tirsdag den 3. november 2009

Et fiktivt sted

Foto: Ivan Prole, Serbien

Fiktivt sted på seks bogstaver. Begynder med A og slutter på Y.

Garntrisse og jeg holder meget af krydsordsopgaver. Dem i ugebladet Søndag ligger fint til os. Så ligger vi sammen i sengelampens skær og løser den ene efter den anden, både nemme og svære. Med kuglepen, selvfølgelig. Blyant er for tvivlere.

Men der er en krydsogtværs, som jeg mener er udenfor kategori. Danmarks Sværeste. Den er faktisk for svær. Jeg vil helst springe den over, men Garntrisse elsker udfordringer: Vi kan godt. Du er så dygtig. Siger hun.

Men altså, den her kan vi (heller) ikke knække. Vi har dog fundet nøgleordet, så teknisk set har vi måske alligevel klaret den. Men fiktivt sted på seks bogstaver forbliver en gåde.

Jeg tvivler mange blyanter på, om vi nogensinde får løst en Danmarks Sværeste. Det bliver i så fald næppe den fra uge 42 år 2007.

Fiktivt sted… Der er ingen hjælp at hente i den gamle gule paperback Samlerens krydsordsleksikon del 1. Men måske den bærbare kan grave noget frem på internettet? Google Map ligger måske inde med svaret?

Som gammel korttegner ved jeg at ikke alt er kortlagt. Og at ikke alt der er kortlagt findes i virkeligheden. Fejl kan forekomme. På en måde hører de med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar