvis helt og aldeles fuldstændig friskt.

Det er noget andet i supermarkedet. Der ser æblerne godt nok også lækre og sunde ud, men det er lang tid siden de forlod deres æbletræ. De træer de kommer fra, bærer sandsynligvis nye æbler. Køber du 10 granny smith for en tyver, skulle det ikke undre mig, hvis det er sidste års høst!

Avlernes hemmelighed er smartfresh. En gas, som stopper modningsprocessen, og så kan æblerne holde sig "friske" i meget lang tid. Men de burde sælges som langtidsæbler.

Det udvalgte æble på Janes træ smagte dejligt. Der er godt nok et par små pletter, men det er kun på overfladen og fjernes nemt med en lille lommekniv. Til gengæld er der garanti for at æblet her er 100 % naturligt.

Nul gas. Og én ting til: Æblet er vokset i ordets oprindelige betydning. Det har aldrig været i nærheden af voks.

Dagens nyheder

Voksende frygt for den bortførte unge Frank Sinatras liv. Faderen fløjet til Reno for at følge den storstilede jagt paa kidnapperne paa nærmeste hold - Politiet uden spor.

Sværtbevæbnede bankrøvere blev anholdt

Største passagerskib blev søsat i middags. DFDS-baaden "England" bliver formentlig forløber for automobilskibe ogsaa til ruten København-Aalborg

Kong Frederik er rejst til London

Isslag og taage skabte trafikkaos. Mange biler kolliderede eller kørte i grøften i Nordjylland. - Frontalt sammenstød ved Brovst
35 saaret i Aden lufthavn ved haandgranat-attentat. Kastet mod arabiske ministre og højtstående englændere


Aalborg Stiftstidende, tirsdag 10. december 1963: Garntrisses forældres bryllupsdag. En sjov avisforside i skifteramme på væggen i gæsteværelset.

Video

Foto: "foxumon", USA

I disse tjekkede 9:16 tider, er der nu noget særligt ved 3:4. Det er ikke så tosset at være totalt umoderne en gang imellem.

Vi har samlet alle de gamle, næsten glemte VHS’er i et skab i gæsteværelset, og sat en støvet videoafspiller til en bedaget grå fedskærm med runde hjørner. Et gammeldags tungt tv.

Vi har masser af kassetter fra videotiden. Sonjas jul, Sørøver Sally, Pippi Langstrømpe… 
– men Naja synes vi allerførst skal se Nana. Fjernsynet sættes på kanal 0, vi trykker play – og jo, jeg har forbundet kablerne korrekt i første omgang.

Og så ser vi alle seks episoder i rap. Om Nana der er næsten syv år og starter i skole. Det er dejligt at kigge med, tilbage i tiden. Naja spørger, hvor gammel Nana er i dag, og jeg regner det ud til 28 år!

Er det virkelig så lang tid siden, Nana huserede? Joh, der er bondemanden spillet af en ung Niels Hausgaard. Go’daw.

– Hva si’r dæ bette ski’?

Orange spørgsmål

Foto: "abcdz2000", Bahrain

Hvorfor hedder det egentlig, han er ikke helt appelsinfri, når en person efter indtagelse af alkohol har fået en pind i øret? Hvad har de orange citrusfrugter lige med dét at gøre?

Det er emnet for dagens sene blog, som samtidig er en fin anledning til at vise et smukt foto af appelsin. Som i begyndelsen i Tyskland blev kaldt kinesisk æble: Apfel Chine.

Sproget.dk tør ikke give et klart svar.

Men Ordforklaring.dk – et site med både fup og fakta – giver et konkret svar.

Kort fortalt går det ud på, at i forbudstiden, hvor alkoholiske drikke var fy-fy forbudt, kunne man istedet opnå en rus ved at indtage gæret frugt. Især appelsiner var gode til formålet, da de kunne opnå samme styrke som guldøl, og så smagte det egentlig ikke så tosset endda.

Det er vel også derfor vodka & juice er blevet en evergreen – eller everorange – i enhver bartenders bevidsthed.

Pas

Nu har jeg fundet mit pas – som jeg ikke kunne finde da jeg skulle til Ljubjiana.

Derfor måtte jeg hurtigt skaffe mig et emergency passport, et såkaldt provisorisk pas. Efter et besøg hos fotografen på Hovedbanegården, og et smut forbi kirkekontoret efter en dåbsattest, kunne jeg mod klækkelig betaling på rådhuset få det midlertidige pas som ses på dagens blogfoto. Med det i hånden kom jeg alligevel til Slovenien.

Bemærk det nyklippede hår, som Daniella har sakset. Men læg også mærke til, hvor kopisikkert det i al hast producerede pas egentlig er: Farvefoto, hånd- og underskrift, stempelpræg og en stribe rigsvåben i hologram tryk henover mit kontrafej.

I dag har jeg så vekslet mit provisoriske pas til et almindeligt rødbedepas. Og undret mig. Sikkerheden er ringere end på det midlertidige. Det må være en smal sag at lave et falsk pas, med foto i sort-hvid raster og ikke så mange dikkedarer.

Hvorfor er et dansk pas endnu ikke udstyret med fingeraftryk? EU har for fem år siden vedtaget at vi alle skulle have biometriske pas, men stort set intet er sket i Danmark. De terrorsikrede pas syltes af regeringen.

Jeg har ladet mig fortælle, at noget af årsagen er en disput om fotoet. Man vil gerne have at pasfoto i fremtiden skal tages af Borgerservice, men så vil fotografen på Hovedbanegåden, og alle hans kolleger miste en stor del af deres omsætning.

Problemet er, at fotograferne ifølge persondataloven ikke må opbevare pasfotos digitalt, men ved istedet at have dem lagret i myndighedernes edb-system kunne politiet få en ekstra sikring imod falske pas. Hvis ikke fotoet er det samme som det Borgerservice har taget, er passet uægte…

Anyway, når vi engang får nye pas, kan de så ikke også blive udstyret med en chip med en lille bid af nationalmelodien, så man kan ringe til sit pas på mobilen og høre hvor man har forlagt det i sit rod? Det er sådan set den sikkerhed jeg ønsker mest ved mit pas – at det ikke bliver væk!

Enden på komedie

Nu er valget overstået. Har vi så fået noget ud af det?

Ja, alle vælgere, der har haft en cykel stående i stativerne på Greve station i dagene op til valgdagen den 17. november, har fået sadelbetræk med fire varianter af Milos noget diffuse politiske budskaber i overskriftsform.

Smøger eller gulerod? Det ene udelukker vel ikke det andet. Men Milo prøver vist bare sige at han går ind for sundhed og velvære. Modsat alle de politikere der står for sygdom og ubehag?

Alternativ til cykelturen. Igen en lidt løs rubrik. Det er sundt at cykle, men selvfølgelig findes der alternativer. Er Milo egentlig ikke selvmodsigende her, i forhold til sadelbetrækket på fotoet?

Du vil vel heller ikke køre på en rustbunke? Jeg fatter hat. Prøver Milo at sige han går ind for velfærd?

Et sundt liv begynder her. På hospitalet er det for sent. Nå, gør det det? Nå, er det det? Jeg har svært ved at forstå hvor Milo vil hen.

– Men han bliver så heldigvis heller ikke borgmester i denne omgang. Der var ikke stemmer nok i de noget løjerlige budskaber til vælgerne.

Milo var bykonge i Greve i 12 år, og ved forrige valg så det ud til at han kunne blive på tronen i yderligere fire. Men så kom han vist til at sige til den kvindelige partikammerat Brigitte Klintskov Jerkel at hun kun havde fået mange personlige stemmer fordi hun så godt ud, og derfor afviste han pure at give hende nogen post i kommunalbestyrelsen.

Det fik damen til at afhoppe over til de konservative, så borgmesteren istedet kom til at hedde Hans Berlach. Og det er egentlig gået meget godt. Jerkel har i valgkampen slået sig op som de unges politiker, og borgmesteren hedder stadig Berlach.

Jeg tror tiden er løbet fra Brixtofte-typerne, men mange vælgere kan alligevel godt bruge Milos sadelbetræk. Istedet for at smide det væk som ligegyldigt, nærmest komisk valgmateriale, har de taget det til sig. Man skal jo bare vende vrangen ud, så har man et fint hvidt sadelbetræk i denne triste og regnfulde tid.

Chokolade

Foto: Mateusz Atroszko, Polen

24support har udbudt en lang række døde grupper til interesserede minglere, og jeg har lagt billet ind på at blive stifter i en om chokolade.

Emnet er jo vigtigt, som det fremgår af DR Nyheder. Hvor er Anton Berg henne i denne sag? Der er jo intet som chokolade som kan skabe et godt forhandlingsklima på et topmøde.

Og der er i det hele taget mange lækre emner der trænger sig på:

Mørk eller lys pålægschokolade? Jeg fornemmer at børn i dag helst vil det mørke. Og hvis der kun er lyst tilbage, så foretrækker de Nutella. Men da jeg var dreng, var det kun den lyse pålægschokolade der duede.

Chokolademassage? Hvad ville du sige til at blive smurt ind i skøn, varm og flydende chokolade af bedste kvalitet. Få chokoladen masseret ind i huden. Jep, det lyder lækkert, ikke? Og chokolademassage praktiseres faktisk! Åh jo. Åhhh…

Kaffe til chokoladen? Enhver café med respekt for sig selv, lægger en lille chokolade ved siden af en god kop puccino. Men er det i virkeligheden bedre at nyde et fint stykke chokolade til et glas rødvin, eller en kold cola? Det er svært at svare på med sikkerhed, men et godt emne til en sød debat.

Feriechokolade. Hvor i alverden finder man den bedste chokolade. Ghana, Argentina, Belgien. Hvor skal vi hen, du…

Send en mail, hvis du vil ind i gruppen, når 24support har ordnet det tekniske. Det vil blive det helt rigtige forum at samles omkring en chokoladesnak.

I Chokolade gruppen kan du dele dine mørke og lyse chokolade sider med ligesindede og falde i svime over al den lykke livet og chokolade byder på. Velkommen i gruppen.

Månevand

Foto: Abdulaziz Almansour, Kuwait

Man laver et ordentligt prik i månen med en raket. Og så analyserer man det månemateriale der bliver hvirvlet op.

Man kunne selvfølgelig have givet min ungdoms astronauter en pilekvist med på de første månevandringer…

Well, der er mere impact i at lave et krater i et krater, og resultatet er stensikkert: Der er vand deroppe. H2O, i rå mængder. Måske en hel liter pr kubikmeter månegrus…

Nogen mener det er ligemeget med det månevand. Vi har jo masser af vand her. Verdenshave, regnvejr, sne, is, floder, søer. Lige til at komme i glas og på plastikflasker.

Men gu’ er det interessant at der findes vand på månen. For når Luna har det, så kan det da også tænkes at Venus har det. Tænk om vand – ilt tilsat to dele brint – er almindeligt forekommende på et utal af kloder vi endnu ikke kender!

Så løber alle forestillinger om at den blå planet er eneste levende sted i hele universet hurtigt ud i sandet. Bliver manet i Jorden, så at sige. For så er alle steder jo ligesom vores, bare anderledes…

Tænk om selve livet bare kommer af sig selv, opstår ud af ingenting og lidt vand? Det lyder ganske vist utroligt, at der skulle være "nogen" derude et sted. Men lyder det ikke endnu mere usandsynligt, at jordens skabninger skulle være helt alene om at leve?

Et andet sted, på et andet sandkorn, roterende, cirklende om en anden brændende sol, sidder der måske en sær lille grøn fyr og tænker lidt ligesom mig…

At endossere

Foto: John Siebert, USA

En flytning er mere omfattende end man umiddelbart tror. Hvad man først tror bare er noget med at fylde sit habengut i fire-fem flyttekasser – udvikler sig hurtigt til langt mere, sved på panden, læsse losse lastbil, kaos og rod.

Og så er der alt det andet: Boligsalg. Flyttemeddelelse til Folkeregisteret. Afmelding af husstandsforsikring, licens, skoleflytning og hvad der nu ellers er af krumspring når man går fra at være enlig far med søn i en hybel på Halmtorvet, til at blive en hel lille familie, med mig og min kæreste, og vores to børn, Naja og Jeremy på ti og elleve år.

Jeg troede naivt at hele balladen ville være overstået på omtrent en uge. Men den slags trækker ud, og der kommer hele tiden nye uforudsete følger af flytningen. Blandt andet bankforretninger; Man må sno sig lidt, når der ikke er en filial af ens bank i den by man er flyttet til, og det ikke kan klares med netbank og mobil.

Det fandt jeg ud af da jeg i går ville hæve en check. Den lokale bank kender mig jo ikke, så det kunne ikke lade sig gøre. Selvom jeg kan legitimere mig med både presse-, dan- og kørekort, åsyn og underskrift – så skal man have konto i banken for at hæve en crosset check.

– Eller man kan endossere sin check til kæresten, så hun kan hæve gysserne. Vi underskriver på checkens bagsiden, og så kan pengene gå ind på hendes Danske Bank bankkonto. Lidt omstændeligt, vil jeg mene. Men det er nok også derfor aktionen har sit eget fremmedord.

In absintia

Foto: Lisa Andresen, USA

Nul fuldesyge. Ingen hovedpine. Kan det passe?

Når jeg nu rekapitulerer lørdagens og -nattens indtag, burde tømmermændene have generet mig i middelsvær grad. Men de har ikke været der. Kun teoretisk tilstede, in absentia.

Minglerfesten havde spansk tema. Og som velkomst nød vi et par dejlige glas Sherry Fad No 6, til akkompagnement af snacks som fx blå kartoffelchips. (Jo, blå kartofler findes faktisk).

Og efterhånden som det store runde spisebord lagde grund til mere og mere overdådig festmad, kaldte det på noget fornuftigt at drikke. Jeg havde medbragt en rigtig god rødvin, som det  var meningen skulle deles med Garntrisse. Hun havde desværre meldt forfald, så jeg var vel nærmest tvunget til selv at hælde vores Bordeaux MontonCadet indenbords. Den mødte ingen nævneværdig modstand, og sørme om ikke flasken pludselig var tom!

Olsen bød så hjerteligt på en israels rødvin fra "The Cave". Det var første gang jeg nød rødvin fra en flaske med hebraisk skrift på. Men Israel er bestemt et godt vinland, hvis jeg skal bedømme det udfra smagsprøven.

DMO var af vanvare ankommet med en halvkedelig dåseøl, og den havde Jan fluks skiftet ud med en Refsvindinge Ale No 16. Et fynsk fyrtårn i øllernes verden. Jeg ved det, for jeg nedsvælgede en magen til.

Nu skal det jo ikke lyde som om jeg bare sad og drak hele tiden. Ingenlunde. Først og fremmest deltog jeg ivrigt i konversationen. Vi kævlede løs, med l. Og det var simpelthen nødvendigt med et større væskeindtag for ikke at blive tør i halsen. Vand fra hanen kunne ikke komme på tale, – for det var spilkogende!

Anyway – som så ofte før, havde alkoholen en positiv indvirken på både mit intellekt og min charme. Min humor bliver kun mere udsøgt og raffineret i takt med at der kommer sprit i blodet. Og det skulle blive endnu bedre:

For nu var det så, at Jan stillede et helt arsenal af absinter på bordet. Denne drik, som jeg før har blogget om, findes altså i mange varianter. Spændende flasker, som skreg på min udelte opmærksomhed.

En Absinthe Philippe Lasalla på 50 %. Og så en Moulin Vert Absinthe på 68 %. Jamen, den var også god! Og en Versinthe aux Plants d' absinthe på forholdsvis beskedne 45 %, men alligevel en heftig hjertevarmer.

Undervejs i smagningen af de forskellige absinter, måtte vi naturligvis neutralisere vores ganer, så vi bedre kunne skelne de mange slagser. Til det formål nød vi et glas meget udsøgt vodka fra Skt. Petersborg.

En Amer på 72 % var endnu en absint det var behageligt at stifte bekendtskab med. Og så en Absinthe Brevans på 68 %. Det med procentsatsen er iøvrigt ikke nødvendigvis noget der giver sig tilkende i smagen. En stærk smag er ikke ensbetydende med en høj procent, og vice versa.

Tid til igen at justere ganerne: Spillemand havde medbragt en hjemmegjort brombær snaps. Den var virkelig god, så den kunne man ganske nemt tåle i hvert fald to glas af.

Jan Spillemand var lidt loren ved næste absint. I modsætning til de forrige var Terre Anticke ikke grønlig, men nærmere en mørkgrå substans. Som var der tilsat ekstrakt af edderkopper. Jeg tror desværre Jan havde et sært araknofobisk forhold til denne ellers spændende absint. Det blev kun til et forsigtigt nip for hans vedkommende. Resten af glasset lod han stå.

Så gik det bedre med Père Kermann’s 60 % absinthe. Og så var det pludselig tid til at puste luftmadrasser op og tænke på lidt søvn. Jan hentede en kold guitar i bilen, og slog nogle strofer an til en god nat. Klokken var da henad fire.

Nogle timer senere stod vi op. Ann hældte hanens spilkogende vand over malede kaffebønner og theblade, og skyndte sig også lige at friskbage nogle boller. Og jeg satte mig op og undrede mig over hvor tømmermændene blev af. De var fraværende. Og jeg var hverken blevet blind eller havde mistet evnen til at gå lige.

Så efter en skøn morgenbuffet med udsøgte oste og flamberede pandekager gik vi tur i skoven, hvor der stadig ligger et stykke brolagt kongevej fra 1500-tallet.

Konklusionen må være, at absint kan man roligt nyde i rå mængder. Tusind tak til medværten ved den suveræne Lam&Whisky minglerfest, som så gavmildt skænkede os et udvidet indblik til absintens lyksagligheder. Sikken en fornøjelse :-)

Snabels kamera

Det er totalt frækt. Snabel hiver sit Olympus kamera frem, 12 megapixel! Hvidt og imponerende. Og læg så mærke til objektivet – et halvfjers år gammelt Leica, som Snabel har flået af et ældre monstrum fra celluloidens tid.

Og tag ikke fejl af gammelt Leica udstyr. Der findes ikke noget bedre. Leitz Elmar kvalivare, anno 1938. Og Snabel har hjemmestrikket en adapter, så det kan fungere med det moderne Olympus.

Se, nu fotograferer han mig. Og jeg ligner mig selv. Vær sikker på, at han blogger billedet i nær fremtid.

Vi er til Mingler fest hos Ann. Lam & Whisky klubben er samlet i Gurre, og det runde bord med glas rondel er fyldt med lækkerier, som Ann og Olsen har kreeret. Det er guf.

Nu sætter Snabel et nyt objektiv på sit kamera. Det er en Panasonic tele. Det er bizart ud. Det lille hvide kamera, og det store sorte objektiv. Det ligner en øldåse på Det ny Testamente.

Lillebror i fjernsynet

Foto: Sanja Gjenero, Kroatien

I dag har Thomas fødselsdag. Han bliver 45 år. Han er bomstærk og løber et marathon på tre timer og nogle minutter. Og så er han tilmed temmelig intelligent. Så selvom han er min lillebror, stryger jeg hurtigt forstavelsen lille-

Min anden lillebror hedder Stephen, og han er også større og stærkere end mig. Engang kom jeg til at sidde midt mellem mine to (små)brødre til en familiefest. De tog begge et fast greb i hver sin arm – og så sagde Thomas: Skal vi se hvem der får ønskebenet?

Thomas er en god fortæller, og det sidste halve år har han af og til været i hovedstaden for at være til optagelser i DR Byen. Det er blevet til en serie fyndige og morsomme programmer med titlen Hjælp, min kone er skidesur.

Ham den høje knallert med kort hår, overskæg og stor næse… - det er min bror. Håber der kommer nogle gode guldkorn på DR2 om lidt, kl. 22 og en halv time frem.

Et fiktivt sted

Foto: Ivan Prole, Serbien

Fiktivt sted på seks bogstaver. Begynder med A og slutter på Y.

Garntrisse og jeg holder meget af krydsordsopgaver. Dem i ugebladet Søndag ligger fint til os. Så ligger vi sammen i sengelampens skær og løser den ene efter den anden, både nemme og svære. Med kuglepen, selvfølgelig. Blyant er for tvivlere.

Men der er en krydsogtværs, som jeg mener er udenfor kategori. Danmarks Sværeste. Den er faktisk for svær. Jeg vil helst springe den over, men Garntrisse elsker udfordringer: Vi kan godt. Du er så dygtig. Siger hun.

Men altså, den her kan vi (heller) ikke knække. Vi har dog fundet nøgleordet, så teknisk set har vi måske alligevel klaret den. Men fiktivt sted på seks bogstaver forbliver en gåde.

Jeg tvivler mange blyanter på, om vi nogensinde får løst en Danmarks Sværeste. Det bliver i så fald næppe den fra uge 42 år 2007.

Fiktivt sted… Der er ingen hjælp at hente i den gamle gule paperback Samlerens krydsordsleksikon del 1. Men måske den bærbare kan grave noget frem på internettet? Google Map ligger måske inde med svaret?

Som gammel korttegner ved jeg at ikke alt er kortlagt. Og at ikke alt der er kortlagt findes i virkeligheden. Fejl kan forekomme. På en måde hører de med.

Hyggelig uhygge

Halloween ligner mest af alt et billigt amerikanertrick. Som går ud på, at nogle forretningsfolk skal tjene endnu en røvfuld penge. Det er jo forskrækkeligt hvor meget butikkerne får almindelige mennesker til at betale for alt det gyselige tingeltangel.

Men ungerne elsker det. Og indrømmet – det var en fornøjelse at se sminkøren i arbejde på gaden i Solrød Centeret i går. Her stod børn og voksne i kø for at blive majet ud til den store spøgelses- og græskarnat, gratis og professionelt.

Drengen lyste op i et gigant smil da han så det færdige resultat med teaterblod og hele baduljen.

Æbler til ungerne

Foto: Daniel Wildman, Storbritannien

Skal børn på bare 10 - 11 år have deres egen computer?

Jeg mener i hvert fald, at voksne skal have en, og så er der ingen vej udenom – hvis de voksne skal have deres i fred.

Så nu har vi hentet et par gode bærbare hos computervennen Erik Skovgaard:

• En secondhand sølvfarvet 15 tommers Powerbook med 2 giga ram og 100 ditto på harddisken. Og en sjov sortbroget webcam ko med USB-stik i halen. Det er nu Jeremys Apple computer, så han er glad.

• En hvid MacBook, brugt, men nystrøget, med både AirPort og webcam. Den er nu Najas. Så er hun også glad.

Najas Apple computer er næsten samme model som min egen. Min egen. Jeg behøver slet ikke at spørge om lov til at komme til tasterne.

Godt jeg sagde ok til at købe de tos to æble computere.

Gratis internet forbindelse

Foto: Maddy Shernock, USA

Verdensvævet er for alle. Så hvorfor skal det egentlig koste noget at være på? Giver det mere sikkerhed?

I lufthavne skal man frem med sit kreditkort før der er hul igennem, og sådan er det også på mange hoteller.

Jeg synes adgangen til internettet bør være lige så indlysende som adgangen til rent drikkevand. Og det skal vel ikke koste noget, vil jeg mene.

Derfor er det lige min kop the at jeg idag har fundet ud af at der er noget som hedder Gratis Danmark. Min MacBook fandt af sig selv den trådløse forbindelse i S-toget, og jeg kunne umiddelbart koble mig på.

Jeg har nu oprettet og aktiveret en "konto", og dermed fået en endnu bedre forbindelse, som der kan surfes på i alle zoner. Og jeg skal ikke af med penge.

Det synes jeg er en applaus værd. Så klap-klap til foretagendet med helt enkelt netværk i S-togene. Logoet er en papirflyver. Hvorfor bliver man så tit bedt om at folde den af papir fra Nationalbanken?

Reklamebryster

I billboard størrelse – så skulle man tro min opmærksomhed var fanget. Men på dette tidspunkt i Ljubljana var jeg faktisk mere sulten end brystinteresseret, så hvis ikke pizza reklamen ved siden af havde været der, havde jeg garanteret overset dem…

Men smukke er de jo. Jeg har tænkt på, om de reklamerer for en bodyshampo, men det illustrative vedhæng på brystet til højre bringer mig i tvivl. Budskabet er nok bare, at bryster er dejlige.

Med oliven, pepperoni, ananas og oregano, tak.

Hilsen til en buschauffør

Der kører en kampagne på www.buschauffor.dk. Hvis ellers sitet er gearet til din browser, er der billeder og smil sendt til chaufførerne på mobilen.

Der er tilsyneladende folk som følger opfordringen: Send os en sms eller en mms med dine gode øjeblikke. Det kan være alt fra chaufføren, der venter på at få alle med, til en lun bemærkning i mikrofonen. Ja, sågar en lille sang i højtaleren. Den slags der spreder solskin på en regnvejrsdag. (citat fra selskabets lille reklamefolder)

Jeg nøjes nu med en blog, selv om der med en sms til 1204 er mulighed for at vinde et 10-turs klippekort. Og min hilsen går til en chauffør på 600S.

Naja og jeg så bussen køre fra stoppestedet, og ærgrede os over så at skulle stå og surmule i Roskilde laaang tid til næste bus. Men chaufføren stoppede op midt på vejen og åbnede dørene så vi alligevel kunne komme med. Tusind tak for det :-)

Det er sikkert imod selskabets retningslinjer, og en trussel mod køreplanen at gøre sådan noget, men han kunne jo godt regne ud at vi bare gerne ville hurtigt hjem sådan en råkold aften.

Iøvrigt er jeg ikke vild med idéen om at smile-kvittere hvis chaufføren blotter sin X-factor og bryder ud i sang, for måske at komme i top-ti på sin arbejdsgivers hjemmeside.

Forstå mig ret – hvis en buschauffør har lyst til at være lidt lyrisk i sin meddelelse om at næste stop er sygehuset, så ok med mig. Men jeg tror det vil virke lidt weird.

Egentlig vil jeg helst have en helt almindelig busoplevelse. Jeg stiger på, og stikker mit kort i stempelmaskinen. Og så må der gerne være en vinduesplads. Chaufføren behøver ikke sige noget. Han eller hun skal bare være ædru og køre som planlagt. Det er da fint med smil og veloplagthed, men det er nu ikke noget must for mig.

Jeg ved exactly hvor jeg skal hen. Buschaufføren ved kun, hvor bussen skal hen, og at jeg har stemplet og skal med et stykke af vejen. Længere er dén ikke.

Men tak til enhver chauffør, der gerne venter lidt for at få et par ekstra passagerer med. Inde i København C kan det være lidt ligemeget, for næste bus kommer typisk nogle minutter efter. Men herude, hvor der er højt til himlen, er der sgi langt mellem busserne.

Munkens medicin

Munken, som ligner en reinkarnation af Brother Tuck fra Robin Hood legenden, giver hånd og byder hjertelig velkommen, så man straks føler sig i gode hænder.

Vi er i Olimje, Sloveniens landsby nummer ét. Byens vartegn er slottet, som fungerer som både kloster, kirke og apotek, og her er smukt som ind i … himlen.

Først skal vi se apoteket i kælderen, som daterer sig helt tilbage til 1200-tallet. Lige så længe nogen kan huske er der dyrket lægeurter her, og sådan er det den dag i dag.

Her er skønne fresker fra 1700-tallet, som viser scener fra Bibelen, med fine referencer til Guds skaberværk udi urter, frugt og blomster.

Adam står ved siden af Eva, der har et æble i hånden. Og munken ihukommer det gamle mundheld: An apple a day, keeps the doctor away.

Munken er virkelig en rar mand, og vi har alle en god dag i universet: Diana fra Slovenien, Henrik, mig selv og Poul Erik fra Danmark, plus Antonio og Paula fra Portugal.

Så skal vi da lige se kirken. Et orgie i gotisk stil. Jeg undrer mig over en detalje:
Det ser ud som om forkynderen er gået under bordet oppe på prædikestolen, omend han stadig har nærvær nok til at holde sit krusefiks ud over kanten, op mod det imposante alter i guld og ibenholt.

