lørdag den 21. november 2009

Enden på komedie


Nu er valget overstået. Har vi så fået noget ud af det?

Ja, alle vælgere, der har haft en cykel stående i stativerne på Greve station i dagene op til valgdagen den 17. november, har fået sadelbetræk med fire varianter af Milos noget diffuse politiske budskaber i overskriftsform.

Smøger eller gulerod? Det ene udelukker vel ikke det andet. Men Milo prøver vist bare sige at han går ind for sundhed og velvære. Modsat alle de politikere der står for sygdom og ubehag?

Alternativ til cykelturen. Igen en lidt løs rubrik. Det er sundt at cykle, men selvfølgelig findes der alternativer. Er Milo egentlig ikke selvmodsigende her, i forhold til sadelbetrækket på fotoet?

Du vil vel heller ikke køre på en rustbunke? Jeg fatter hat. Prøver Milo at sige han går ind for velfærd?

Et sundt liv begynder her. På hospitalet er det for sent. Nå, gør det det? Nå, er det det? Jeg har svært ved at forstå hvor Milo vil hen.

– Men han bliver så heldigvis heller ikke borgmester i denne omgang. Der var ikke stemmer nok i de noget løjerlige budskaber til vælgerne.

Milo var bykonge i Greve i 12 år, og ved forrige valg så det ud til at han kunne blive på tronen i yderligere fire. Men så kom han vist til at sige til den kvindelige partikammerat Brigitte Klintskov Jerkel at hun kun havde fået mange personlige stemmer fordi hun så godt ud, og derfor afviste han pure at give hende nogen post i kommunalbestyrelsen.

Det fik damen til at afhoppe over til de konservative, så borgmesteren istedet kom til at hedde Hans Berlach. Og det er egentlig gået meget godt. Jerkel har i valgkampen slået sig op som de unges politiker, og borgmesteren hedder stadig Berlach.

Jeg tror tiden er løbet fra Brixtofte-typerne, men mange vælgere kan alligevel godt bruge Milos sadelbetræk. Istedet for at smide det væk som ligegyldigt, nærmest komisk valgmateriale, har de taget det til sig. Man skal jo bare vende vrangen ud, så har man et fint hvidt sadelbetræk i denne triste og regnfulde tid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar