God latin

 

Foto: Sanja Gjenero, Zegreb, Kroatien

Den 14. december tog min læge tre blodprøver fra min højre arm. Og idag fik jeg at vide hvad mit blod kan fortælle om mig. Mit AB+ meddeler sig på latin og i sære talværdier, som lægen har printet ud:

Creatinin 103 µmol/l (Det relaterer til mine nyrer, og tallet ligger normalt indenfor 60-130)

HDL-Cholesterol 1.00 mmol/l (Den gode kolesterol ligger normalt indenfor 0.70-1.85)

Triglycerid 1.39 mmol/l (Aner faktisk ikke hvad det er for en størrelse, men det ligger fint indenfor det normale 0.5-2.2)

MCV 88 fl (Der findes et hav af trebogstavsforkortelser, og denne skal ligge indenfor 80-100)

Hemoglobin 9.1 mmol/l (8.0-11.0 er normalt)

Leucocytter 4.8 10E9/l (3-9 er normalt)

Thrombocytter 251 10E9/l (150-400 er normalt)

Cholesterol 5.6 mmol/l (Total kolesterol, 4.0-7.7 er normalt)

Ery Vol Varia 11.8 % (Ved ikke hvad det betyder, men 11.0-15.0 er normalt)

fPt-P-Glucose 6.0 mmol/l (4.2-6.2 er normalt)

LDL-Cholesterol 4.0 mmol/l (Den dårlige kolesterol ligger normalt indenfor 2.2-5.3)

P-Alanin-aminot 36 U/l (Levertal, vistnok, 10-70 er normalt)

Lægen oversatte det hele til, at jeg på godt dansk er helt normal – og det er faktisk ikke så tit jeg får det at vide. Et tjek i et skema (for ikke-rygere) viste, at jeg har højst 1 % risiko for at få en blodprop indenfor de næste ti år.

Jeg vejer 76 kilo, er 182 cm høj og 46 år gammel, og der er godt med blæs i mine lunger på trods af lidt sæsonbetonet forkølelse. Desuden er mit blodtryk 125 over 80, så jeg kan vist roligt konkludere, at jeg er sund og rask.

Det har jeg så fortalt min mor, som var blevet lidt nervøs efter at min meget cyklende lillebror havde fået målt både blodtryk og kolesterol-tal uden for kategori. (Det har siden vist sig at det var en fejl. Thomas er også helt normal, i hvert fald hvad angår blodtryk og alt det latin, blodet afslører)

Julestjerne fra Vintergæk

Foto: Sirikri, Oslo, Norge

Euphorbia pulcherrima kommer oprindeligt fra Mexico, hvor den kan blive 4-5 meter høj. Det bliver den ikke her, hvor den bare er glad for overhovedet at få vand en gang imellem.

Det er ret usædvanligt at der er en blomst i min lejlighed. Her havde ikke været så meget som en kaktus i flere år, da Vintergæk og hendes mand havde julestjernen med til Mingler festen for en måned siden.

Og den lever endnu. På en potte muld, og et glas vand, hvis jeg husker det. Så sender jeg en kærlig tanke til Vintergæk – mens julestjernen får sig en opstrammer.

Hvis det er øjne, der er i toppen, kan den fra sin plads i vindueskarmen her på anden sal se ned på de udendørs planter omkring beboerhuset, hvor festen blev holdt.

Skolopenderen

Foto: Drouu, USA

Fotoet forestiller en almindelig husskolopender, scutigera coleoptrata, og den her hedder Aragorn.

Min søn, hr. Jeremy Wilson fra 3.v. på Oehlenschlægersgade Skole, skriver:

Skolopendere er små dyr med mange ben. De små har 15 par ben. De store kan have 197 par ben. I de varme lande kan skolopendere blive mere end 30 cm lange. En jord-skolopender lægger 30-40 æg i et lille hul. Ungerne har 6 eller 7 par ben. Skolopendere er tit mørkebrune. De bruger deres giftkroge til at dræbe orme eller edderkopper og insekter. De er rovdyr. De spiser små dyr. De er ikke kræsne. De spiser også frugt og kartofler, og de kan endda finde på at spise deres egne unger. Spidsmus, store biller og fugle spiser skolopendere. Man kan finde dem under sten. De kan også leve under blade og i en rådden træstub.

Rapporten har et grafisk element, som udstiller det store spørgsmål: Hvordan ville det være at være lille og have 30 ben, istedet for at være stor og kun have to?

Se den smukke håndskrevne rapport i mit fotoalbum.

Strat

Se lige den guitar. En Stratocaster fra 1962. Og den har garanteret været i aktiv tjeneste på blues scenen i alle sine 45 år. Det ser i hvert fald sådan ud.

I lørdags gav den lyd fra sig i hænderne på Ken Damkier, da Øernes Blues Band spillede for mere end fuldt hus på MoJo i Løngangstræde, Kbh. K.

Jeg var sammen med Maggie, Sushine og Bap inde og høre bandet, som kalder sig et af de ældste og hårdest arbejdende danske bands, og består af Kåre Abraham, vokal og guitar, Jan Hvitved på bas, Carsten Milner Henriksen på trommer, og Ken Damkier, – Strat!

Ken kan du få meget mere at vide om på SongRamp – et community for alverdens musikere. Hvis du smutter indenfor, kan du bl.a. høre en løjerlig ting, Ken har moret sig med, og kaldt Iraq Blues.

Sikken ro

造形作家
Yuko Takada Keller udstiller på Galleri Guggen, lige overfor Den Hirschprungske Samling.

Der er sådan en dejlig ro over det hun laver. Man føler sig så godt tilpas sammen med hendes kunst. Ja, og endnu mere når hun også selv er tilstede. Bare spørg dronningen.

HKH Margrethe II er ved flere lejligheder blevet vist rundt af Yuko på en kunstudstilling, og har tydeligvis nydt det japanske selskab.

Jeg står sammen med Yuko i kælderlokalet, hvor hun har lavet en flot og helt enkel installation. På gulvet er der lagt sten i en firkant, og på tråde fra dem lodret op til loftet er der små "papir-dråber" i smukke blå nuancer.

Yuko siger det på japansk hedder noget a la "Rummet du gerne vil ind i".

Nu jeg tænker over det, associerer det til Mingler, og en kort og venlig mail, jeg har fået herinde: "Christ, en ro du kan skrive med".

Jeg er glad for at det virker sådan. Ligesom Yuko er glad for at høre, "people feel comfortable with your work".

Men man kan ikke sige, at tingene fremkommer med en særlig ro som ballast. Tværtimod. Yuko var vist ved at dø af stress, da hun var lektor på Kyoto City University of Art.

Og da jeg lærte hende og Jesper at kende, var det som talsmand for Landsforeningen af Dansk-udenlandske Ægtepar, Ægteskab uden Grænser – Yuko havde dengang lige fået afslag på opholds- og arbejdstilladelse, fordi Jesper ikke opfyldte forsørgelseskravet. På trods af sit danske giftenavn. Selv om hun var – og er – en stor, internationalt anerkendt kunstner.

Sådan er der så meget. Og har været.


Reminisence / 1988
150x500x350 cm.
Sewing, tracing paper.

Have you already forgotten your treasure?
We have felt it somewhere before
"Reminiscence"

Spons

Foto: Idea22

Jeg læste engang en mærkelig nyhed. Et japansk telefonselskab havde oprettet en servicelinje, et telefonnummer man kunne ringe til, og få afløb for sine frustrationer, eller hvad man nu havde lyst til at få afløb for.

Man kunne ringe ind og skrige eller hviske hvadsomhelst, til… ja, ingen, faktisk. Der var ingen til at lytte, endsige svare, i den anden ende. Telefonselskabet dirigerede ethvert opkald til linjen op på toppen af den bygning de holdt til i, og videre ud i det store intet.

Den højst besynderlige telefonlinje blev en succes af pokémontisk format. Den bidrog ganske positivt til selskabets overskud. Rigtig mange japanere ringede og gav højt og stille udtryk for deres vrede, kærlighed, sorg, længsel – eller hvad de nu gjorde. Opkaldene blev ikke optaget, kun telefonabonnenterne selv ved hver især hvad der er blevet sagt.

Dengang syntes jeg det var en nyhed lige til at grine af. Men den er alligevel blevet hængende i min hjernebark. Idag kan jeg bedre begribe, at nogen kan have lyst til at meddele sig, uden at det bliver misforstået, fejltolket eller fortalt videre.

Nogle gange kan vi mennesker føle trang til at komme af med noget, uden at risikere respons. Det var vel det, der var det japanske telefonselskabs idé. Ingen respons – kun ‘spons’.

Gad vide, hvad der sker, hvis jeg skriver 造形作家 ? – Eller beder en bøn?

Jeg håber da der sker noget, og her på Mingler kan jeg være temmelig sikker på at det jeg ‘sponser’ i min blog bliver læst, reflekteret, og oftest endda kommenteret.

Fotoet er forresten taget af nogen derude som kalder sig Idea22

Masser af kaffe

 

Foto: Ems van Goth fra Filippinerne

Der er, som Frank Sinatra synger, an awful lot of coffee in Brasil – og det breder sig! Godt hjulpet på vej af andre varer med knap så lang holdbarhed.

Føtex giver nemlig en mørkeblå halvkilos pose malet Amora Brazil mellemristet til alle der finder for gamle madvarer i deres butikker. Og det er kvinden i Clips, Ginette rigtig flink til.

En pakke saltkød havde overskredet sidste sagsdato med flere dage, og så gav Føtex hende et halvt kilo kaffe istedet. Og igår var den gal igen. En sylte var gået over til fjenden, og nok en gratis pose malet kaffe røg over disken.

Nu er Clips altså et tjekket reklamebureau, og har derfor en mega flot coffee maker med computer display og damp dims til mælkesjov. Sådan en skal påfyldes HELE bønner, – og de apparater mine medclipser har derhjemme, er også af typen som med infernalsk spektakel selv maler kaffen.

Jeg er den eneste med en normal snøftende kaffemaskine – så al den gratis kaffe havner i mit køkken. Min maskine er til små filtre, og laver maksimalt fem kopper ad gangen. Så et kilo mocca rækker faktisk temmelig langt her på Halmtorvet. Begge poser skal drikkes indenfor et år – længere kan det vacuumpakkede arabicakaffe ikke holde sig.

Det er forresten en skøn tekst, den Coffee song.

Grønlandsk is

Foto: Andreas Sloth, Danmark

Så sofistikeret og unik kan is være, at det taget med et kamera bliver et rent kunstfoto. Et studie i form, styrke og tid…

Men kunstværket er i forfald. Der bliver ikke passet godt nok på det. Grønland smelter. Og fotografens billede fortæller mig, at det ikke kommer til at gå stille for sig.

Grønlandsk is er nemlig meget mere end bare frossen vand. Det er helt specielt, og eksporteres til barer over hele kloden, hvor det højlydt fortæller om de ældste tiders renhed, kulde og karat, mens det dør og bliver til vand.

Kage til Daniella

Først ingredienserne: 250 gram flourmelis, 250 gram kærgård, 280 gram mel, 4 æg, 75 gram mørk chokolade, 100 gram mandler og en teske bagepulver. Så er man klar til en Hjerting sandkage.

Start med at tænde fjernsynet og find noget, du ellers ikke ville få set. Og sid så og skær mandler og chokolade i mindre stykker imens. Giv dig god tid. Denne kage bages bedst sent på døgnet, så måske sender DK4 en snak mellem Johannes Møllehave og biskob Erik Norman Svendsen. En sort/hvid Hitchcock på DR2 er også god at dvæles ved, imens kagens småtteri gøres klar.

Flourmelis og smør kommes i en skål og får med mixeren, til det har en ensartet, lidt finurlig konsistens. Og så piskes æggene i, et efter et – men husk at slå dem ud af skallerne først.

Før i tiden, når jeg bagte denne kage, brugte jeg en halv pakke margarine – men det virker som om disse billige halvkilos fedtstofsklodser helt er trukket ud af supermarkedernes varesortiment. Så nu er jeg faktisk tvunget til at bruge de dyre varer fra Arla…

Nå, det var et sidespring. Tænd for ovnen, 180 grader. Videre med kagen: Tilsæt mel og bagepulver og lad mixeren blande skålens indhold sammen til en fornuftig dej. Og vælt så mandel- og chokoladestykker i, og find en dejskraber.

Massen skal i en smurt bageform, og sættes midt i ovnen en fem kvarters tid, mens man læser blogs på nettet og drikker en nightcap og nyder noget god musik, fx 12 songs med Neil Diamond, Black Ivory Soul med Angélique Kidjo, eller noget andet lækkert.

Når kagen har skudt ryg, og en kniv kan stikkes i uden at trække klæbrigt stads med sig op igen, så skal kagen ud og ovnen slukkes. Næste dag vrikkes kagen let ud af formen – og så er det bare at vente på Daniella.

Avisklubbens stifter kom forbi her til aften, og har sagt at det er en dejlig kage. Og hun har skam også sat handling bag sine ord og spist mindst tre stykker, mens vi sammen har vendt verdenssituationen, og Mingler, over en spand kaffe og nogle gewesener fra Sushines hjemmebrænderi, plus nogle glas Amarula.
 

For hulen!

Foto: Sanja Gjenero, Zagreb

– En god fest i baggårdens fælleshus, og i min lejlighed her på Halmtorvet. Der er fjerde gang jeg har været til minglerkomsammen i Maggies hule, og denne gang altså på hjemmebane.

En fast tradition hen på natten er Mejsepandekager, men denne gang med en stand-in ved panden: Efter midnight gik Helle Straight to the kitchen, og fremtryllede en ordentlig stak, og de var perfekte med is og Sushines hjemmelavede kvædegelé og solbærsyltetøj med rom.

Nu sidder jeg ved julestjernen fra Gæk, med en kop the og et glas rom med C-vitaminer fra Susannes patentflaske, og glæder mig over de mange gode samtaler, smagsoplevelser og især Maggies kærlighed.

Livet er ikke det værste vi har…

 

Dadler

 

Foto: Chris Chidsey fra Whitshire i Storbritannien

Det her digt om dadler er pludseligt dukket op fra en dansktime for længe siden, da jeg gik i femte klasse på Sct. Nicolai Skole i Kolding:

at ha’ en æske dadler
er et helt lille spil
først spiser man så mange
som man bør. Og kan. Og vil
så går man ud og vasker sig.
– og ta’r en til.

Dengang var dadler mere klistrede og lå i to lag i aflange ovale æsker, sammen med en fjollet hvid plastikpind, som var lige så klistret som det, det var meningen man skulle spise med den.

Idag får man ikke så klistrede fingre når der er dadler på bordet. Her hos mig er de fra Bam i Iran, og en papæske fra RM Import i Viborg indeholder mindst 650 gram og kan købes i brugsen for en tyver.

De saftige persiske dadler er et sundt og dagligt lille lyspunkt her i den mørke tid. Men hvem har skrevet digtet? Jeg husker jeg ikke. (Måske nogen kan hjælpe?)

Valget er let

En blank valgplakat… Så jeg rigtigt? Jeg cykler lige lidt tilbage for at være sikker.

Jo, den er god nok. Sæt kryds ved minus, kan man sige. Nul signalfarver, intet bogstav, intet kontrafej af en politiker. Rimelig opsigtsvækkende i en ellers hård og brutal valgkamp…

Det lette valg. Stem blankt. – Du er hvad du stemmer. Så kreativt kan det gøres – omend budskabet hænger og flagrer lidt i luften. Er meningen, at jo flere der stemmer blankt, des bedre vil politikerne næste gang sige hvad de mener?

Stemmer man blankt, så har man ikke gjort noget, men dog deltaget i valget. Gad vide, om ikke Helle og Anders & Co. vil kalde den slags ingenting for spildte stemmer?

Der har været mange bøvede politikere i flimmeren denne gang. Mange udmeldinger har været rent taktiske. Fogh har trukket på skulderen over at nogle kommuner ikke har holdt sig til skattestoppet. Radikale har trukket det ultimative nej til 24 års reglen lidt i land. Og Ny Alliance har trukket dronningeåbningen tilbage i det skakspil som starter når stemmerne er talt op. Stort set alle partier er på et eller andet tidspunkt i valgkampen trukket offside i forhold til hvad de i virkeligheden mener! Af taktiske årsager, forstås…

Tænk hvis vælgerne også er taktiske idag. Sætter deres kryds anderledes, af taktiske årsager…

Jeg kunne f.eks. have stemt på Dansk Folkeparti – fordi det som regel er sådan, at det parti jeg stemmer på går tilbage. Det ville glæde mig voldsomt meget at se Pia Kjærsgård kravle helt ned under spærregrænsen.

Men bare rolig. Jeg stemmer efter min indre stemme. Ærligt og ganske utaktisk har jeg sat mit kryds ved Manu Sareen.

Og jeg håber iøvrigt at alle har stemt i fuld overensstemmelse med deres overbevisning. Bogstav eller blankt eller slet ikke. Og uden hensyn til hvad andre har stemt.

Når valgstederne lukker, vil jeg nok tage en smut forbi Vega og sammen med de radikale skåle for idealerne. Baren hedder, meget apropos Ideal Bar, og alle er velkomne, har jeg læst på radikale.net

Hvis sproget flyder

Foto: Elvis Santana, USA, har knipset sit badeforhæng

Nu jeg tænker over det, er det ret utroligt med den sang .

Første nummer på Solitude Standing er så enkelt som noget. En kvinde der synger sin sang. Der er kun hendes stemme, ingen instrumenter, ingen tingeltangel – der er sågar flere sekunderlange pauser med total tavshed.

Alligevel er det en vaskeægte ørehænger, nok Suzanne Vegas allerstørste megahit. Melodien kommer helt naturligt og er selvfølgelig blevet nynnet i badeværelser verden over siden den fik frit løb i 1980erne.

For nogle uger siden delte jeg to kopper kaffe med en ven på bureauet. Vi snakkede om sproget, og hun citerede Vegas ord fra Language – for dem elsker hun:

If language were liquid
It would be rushing in
Instead here we are
In a silence more eloquent
Than any word could ever be

Words are too solid
They don’t move fast enough
To catch the blur in the brain
That flies by and is gone
Gone
Gone
Gone

Slå smut

Foto: Jordan Zupnik fra Lake Ontario

Canadierne kalder det skipping stones, inuitterne får sten til at hoppe hen over isen, og beduinerne kan vistnok slå smut i ørkensandet…

Det er en sport, der går fra far til søn. Man skal finde en flad sten, der ligger godt i hånden. Og så skal den af al kraft kastes roterende ud mod horisonten.

– 1, 2, 3, 4 – og en halv!

Min egen far snød altid og talte meget hurtigt til sidst når stenen løb tør for omdrejninger. Entotrefirefemsekssyvottnitiellblablabla, 87!

Jeremy skal også nok få det lært.

Tak til fotografen, og tak til Skotlands mindste distillery, som inspirerede til denne blog. Edradour er en super dejlig drik, ærgerligt at den koster 100 pund flasken.

Og stor tak til min klassekammerat fra gymnasiet, Dr. Søren Bøwadt, som bød på et glas af den fine whisky over en gensynssnak om bl.a. fingerkræfter og de mange sten der er smidt i vandet siden vi sidst sås for cirka 17 år siden.

Symmetri og vandspejl

Så smuk er udsigten fra morgenkaffen på Hald Hovedgaard. Haven er i den franske stil, med symmetri og lige linjer. Vandet i det barokke bassin spejler endda symmetrien, så der dannes en slags koordinatsystem, med akser uden tal.

Kurset har handlet om at skrive godt og lægge bøger smukt tilrette. Vi er kommet langt omkring: Æblets fortælling, med vinkler i biologi, kunst, kultur, historie, symbolik og computerteknologi. Sproglig tilpasning, med lix og kontekst og abstraktionsniveau. Bagsidetekster, som de fleste forfattere helst vil skrive selv.

Og hvor går grænserne, når man skriver om levende mennesker? Rejsebogen Sigøjnere er måske gået dem for nær?

Jo, meget blev vendt og drejet, også om os selv; F-gruppen i Dansk Forfatterforening. Det fagforfattere laver er faktisk defineret ved det, det ikke er – non-fiktion. Fagbøger er vist ikke så ‘fine’ som skønlitterære…

Spørgsmålet blæser i vinden i de store lindetræer: Er de så grim-litterære?

Klart billede

Det giver mig en dejlig følelse indeni at tage dette foto. Lidt lissom i sommers, hvor jeg også holdt en tryksag op foran noget smukt vand og trykkede af.

Dengang var det følelsen af dejlig ferie og hemmeligheder. Nu er det følelsen af veludført arbejde og valgkampagne.

Valget blev udskrevet onsdag i sidste uge. Torsdag havde vi møde med Lone Dybkjær, fredag var idéen på plads, mandag aften var den trykklar, og allerede igår afleverede vi det færdige resultat.

Nu er det så spændende hvad det ender med den 13. november. Banen er smukt kridtet op på Fortrydelsen.dk  – og kampen kommenteres knaldgodt på Peerplus’ blog. Mine personlige favoritter på nettet i denne tid.

Den lille folder fås kvit og frit i hovedstaden, hvor Radikale Venstre fører valgkamp.

Brev fra fortiden

Da jeg var baby, noterede min mor alt ned om min gøren og laden. Hvad jeg vejede hvornår, i hvilken rækkefølge mine mælketænder kom frem, mine første ord,  mine livretter osv. osv. Alt sammen er skrevet ind i en fin blå bog, som jeg fandt i farmors vitrine i efterårsferien.

I bogen lå der også et lille brev, dateret 16. december 1962: Kære Kenneth. Hjertelig tillykke med dit første år, nu er du jo en gammel dreng og slet ikke baby mere, men du kan bare vente til jeg bliver lige så stor som dig, så skal jeg "tæve" dig. Tillykke fra Erik.

Erik har angiveligt skrevet sin hilsen i en alder af 10 måneder og seks dage. Idag er vi begge 45 år gamle, og hæfter os ved det smukke julemærke med tidens grafik i guldtryk og grå nuancer, og rustaftrykket fra en clips på kuverten.

Det ligner jo en spådom der er gået i opfyldelse. Nu sidder vi overfor hinanden på det tjekkede Clips, hvor vores spidskompetencer er flot design og god tekst.

Vand i Københavns kanaler

Maggie og jeg vil gerne dele to cappuccinoer på café Obelix, men inden vi når så langt, skal vi lige se den nyrenoverede modelby foran Vesterbros Bymuseum. København anno 1530. (Se blog den 4. september)

Vi hygger os rigtigt og kigger ud over byen, som var vi Gulliver & Gulliveriana. (Udtænkt af d’herrer Jonathan Swift og Milo Manara).

Græsset må ikke betrædes, står der på et lille grønt skilt i fodhøjde, men det er også svært. For hvor der før var græs, er der nu en art dværg-bregner. Præcis hvad det er for nogle, vil Maggie slå op i den store plantebog derhjemme, og putter et bregneblad i sin lomme.

Det smukkeste i dag er nok vandet, der flyder i kanalerne, og de "gigantiske" blade der fylder gaderne.

En dag vi har tid skal vi ind og se udstillingen. Her er de gamle dage vakt til live i skala 1:1, og hvis det bliver en fredag, er der gratis adgang.
 

Dagens maleri

Der er så dejligt ude på landet. I hvert fald når solen skinner, og alt ånder fred og idyl, som her på vores bondegårdsferie ved Hellevad Vandmølle.

Vi har køkken, soveværelse, kammer, badeværelse, og en stor opholdsstue med klaver, dragkiste, pejs, briks, lænestole og sofaer. En stor familie har meldt afbud, og så har Jeremy og jeg så fået, hvad man roligt kan kalde kongesuiten her hos Elsebeth & Bjarne.

På væggene er der gamle familiefotos i sorte rammer, det obligatoriske luftfoto, og fire signerede malerier. Det her med hesten er det mindste. Der er også et stort med fjorten sortbrogede køer der ligger og tygger drøv på en strandeng. Og et med en bondemand der trækker to heste gennem en landsbygade. Og et med en karl der sanker græs med le, omgivet af to køer, en hest og en trillebør.

Malerierne er godt lavet. Stor kunst er det måske ikke, men det er godt håndværk, og budskabet er klart: Der er så dejligt ude på landet.

Jeg prøver at google kunstneren, og finder hurtigt et temmelig overraskende match. Bruun Rasmussen har for tre år siden givet samme hest og høne hammerslag for 200 euro.

Dagens øl

Her sidder jeg godt. Det er en rigtig fin bondegårdsbænk. Solen skinner, og åens vand glider venligt forbi Hellevad Vandmølle. Jeg hilser på en frø, og nyder synet af nogle friske muldvarpeskud. Tænker på alt, og ingenting.

Vi er på bondegårdsferie. Jeremy er sikkert nede og kæle for marsvinet Martin, som også var her sidst, for 3-4 år siden. Eller måske aer han hyrdehunden Lucky, og dens datter Lady. Eller ligger han bare indenfor og læser Kaptajn Underhylers eventyr ?

Dagens ret er medister med sovs og kartofler, stuvede ærter og gulerødder og agurkesalat. Og til dessert er der hjemmelavet is med pære og chokolade.

Øllen på bænken er en classic fra Thisted Bryghus. Og den er, som alt andet her hos Bjarne & Elsebeth, økologisk.

Romerriget dukker op

Et hemmeligt sted i Ishøj har arkæologer fundet en stor romersk gravplads. Det bliver spændende at se, hvilke skatte der kommer op til mosejordens overflade på Vestegnen. Der er håb om meget mere end skeletter.

For ikke så mange år siden skulle man anlægge en motorvejstunnel i den bulgarske by Plovdiv. Og også her dukkede Romerriget frem af jorden.

Da man begyndte at grave ud til motorvejen, stødte man på… et helt romersk teater! Af en eller anden mystisk grund var det smukke teater i den oldgamle bulgarske by blevet begravet i sand, og glemt af alle. Indtil det altså dukkede op igen.

Jeremy og jeg var forbi en aften i sommers, og så nogle yndige gymnasters øvelser på scenen. Og mærkede den mærkelige stemning af historiens vingesus.

Var det religiøse årsager der gjorde at teatret forsvandt fra sollyset i så mange år? Eller var der engang en rig excentrisk romer, der insisterede på at blive begravet sammen med sit teater? Vi kan grave nok så meget, men nogle af de hemmeligheder romerne har taget med sig i graven får vi aldrig svar på.

Fri K-bar på Fox

Sidder og ser på mit navneskilt fra i fredags, hvor jeg var til fri K-bar på Fox. Under mit eget navn har jeg skrevet Morgan Freeman, men det er jo den slags der sker, når Kommunikationsforum holder et netværksarrangement. Indgangsspørgsmålet lød: Hvilken skuespiller skulle spille hovedrollen i en film om dit liv?

Fox ligger på Jarmers Plads. Her er næsten ligeså flot som på Custom i Havnegade sidst der var K-bar. Og ligesom sidst blev vi koblet to og to, med 17 spørgsmål at snakke om. Jeg blev sat sammen med en ung fuldmægtig i IT- og Telestyrelsen, og tænkte vist umiddelbart at vi nok ikke havde så meget tilfælles. Men vores svar på de sjove spørgsmål lignede alligevel hinanden, på trods af forskellen i alder, tøjstil og stillingsbetegnelse.

Hvis du skulle sammensætte en slikpose, hvilke tre ting ville du så vælge? – Vi havde begge to slags lakridser i tankerne, og der var også sammenfald i spørgsmålene om superhelt, uddannelsesretning, yndlingsbrands og tv-program. Så selv om der er stor forskel på vores arbejdspladser; Ministeriet for Videnskab og Clips.dk – så var vi faktisk enige om det meste.

Vi udvekslede visitkort og så os om efter nogle nye K-venner. Der var trængsel i Fox, musikken var høj og siddepladserne få og ubekvemme. Men det forhindrede mig nu ikke at lære endnu en K-profil at kende. Og igen – selvom der umiddelbart ikke var så pokkers mange fælles referencer, så viste det sig hurtigt at vi havde masser at snakke om.

Desværre var jeg nødt til at gå forholdsvis tidligt. Jeg er nemlig alenefar til Jeremy på ni år. Men jeg var i K-baren længe nok til at erkende, igen, igen, at selvom vi minglende kommunikationsfolk er nok så forskellige, så er der masser af enslighed.

Et af de indledende spørgsmål lød: Hvilken berømt person ville du helst feste med i 24 timer. Det svarede jeg ikke på. Men her bagefter tror jeg svaret skal være Nanna med det skotske efternavn. Vi er godt nok ikke videre berømte, men hvis det ellers lykkes mig at få nogen til at passe knægten imens, så kunne det da være fjong at være sammen med Nanna til et døgns fest. Eller noget.

Guds stjernehimmel

Foto: Andrew Martin, Australien

Der er så dejligt ude på landet. Især når det er nat, og det er skyfrit. Så vrimler det frem med stjerner, og jo mere man kigger op, des flere synes der at være.

Der er myriader af stjerner. Helt ufatteligt mange. Når jeg kigger op, er det som om min mund automatisk åbner sig af bar forbløffelse.

En jysk præst har sagt det med et glimt i øjet: – Tænk på, at det endda kun er undersiden af Guds stjernehimmel vi ser.

Nattehimmelen set nedefra er fotograferet af Andrew Martin, "Down Under".

Saddams ridderkors

Det danske kongehus kræver at et ridderkors, der har tilhørt den hængte diktator i Irak, ikke sælges på netauktion, men leveres tilbage til hoffet. Det fortæller DR Nyheder.

I min bog Orders and Decorations of all Nations, udgivet af Robert Werlich i 1965, kan man læse, at Order of the Dannebrog er en af verdens ældste ordener. Den er efter sigende stiftet af Kong Valdemar II i 1219, og "reactivated" af Kong Christian V den 1. december 1693.

Ordenen er sjælden, og gives for "outstanding service, military or civil, to Danes and Foreigners". Min morfar var Ridder af Dannebrog, men jeg har aldrig set ham til hest – han var præst, og blev så provst, og fik så ridderkorset af første grad, helt efter bogen. Det vil sige, at han måtte selv betale dyrt for det. Man får ikke den slags gratis.

Min far havde også et ridderkors, af anden grad. Det var en af perlerne i hans private samling af ordener. Og han var ikke den eneste, der havde det i sin samling. Der gik sågar rygter om, at selveste Elefantordenen fandtes i en privat samling, selv om den officielt kun gives til statsoverhoveder (and Danes who have rendered particularly outstanding service to the Throne), og ved en elefantridders død skal returneres til den danske trone. Dette eksemplar i privat eje skulle efter sigende være indgået som betaling i en slavehandel på Guldkysten, og var altså ægte nok, selv om det næppe står opført i hoffets lister over savnede ‘herresmykker’. (Først fra oktober 1951 blev det muligt også for damer at opnå den fine hædersbevisning).

Saddams samlerobjekt er bestemt ikke noget han har fået af vores dronning. For det bærer ikke hendes monogram. Det er en gammel orden, næsten magen til den, Gitte Pedersen viser frem på sin hjemmeside

Smukke gamle lindetræer

Der er smukt her omkring Hald Hovedgård ved Viborg. Måske især lige nu, hvor alt er vådt, og naturen skifter til efterårsfarver. Og regnen kommer i byger denne weekend, hvor her er kursus i virksomhedshistorie for medlemmer af Dansk Forfatterforening.

Der findes nogle små malerier af godsejerdatter Charlotte Amalie Schinkel, som hun så ud i 1790, og her kan man i baggunden se fire nyplantede træer. Det må være dem, som idag er de smukke gamle lindetræer på stien, fra den 230 år gamle herregård, ned til den dybe Hald Sø.

Mona Lisa

Lyt til inciterende rytmer på modefirmaet No_l_itas hjemmeside og se billeder af en moderne Mona Lisa.

På det originale Leonardo da Vinci maleri kan man aldrig rigtig blive enig med sig selv, om kvinden er glad eller ked af det. Hun har dét der uudgrundelige udtryk i ansigtet.

På Oliviero Toscanis foto er udtrykket kørt helt ud i det teatralske. Den nøgne krop poserer jublende lykkelig. Det er modelkarrierens peak. Foran en af verdens hotteste fotografer, og i hele modeverdenens søgelys.

Samtidig er kvinden dødsens angst og har alle sine nerver uden på huden. For hvor længe kan hun køre sit anoreksi trip? Det, der er tilbage af hende…

En optaget bænk

Jeg er stoppet op ved en bænk på Otto Krabbes Plads, og tænker jeg hellere må have kameraet frem.

For jeg falder helt i staver over motivet. Der er et eller andet meget smukt over det.

Det er jo sjældent man ser planter sætte sig roligt ned og læse i nogle medbragte blade. Normalt  vokser de op ad stolper og ned ad vægge, i en evig bevægelse, for sådan er det nu engang i floraens verden.

Mit indre øre bryder ind med en strofe fra en børnesang: Hvis træerne fik lov, så lagde de sig og sov…

Lige her på Vesterbro i København. Så fredeligt og stille…

Dumme forældre, dumme politikere

I går var der indkaldt til forældremøde i fritidshjemmet Saxolitten. Det skulle diskuteres, om vi også skulle lave blokade her torsdag, fredag.

Jeg er imod blokade, fordi den først og fremmest rammer forældrene og børnene. Og der er i forvejen massivt fokus på de igangværende budgetforhandlinger på Københavns Rådhus.

Mødet skulle starte kl. 14.30, og stod jeg klar. Alene. Der var kaffe og småkager, og fyrfadslys på bordene. Jeg tog en kop fra termokanden og ventede for at se, om der muligvis dukkede andre forældre op. Det gjorde der. To kvinder. Som begge arbejder som institutionsledere andre steder i byen…

Mange forældre bakker op om aktionen, men på listen havde næsten alle skrevet, at de desværre ikke havde tid til at stå blokadevagt . Jeg kunne se, at Susanne, som er institutionsleder på Amager, havde skrevet hun desværre ikke kunne stå vagt fredag, for da skulle hun på familiebesøg i Jylland…

Så for sjov skyld lagde jeg i dag vejen forbi Oehlenschlægersgades Skole. Jeg ville da lige se, om der rent faktisk var en blokadevagt, eller om Saxolitten kun var blokeret af plakater.

Men der sad faktisk en forælder. Godt nok ikke en med barn i Saxolitten, men i den nærliggende Saxoly.

Han sad jo og kedede sig, så vi kunne jo lisså godt snakke lidt sammen. Han var faktisk også lidt i tvivl om det fornuftige i at blokere Saxolitten.

Også fordi ungerne i fritidshjemmet selv havde lavet et opslag: "Dumme forældre. Dumme politikere", stod der som overskrift. Og så havde alle ungerne skrevet under på, at de er sure over ikke at kunne komme i fritidshjem efter skoletid. Blokadevagten havde haft sit hyr med at forklare aktionen overfor børnene.

Jeg ville godt have fotograferet opslaget, men nogle af pigerne kom tilfældigt forbi, pillede det ned, og løb afsted med det.

Jeremy og hans venner på Saxolitten har det rigtig godt. De er tit på udflugt, har godt med legetøj, og en hel skolegård at spille bold, sjippe og lege tagfat i. Der er et rigtig godt sammenhold, og pædagogerne er supergode. Alt er godt for ungerne på Saxolitten.

Når altså ikke forældre og politikere ødelægger det hele for dem.

Guldhornene

Guldhornene er stjålet – igen! Og er endnu engang drejningspunkt for en masse tanker om vores kultur, vores historie, og hvor hurtigt sådan noget kan forsvinde.

Hornene blev fundet tæt under jordens overflade, på en mark ved Møgeltønder. Kniplerske Kirsten Svendsdatter fandt det længste i 1639, og husmand Erik Lassen fandt det andet i 1734. Og i 1802 stjal guldsmed Niels Heidenrich dem, og lavede falske guldmønter og smykker af dem.

Guldhornene blev vel egentlig først nationalklenodier, da Adam Öehlenschlæger skrev sit berømte digt om dem, kort efter at de var omsmeltet til fiduser.

Og nu jagter politiet så tyvene. Hvis du ser en metalsort Volvo V40 med registreringsnummer YL 59.656, så sig endelig til.

Forresten er guldhornene, altså kopierne, ikke lavet af rent guld. De er lavet i sølv, og siden guldbelagt. Og så ligner de kun de originale. For de er rekonstrueret på baggrund af gamle tegninger og hukommelse.

Da jeg var en lille dreng, gik jeg tit på Nationalmuseet med min tegneblok. Her fik jeg en ven, en ung kvinde, vistnok fra kunstakademiet, som med fin sort tusch tegnede de udstillede kopper, vaser, skåle, tallerkener og fade fra en ende af. Jeg kan ikke huske, hvad hun hed, men det var hendes sommerferiejob på den måde at registrere museets samling af fint porcelæn.

Og hver gang hendes tusch var ved at være godt brugt, fik jeg den. Og min ven tegnede videre med en ny.

Så spiste hun frokost på en bænk i museets have, mens vi viste hinanden vores tegninger. Mine var selvfølgelig ikke nær så gode som hendes, men hun opmuntrede mig og sagde at de skam var vældig fine. Og hvem ved? – Måske var jeg aldrig blevet reklametegner, hvis det ikke var for hende…

Engang sad jeg og tegnede en indianerhøvding, og kom i fjernsynet. Erik Kjersgaard havde lavet en tv-udsendelse om Nationalmuseet, og alle kunne så til slut se lille mig sidde og tegne, mens rulleteksterne gled over skærmen på de danske sort-hvide fjernsyn.

Jeg har forresten tit tænkt på, om man en dag vil finde det stykke guldhorn, der lissom mangler på det øverste. Tænk hvis én en dag står på en mark i Møgeltønder og sparker lidt til jorden – og er heldig!

Dagen efter

Vi står foran et stykke arbejde. Kameraets selvudløser bipper og tæller ned. Blitz! Autofocus er gået efter loftet, men man kan alligevel godt se det er os.

Så går vi i gang. Der hænger en odeur af slatter og kolde askebægre i luften – og vinduerne åbnes på fuldt gab.

Glassene tømmes i en vaskebalje. Irish coffee, ale, hvidvin, vand og rødvin blandes til en marmoreret substands, som ryger ud. Tomme flasker, ditto dåser, servietter, papirduge, gavepapir og små pivedyrsstykker ryger i en sort sæk, som går samme vej. Glas, kopper og kagetallerkener på en bakke, ud i køkkenet, og i opvaskemaskinen.

Det har været et dejligt huleparty i festlokalet hos Maggie, sammen med Bab, Tekko, Olsen, Mejserne, Straight, Skovfinken, Vintergækkerne og Sushine. Kanon mad, skønne sange og masser af snak og dejligt samvær.

Nu har vi sat borde og stole på plads, og der mangler sådan set kun en omgang med støvsugeren, og opvaskemaskinens anden ombæring.

Jeg skal ud på Nørrebro og hente min dreng hos hans mor. Så jeg farvelkysser fødselaren, og håber vi snart kan ses igen.

Natascha Kampusch et år efter

DagsDato Special. Natascha Kampusch giver et eksklusivt interview, et år efter sin spektakulære flugt fra sin kidnapper 23. august 2006. Det er journalisten Christoph Feurstein fra ORF der taler med hende – og det er et bragende godt fjernsyn.

Sammen med sin søster er hun taget med Feurstein på sin første udlandsrejse, til Barcelona. De ser den fantastiske arkitektur af Gaudi , og man mærker Nataschas glæde over at kunne gå på gaden uden at blive genkendt af alle og enhver. Det kan hun ikke gøre hjemme i Wien. Hun bliver tegnet af en spansk portrætkunstner på gaden, og hun nyder bare at være en helt almindelig turist, der sidder model et kvarters tid.

Noget af interviewet foregår ved stranden i Catalonien. Feurstein spørger, og optager selv med et lille, fikst videokamera i sin venstre hånd. Og Kampusch svarer klogt og roligt, mens hun holder et videokamera magen til, og filmer journalisten. Det er faktisk et smukt billede på den lidt anspændte situation. Kampusch har vel set, at det lille videokamera skaber en vis distance – og så vil hun også have et.

Kampusch er nemlig ikke vild med at give interviews. Omvendt synes hun ikke der er nogen vej udenom: "Jeg skylder de mennesker, der føler sympati for min skæbne, at lade dem vide, hvordan jeg har det i dag."

Alt hvad Kampusch siger, er velovervejet. Det har det været hele tiden, lige fra verdenspressens interesse var på sit højeste i dagene efter hun var sluppet fri af de mere end 8 års fangenskab. Dengang udsendte hun en klar og gennemtænkt erklæring, som gav ro til den første vigtige psykologiske behandling.

Hun er en meget stærk personlighed, og i aftenens interview fortalte hun, at hun tidligt under sit fangenskab havde indgået en kontrakt med sit fremtidige jeg! Kampusch havde lovet sig selv, at når hun blev stor, ville hun redde den lille pige.

Jeg er fascineret af, at et så hårdt ramt voldsoffer som Kampusch formår at tackle sin skæbne og sine mange mørke minder så enestående flot. TV2 må meget gerne genudsende aftenens gribende portræt.

Det gamle København i kasser

– Er det ikke for tidligt?, siger en dame der lige som mig undrer sig.
– Det plejer da først at ske i oktober, ikk’?… Børn kan da normalt også i deres efterårsferie stå ved Bymuseet og kigge på København, som den så ud i middelalderen.

Det har jeg selv gjort, da jeg var dreng. Stået og kigget i lang tid på alle de fine små huse, den store kirke, slottet, tårnene, kanalerne og skibene. Og ladet fantasien få frit løb.

Det er stadig idag sådan en rar følelse at kigge på byen som den var engang for længe siden. Ruinen ved Jarmers Plads er vel nærmest det eneste der stadig findes i virkeligheden, i nutidens København.

Men det er jo stadig den samme by. Meget er brændt, og munkesten fra middelalderen indgår i fundamenter til nyere huse. Liv er levet, og vores by er vokset med dem. Man skal bare grave lidt i jorden, så myldrer fortiden frem.

Når modelbyen pakkes ned i kasser, er det ligesom om sommeren er et overstået kapitel. Så bliver det vinter, og bygninger og skibe gås efter og restaureres så de er klar til næste sæson. De fleste ser frem til at bøgen springer ud – men jeg glæder mig mere til at modelbyen igen kommer på græs. Så bliver det sommer igen.

Jeg ved ikke, hvorfor middelalderbyen allerede er kommet i kasser. Der er trods alt lang tid til den første frost.

Et foredrag på fem minutter

Jeg følger et 2-dages kursus i Dansk Forfatterforening. Det ledes af Hanne Bistrup, som har været psykolog i 20 år, og hun har kaldt kurset Kunsten at holde et godt foredrag.

Vi er cirka 15 kursister, og i morgen formiddag skal vi så holde 5 minutters foredrag om emner, vi hver især tilfældigt har trukket op af en lille æske. Én skal sige noget om søvnløshed, en anden skal foredrage jordbær, en tredie om tømmermænd, osv.

Jeg har trukket et emne, som jeg ikke ved mere om end så mange andre. Nu sidder jeg så i denne sene nattetime og forbereder mig – og her er hvad jeg tror jeg vil sige:

Jeg har engang været korttegner.