Måske er det forkynderens alter ego, der har fået en bimmelim på. Jeg ved det ikke, og vi finder aldrig ud af hvad symbolikken er i hånden med den korsfæstede pegende opad.

For nu knæler munken, gør korsets tegn og henter en nøgle bag alteret, – og så bliver vi lukket ind i klosterets ‘hyggerum’, hvor vi bænker os ved et bord. Vi skal have lidt medicin. Munken har selv lavet den.

Medicinen er flydende, alkoholisk, og god mod enhver tænkelig sygdom. Et enkelt glas vil holde os sunde og raske dagen ud, og hvis vi drikker endnu et glas, er vi garanteret godt helbred en hel måned.

Munken skænker rundhåndet op i snapseglassene, og som gode troende langer vi indenbords. Det er stærke sager. Hvis vi drikker tre glas hver, kan det være ligemeget om man er syg eller rask – det vigtigste er jo at være glad, får vi at vide.

Munken anbefaler tre glas. Jeg springer dog et over. Og bemærker at Brother Tuck også selv er tilbageholdende.

Der kommer jo flere turister senere på dagen.

Philips fjerner

Det betyder ikke så meget, hvor mange stjerner der er på hotellet, bare mit navn står på fjernsynet. Det er på en eller anden måde rart at blive budt velkommen af noget elektronik. Sært nok.

Jeg er i byen uden i. Hvis man ikke lige ved hvordan den staves, har man en voldsom lyst til at trykke på i-tasten. Men navnet er Ljubljana. Nul i i.

Tv’et står her på kommoden på 8. sal på Hotel Lev. Og jeg skal op klokken halv seks og haste til lufthavnen for at fange den direkte forbindelse til Kastrup Lufthavn. Henriks Charlotte henter os i bil, så jeg kommer hurtigst muligt hjem til min Garntrisse.

Selv om det er fint med 4 og 5 stjerner med wellness en masse – så er det alligevel dejligt at komme hjem igen.

Gorenje flimmer

Der er dømt wellness de næste par dage. Jeg er indlogeret på Hotel Sotelia i Slovenien. Et 4-stjernet hotel tæt på grænsen til Kroatien, smukt beliggende i et dybt betagende efterårslandskab.

Terme Olimia. Jo, jeg kan lige klare det. Her til morgen lå morgenaviserne VEČER og Dnevnik udenfor døren. Jeg læser desværre ikke slovensk, men kan dog forstå at det er den 22. oktober, og at vejrudsigten lover skyer og 15 graders varme. Hvis jeg vil have flere nyheder, kan jeg tænde det slovenske Gorenje fjernsyn og fange CNN, samt en ordentlig sjat andre kanaler på slovensk, kroatisk, italiensk og tysk. Herunder hele fire kanaler om hvad man kan få tiden til at gå med her på stedet: Golf, for eksempel. Eller chokolade massage…

Nå, jeg må hellere komme i den lækre housecoat med Wellness Orhidelia logoet, som giver fri adgang til al den wellness man kan ønske sig. Jeg tror det vil være fornuftigt at nedsænke mit mødige legeme i varmt vand, og så svømme lidt rundt, indtil det er tid til at gøre sin entré i saunaen. Der er også mulighed for at løfte jern, men det har efter min mening ikke noget med velvære og afslappelse at gøre.

Morgenmaden var forresten et orgie i lækkerier. Jeg har aldrig oplevet så suveræn en buffet før, og min omelet som kokken tilberedte var himmelsk. Jeg har det ellers meget godt til hverdag, men det her er i særklasse. Det er lige i underkanten at give det fire stjerner. Jeg mener fem er det korrekte.

Ahhh…

Såre muslimsk

Foto: Asif Akbar, Indien

Hver gang nogen udbryder muslim! bon’er de fleste danskeres indre hjernebark ud med synet af en burkaklædt araber. Men det viser sig faktisk at være et forkert billede.

Islams tyngdepunkt ligger i Asien. 60 % af verdens muslimer er asiater. Det er tre gange flere end de muslimer der bor i Mellemøsten og Nordafrika.

Måske kan den slags faktuelle oplysninger få muslimforskrækkede danskere til at slappe lidt af og slå koldt vand i blodet?

Det er da værd at prøve: Se på fotoet. Det viser et par såre almindelige muslimske hænder…

– Nej, det er selvfølgelig ikke blod hun har på hænderne! Altså – hvordan kunne du dog tro det? Tsk-tsk…

Det er henna. Smukke ornamenteringer på fingrene og op ad brudens arme er del af et bryllup i Indien. De bringer lykke i ægteskabet.

Den afrikanske fodbold

Foto: ‘Rawkus’, Tyskland

Det er lige til at blive glad i låget af: Ghana er blevet verdensmestre i fodbold. Sørme så – FIFA summerer op på sin hjemmeside.

