Månevand

Foto: Abdulaziz Almansour, Kuwait

Man laver et ordentligt prik i månen med en raket. Og så analyserer man det månemateriale der bliver hvirvlet op.

Man kunne selvfølgelig have givet min ungdoms astronauter en pilekvist med på de første månevandringer…

Well, der er mere impact i at lave et krater i et krater, og resultatet er stensikkert: Der er vand deroppe. H2O, i rå mængder. Måske en hel liter pr kubikmeter månegrus…

Nogen mener det er ligemeget med det månevand. Vi har jo masser af vand her. Verdenshave, regnvejr, sne, is, floder, søer. Lige til at komme i glas og på plastikflasker.

Men gu’ er det interessant at der findes vand på månen. For når Luna har det, så kan det da også tænkes at Venus har det. Tænk om vand – ilt tilsat to dele brint – er almindeligt forekommende på et utal af kloder vi endnu ikke kender!

Så løber alle forestillinger om at den blå planet er eneste levende sted i hele universet hurtigt ud i sandet. Bliver manet i Jorden, så at sige. For så er alle steder jo ligesom vores, bare anderledes…

Tænk om selve livet bare kommer af sig selv, opstår ud af ingenting og lidt vand? Det lyder ganske vist utroligt, at der skulle være "nogen" derude et sted. Men lyder det ikke endnu mere usandsynligt, at jordens skabninger skulle være helt alene om at leve?

Et andet sted, på et andet sandkorn, roterende, cirklende om en anden brændende sol, sidder der måske en sær lille grøn fyr og tænker lidt ligesom mig…