Så sidder man dér, foran en computer, i Illustrator og tegner Beciér-kurver i lag, farvelægger og taster by- og gadenavne ind. Markérer kirker og seværdigheder, og plotter Shell logoer på, hvor der er benzin at hente.

Men man kommer ikke selv ud AT REJSE

Jeg har digitaliseret hele Stockholm, men aldrig sat mine ben i Gamla Stan. Jeg har lavet et særkort over Ven i Øresund, men aldrig selv været på øen!

Men i 2005 ville min ven Bent til Sicilien. Han var fritstillet fra sit direktørjob, og havde både firmabil og Shellkort i opsigelsesperioden. Og jeg skulle med, for jeg vidste jo hvor benzinstationerne lå.

Vi kørte ad motorvejene ned gennem Europa, mens foråret kom blæsende imod os med 130 km i timen. Og Bent fortalte, at nu ville han starte et forlag. Så jeg skulle skrive en bog!

Det blev til den autentiske "En sømands dagbog" , og den handler også om at rejse. Så jeg tror jeg vil læse lidt op. Vi skal tilbage til tirsdag den 27. marts 1951. Sømanden er min far, han er 18 år gammel, og hans skib "Malacca" er kommet fra Bretagne til Antwerpen, og skal nu videre til Rotterdam.
Det kommer nok til at passe med tiden. Er der tid tilovers, læser jeg en dag eller to mere, indtil de fem minutter er gået, og jeg bliver reddet af gong-gongen.

Billedet viser et udsnit af sømandens verdenskort fra dengang, med alle de steder han har sejlet tegnet på med kuglepen.

Det store intet

Lawrence Rudnick, Shea Brown og Liliya Williams, fra Department of Astronomy på University of Minnesota, har fundet noget meget spændende. De har fundet… ingenting! Ingen ting over hovedet!

De har fundet et gigantisk hul, der strækker sig over mere end en milliard lysår. Et stort intet, hvor der hverken er stjerner, planeter, meteorer, gasser eller sort stof. Der er bare nul og nix. Og det har selvfølgelig affødt en mega pressemeddelse, som journalister nu omsætter til både små og store artikler i alverdens medier. (F.eks. hos DR Nyheder på verdensvævet)

Her burde jo være galakser en masse, men der er helt tomt. Astronomisatellitten Wilkinson Microwave Anisotropy Probe (WMAP) er tunet ind på det store intet, og som vi ser, er det tydeligt at der lissom mangler noget. En stor håndfuld galakser ville være helt naturligt, men alt er pist væk!

Meget mystisk, meget mærkeligt – og meget interessant.

Ny skibsmønt

Den 10. september kommer en ny tyver med skibsmotiv i omløb. Prøv og se hvor flot den ser ud: En fuldrigget tremaster i åbent hav, smukt gengivet som relief i den gule metallegering. Nydelig mumismatisk kunsthåndværk, og så står det endda godt til det efter min mening alt for karikerede dronningeportræt på den anden side mønten.

Skibet, Fregatten Jylland, ligger i dag i dok i Ebeltoft som museum, smukt restaureret for 120 millioner kroner. Faktisk mere end det firdobbelte af det beløb de tyvere med skibet på repræsenterer. Den Kongelige Mønt vil sende 1,2 millioner eksemplarer i omløb.

Skibet bliver bygget på Orlogsværftet, søsættes i 1860, og deltager fire år senere med succes i Slaget ved Helgoland. Besætningen er på 390 mand, og der er 44 kanoner ombord. "Jylland" er en såkaldt skruefregat, udstyret med en 2-cylindret dampmaskine som kan give en fart på 12 knob, det samme som sejlene giver i medvind.

Det er faktisk utroligt at "Jylland" eksisterer i dag. For efter en glorværdig tid som krigsskib, kongeskib for Christian IX, eksercerskib, kaserneskib, og masser af togter, bl.a. fem til Dansk Vestindien, i sit kølvand, bliver det i 1908 solgt til ophugning i Tyskland.

Men det bliver købt hjem igen for 48.105 kr. af et konsortium, der har planer om at omdanne det til skoleskib. Det bliver dog aldrig til noget, og skibet er kølsprængt og egentlig kun en skygge af sig selv, da det i 1960 kommer til Ebeltoft. Her kan det besøges den dag i dag, som verdens største træskib.

Lige fra hoften

Hele hendes arsenal af sakse, kamme og hårklemmer er der plads til i skuldertasken. For Daniella klipper folk uden det spejl og tilhørende aflægningsplads, som der normalt er i en frisørsalon.

Jeg bliver klippet siddende på en stol i Daniellas stue på 2. sal. Etageklip, hedder det vel så. Og kvinden med højeste rang i Avisklubben er rigtig ferm med sit frisørgrej.

Imens der klippes, drikker jeg endnu en kop af Daniellas gode håndlavede kaffe. Hun fortæller at denne klipning faktisk er en opvarmning til et arrangement, hvor hun skal være frisør ved et velgørenhedsarrangement for kræftsyge børn i Ronald McDonald Hus.

Daniella er ikke uddannet frisør, men både grejet og rutinen er ikke til at tage fejl af. Hun klipper både mænd og kvinder. Engang syntes hun mænd var vanskelige at klippe, men nu er alle – unge som gamle – lige nemme. Og Daniella møder alle slags mennesker – og hår – når hun tilbyder sig som frisør i Sidegadeprojektet i Saxogade.

Jo, Daniella skyder ikke kun med skarpt i diskussionsgrupperne her på Mingler. Hun klipper også fra hoften. Og resultatet af hendes indsats på mit hoved er helt i top.

Tak, Daniella.

Mit maleri

Det har stået bagved klædeskabet i nogle år og er derfor godt støvet, nu hvor det igen kommer frem i lyset. Så jeg sætter Miele’n på lavt blus og støvsuger forsigtigt lærredet for skidt og fnul. Leger konservator, og får stille og roligt renset maleriet op.

Kunstneren forærer mig det i 1989. Det er et afgangsmaleri fra kunstakademiet i Poznan i Polen. Vi bliver gift, og hun flytter til Danmark sammen med sin lille søn Filip, som jeg bliver papfar for. Ægteskabet holder i syv år.

På bagsiden står der: Barbara Domagała, Olej, 1988, Moje Malowanie. Altså et oliemaleri med titlen "Mit maleri"

Hun har det med, da hun ankommer med med Polensfærgen hin aften ved Toldboderne. Tolderen vil gerne se det, så det bliver befriet for sit brune indpakningspapir. Han bliver lidt skuffet, for han kan ikke rigtig se, hvad det forestiller. Men sådan er det jo med abstrakt kunst.

Vi har ikke rigtig haft kontakt siden skilsmissen. Kun lidt, som da hendes bror ringer for at få hendes telefonnummer. Og da min faster fortæller hun har været til en fernisering, og snakket med en høj, flot, mørkhåret, ung mand. Han kunne ikke genkende hende, men så er det hun siger, hun er Kenneths faster – og Filip lyser op i et stort smil.

Og så har jeg naturligvis lagt mærke til hende i medierne. På et tidspunkt ser jeg i DR tv et teaterdrama med Tommy Kenter. Den blinde maler, hedder det. Og jeg fanger med det samme, hvem der har malet kulisserne. Min polske eks.

Sammen med Suzanne Brøgger laver hun projektet Timebog, som får masser af presse. Og hendes hjemmeside er flot og professionel.

