Viser opslag med etiketten wellness. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten wellness. Vis alle opslag
torsdag den 26. juli 2012
Fiskepedicure
Så har jeg prøvet det med; Fodbehandling udført af små fisk med en besynderlig hang til død hud på menneskefødder.
Det var kærestens ældste datter der over- og betalte. Og så måtte vi alle fem af med sko og strømper, i den sjove gadebutik Aquan Fish-Foot Spa på Carrer de Venecia i Lloret de Mar, de unges bade- og balladeby her i Catalonien.
De små fisk kigger forventningsfulde til fra deres akvarier, mens jeg får vasket fødder af ung kvinde. Hun ligner en brasilianer, så jeg spørger hende forsigtigt: Piranha?
Men hun smiler og ryster på hovedet. Jeg kan være helt rolig. Fiskene er både tand- og harmløse. Jeg skal bare sætte mig tilrette og være klar til stille og roligt at nedsænke mine fusser i akvariet, så vil de små fisk nurse til den helt store wellness-medalje. Det har de også bare at gøre, til 1 € i minuttet!
Synkront dyppes vores fødder ned til de sultne småfisk, og de ti minutters pedicure kan begynde. Det kildrer, og tilskuere stimler sammen. Det er vældig interessant at se på, og det føles også sådan. Jeg fornemmer at fiskene hos mig er mest til venstre fod, men den højre kan også bruges. De nipper lystigt, og jeg tænker på om fiskene vil spise mig et halvt nummer ned i skostørrelse…
En spansk dame overfor har pænere fødder end mig, så det bliver hendes fisk, fod, neglelak og smart tatovering, der ryger på blogfotoet.
Hjemme i huset googler jeg info frem om de små fisk. De er sandsynligvis af arten Garra Rufa, men der bruges også andre arter, alle hjemmehørende i varmt ferskvand i Iran, Irak, Tyrkiet, Jordan, Israel og Syrien.
Især psoriasispatienter har glæde ved mødet med de livlige doktorfisk, som de kaldes på dansk. Og behandlingsmetoden synes at have sit udspring i en tyrkisk spa i byen Kangal, 450 km fra hovedstaden Ankara.
Den naturlige forklaring på fiskenes adfærd er, at der kun er ganske lidt plankton at hente i det varme vand, og derfor tyr de til de badendes døde hudskæl, som et kærkomment kosttilskud til de alger der ellers er hovedingrediens i det fiskene lever af.
Statens Serum Institut har set nærmere på det trendy fænomen og kan ikke udelukke en potentiel smitterisiko ved behandlingen, som forresten er forbudt i flere stater i USA og dele af Canada, af vistnok både etiske og hygiejniske årsager.
Well, da en af tilskuerne fra gaden bagefter spørger mig: How was it?
– kan jeg kun svare: A bit fishy…
Etiketter:
catalonien,
fisk,
fod,
spanien,
wellness
torsdag den 22. oktober 2009
Gorenje flimmer
Der er dømt wellness de næste par dage. Jeg er indlogeret på Hotel Sotelia i Slovenien. Et 4-stjernet hotel tæt på grænsen til Kroatien, smukt beliggende i et dybt betagende efterårslandskab.
Terme Olimia. Jo, jeg kan lige klare det. Her til morgen lå morgenaviserne VEČER og Dnevnik udenfor døren. Jeg læser desværre ikke slovensk, men kan dog forstå at det er den 22. oktober, og at vejrudsigten lover skyer og 15 graders varme. Hvis jeg vil have flere nyheder, kan jeg tænde det slovenske Gorenje fjernsyn og fange CNN, samt en ordentlig sjat andre kanaler på slovensk, kroatisk, italiensk og tysk. Herunder hele fire kanaler om hvad man kan få tiden til at gå med her på stedet: Golf, for eksempel. Eller chokolade massage…
Nå, jeg må hellere komme i den lækre housecoat med Wellness Orhidelia logoet, som giver fri adgang til al den wellness man kan ønske sig. Jeg tror det vil være fornuftigt at nedsænke mit mødige legeme i varmt vand, og så svømme lidt rundt, indtil det er tid til at gøre sin entré i saunaen. Der er også mulighed for at løfte jern, men det har efter min mening ikke noget med velvære og afslappelse at gøre.
Morgenmaden var forresten et orgie i lækkerier. Jeg har aldrig oplevet så suveræn en buffet før, og min omelet som kokken tilberedte var himmelsk. Jeg har det ellers meget godt til hverdag, men det her er i særklasse. Det er lige i underkanten at give det fire stjerner. Jeg mener fem er det korrekte.
Ahhh…
Abonner på:
Opslag (Atom)