De unge ghanesiske spillere under tyve år var undertippede mod de brasilianske favoritter. Og da Ghana tilmed fik en spiller udvist, burde kampens resultat have ligget for Brasiliens fødder. Men efter forlænget spilletid stod det stadig nul - nul.

Straffesparkskonkurrence. Brasilien har dommerens mønt med sig og får fordelen af at skyde først. Igen er Ghana på hælene, især da Mensah brænder. Men pludselig virker træværket for lille for favoritterne, og de skyder over mål.

Adiyiah scorer og sender kampen i sudden death. Ghanas målvogter Agyei tager en bold, og Agyemang-Badu sikrer det første afrikanske verdensmesterskab med en kold kugle i kassen.

Det vil ske igen. Denne gang var det U20. Næste gang er det det rigtige VM. Ghana er klar. Og bedre end Danmark.

Ghaneserne jubler nu og hylder deres sorte satelitter. Og jeg er med på sidelinjen. Vel er Danmark mit fædreland, men min eks er fra Ghana, som ergo er min søns mødreland – og en af Afrikas allerstærkeste fodboldnationer.

Jeg er bestemt fan af den brasilianske samba bold, men tro mig: Den ghanesiske highlife ditto er lige så inciterende.

Tillykke med sejren, Ghana.

Madblog

Nyhederne på TV2 fortæller, at madblogs er det hotteste på nettet lige nu. Derfor er her fluks en. En rigtig lækker en, endda.

Vanilleis på en bund af friske mango skiver og lækre blå- og hindbær. Der er ingen grund til at give opskriften – for man kan jo selv se hvad desserten består af.

Serveret på en helt enkel hvid tallerken, som smuk afslutning på en dejlig middag på Holiday Inn en lille taxatur fra lufthavnen i Bruxelles.

Smid ud eller behold

Alt er hulter til bulter, og vi har for lidt plads. Derfor bliver der nu ryddet op i pulterkammeret, for at se om det kan give plads til noget af alt vores habengut.

Konstant løber vi ind i spørgsmålet, om dit og dat skal beholdes, eller til storskrald. Tag for eksempel det her oliemaleri.

Vi har i sjov snakket om en brølende kronhjort ved skovsø. Desværre mangler både dyret og skoven her. Ikke engang en lille pipfugl har fundet vej til kanvassen.

Trisse har vist engang fået det fra et dødsbo. Det er malet af MS i 1948. Rammen er en tarvelig en af træ, som skal fixes. Hvis altså skilderiet skal beholdes…

Hvad siger I – skal det op og hænge, eller i containeren med brændbart?

Blogbænk

Det føles så godt at blogge. Det er som om ens brikker falder på plads.

Nu, for eksempel, hvor jeg tager et billede og i det samme mærker et deja vu. Som om jeg tidligere har fotograferet den bænk.

Nej, jeg har ej. Og dog. Det er nemlig ikke første gang en udendørs bænk i naturens vold er kommet i kommet i min søger. Det er sket før, for to år siden.

Det føles så godt efter en lang gåtur at sidde ned og knappe en øl op. Min ‘nye’ bænk her seks zoner syd for København H mangler desværre et ryglæn. Hybenbuskene har ædt det.

Til gengæld er her bølgeskvulp og Øresunds vue. Let blæst og solskin, og masser af frisk luft. Et godt puslespilsmotiv til regnvejrsdagen i morgen.

Mingler passwords

Foto: ‘Valakee’, Ungarn

Det er svært at forstå hvad der får en hacker til at lægge 10.000 adgangskoder til folks hotmail-adresser ud på nettet.

Men sket er sket, og det har givet en sikkerhedsekspert anledning til at lave lidt statistik. Han konstaterer at folk er meget sløsede med deres passwords.

Ud af de 10.000 har 64 valgt koden 123456. Den er jo så dejlig nem at huske…

Cirka 20 % havde nøjedes med et password på kun 6 tegn – det absolutte minimumskrav hos Hotmail, MSN og Live.

Og hele 42 % havde valgt et password kun bestående af små bogstaver fra a til z.

Kun 6 % havde et password med både tal og bogstaver.

Billedet er nok det samme herinde på Mingler.

Øh – nu er der vel ikke nogen der bare bruger deres profilnavn som password? Det er altså ikke godt nok.

Brug et med både tal og bogstaver. Det kan sagtens gøres uden at det bliver svært at huske: Pa2s2vord. Eller hvad med Agent007? Nå, ikke…

Selv bruger jeg – nej, det er selvfølgelig en hemmelighed. Husk det, når du vælger dit password: Det skal kun være dig selv der kender det! Lad være med at give det til andre!

Jeg er næppe den rigtige til at rådgive om sikkerhed på verdensvævet. Jeg synes f.eks. det er helt okay med pivåbne hotspots. Men jeg synes omvendt det er synd at snyde sig selv for fornøjelsen at lave sig et godt password.