Min kusine fortæller, at Barbara D. Wilson koster kassen idag. Tina ville have købt et maleri, men det var sgu for dyrt for en almindelig århusiansk tandlægeindtægt.

Jeg tror, jeg vover at sende min første eks en mail. Hvis hun en dag vil lave en retrospektiv udstilling, så er hun velkommen til at låne Mit maleri. Hun må også meget gerne hilse Filip. Det var en fin oplevelse at være hans far, sålænge det varede.

Brombær

Foto: Dyana By, Italien

Der er masser af dem. I hvert fald midt på Vesterbro her i København. Nærmere betegnet omkring "Kineserbyen" på den anden side jernbaneterrænet. Her vrimler det med store solmodne bær.

Blackberry hedder de på engelsk, men på dansk har de havn efter det oldhøjtyske ord bramo, som betyder tornebusk. Og de skal ganske rigtigt plukkes med forsigtighed, så man ikke stikker sig. Man skal være omhyggelig, kun tage de rigtigt sorte og undgå revl og krat.

Jeremy og jeg har været en tur omkring Otto Busses Vej  og plukket en hel Margretheskål fuld. Saftige, søde brombær som vi spiser au naturel som aftenslik.

System X

Vi har fået nyt lys i loftet. Vores mødelokale ved Vesterbros Torv har hidtil været belyst med fire ordinære lysstofrør, men det går jo ikke i længden i et reklamebureau som Clips.dk

Så nu har vi hængt System X op. Lysstofrør der krydser og ser smarte ud – det er naturligvis en meget bedre og inspirerende belysning til et kreativt miljø.

Jeg elsker den slags idéer: Når en designer eller arkitekt giver fingeren til gamle forestillinger, og genopfinder en ting på en helt ny måde, flintrende ligeglad med, at næsten alle siger det er umuligt og ikke kan lade sig gøre.

Som f.eks. det snoede højhus  – og nu, det exede lysstofrør. Seriøse brud på vedtagne normer om hvordan den slags nu engang skal se ud.

Designeren har bestemt ikke gjort det nemt for sig selv. Inde i et lysstofrør forventer man jo bare at finde en glimttænder, en kondensator og en spole. Men inde i disse er der temmelig mange flere komponenter. Det har vi fundet ud af, fordi vi har været nødt til at skille Xerne ad og vende lidt rundt på kredsløbet for at få dannet en mosaik af vores fem units.

Vi har forresten fået dem ganske gratis. En af bureauets venner kom en dag og spurgte om det var noget vi kunne bruge. Ellers ville de ryge i en container…

Designeren hedder Ross Lovegrove, og hans krøllede idé kan købes for en hel masse yen i det dyre og smarte boligcenter Yamagiwa i Japan.

Halmruller

 

Foto: Fabrizio Turco, Italien

Vi er på vej op gennem Tyskland. Inde på markerne ligger der runde halmballer som den på billedet.

Vi kører i Georgis hvide Ford Escort Stationcar. Georgi selv ligger og sover på bagsædet. Han har stort set kørt lige siden vi om aftenen forlod Varna ved Sortehavet. Hele natten gennem Bulgarien, videre gennem Serbien, og ind i Ungarn – hvor jeg første gang overtog rattet og gennede de 90 heste til den østrigske grænse.

Mit kørekort er fra 1984, og det er sjældent jeg bruger det. Jeg er ikke nervøs, men ret koncentreret. Det er lidt som at styre en lille flyvemaskine. Jeg checker benzinmåler, lys, olie – og flaps. De er slået ned, for at skærme mod den lave aftensol.

Jeg flyver lavt med 120 i timen. Smutter udenom busser og lastvogne, men holder mig ellers pænt inde til højre, i ly for jetjagerne. De er typisk sorte, med Mercedes sigtekorn og faste pladser i yderste kørebane. Det giver et lille ryk i Escorten, når de pisker forbi med 200 eller deromkring.

Nu er de tyske betonstier ved at være tilendebragt. Efter færgelejet i Puttgarten er der kun lidt paradekørsel på ‘Fladster’ og Sjælland, og så er vi hjemme. Alt i alt tager det 37 timer, og vi holder os vågne på cola, red bull, chokolade croissanter og solsikkefrø.

Kodesprog

Et kort over… – Ja, hvilken by? Uden kendskab til det kyrilliske alfabet har jeg fået mig en lille rebus-opgave.

Bogstavet C er altid lidt drilsk. På dansk udtaler vi det mest som et k, som i Anders And & Co. Men her har det mere karakter af et s, som i centrum. Og et o er et o. Det går man sjældent fejl af. 0 kan man altid regne med.

Så er der bogstavet i midten. Det ligner jo et helt monogram. Det ses på kaffebarer, som tredje bogstav på skilte der begynder med Ka og slutter med e. Og som første bogstav på skilte ved butikker, der sælger kameraer, efterfulgt af oto. Bogstavet i midten er et f.

Det spejlvendte N er et i. Spørg mig ikke hvorfor, men sådan er det bare… Og det spejlvendte R er faktisk en sammenslyngning af et j og et a. Det ses tydeligt, når slaverne – de græskortodokse – skriver det i hånden.

Det er altså løsningen: Jeg holder et kort i lommeformat over den bulgarske hovedstad Sofia, og det er forresten Sortehavet der ses i baggrunden.

På vejskilte i Bulgarien er der ofte taget højde for vesterlændinges besvær med at læse de lidt kryptiske bogstaver, så løsningen på kodeordet står lige nedenunder. Men det er langt fra altid. Tit støder man på et kodeord uden en forklaring på god latin – som her på kortet.

Flueben, tjektegn

Mit første digitalkamera lagde jeg i en sø i Sønderjylland, og så var det kaput. Så hørte jeg om et Pentax der fyldte mindre end en pakke cigaretter, havde flere megapixels og tilmed var vandtæt, og så købte jeg det.

Indtil nu har jeg mest skudt med det i "green mode", og uden problemer. Men ethvert digitalkamera har jo et hav af ekstra gejl gemt i sig, hvis man en dag skulle få lyst til at være lidt avanceret.

Det er jeg så blevet i dag - og har taget et foto af en bulgarsk flue på en majskolbe. Kameraet tror det er en "flower" og har med "focus mode makro" måske tænkt det var mest tjekket at stille skarpt på fluens højre bagben.

En anden gang vil jeg bede fluen træde to skridt tilbage, så der istedet bliver stillet knivskarpt på et af dens tusind øjne.

Nikolais druer

Druerne var ikke helt modne i forgårs, men nu kan de første nydes. Nætternes vanding med haveslangen har helt bogstaveligt båret frugt.

Vi har i mellemtiden været et par dage i Vratza, hvor vi har boet i en af Nikolais gamle venner, Sazjas lejlighed.

Vratza er, som meget bulgarsk i øvrigt, temmelig gammel. Byen ligger for foden af bjergene, og det har givet anledning til et smut opad i bil, og ned i en kold bjerggrotte så stor som en koncertsal. Med stalakitter, og… jeg kan ikke lige huske hvad den slags drypsten hedder, når de vender opad. Stafolykokker er det jo ikke, men noget der rimer.

Vi var ude og spise, og en af Sazjas kones kolleger var inviteret med. En smuk fysiklærerinde der hed Biliana. For min skyld, løj de gamle drenge. De var jo selv glade for det kvindelige selskab, og Biliana kunne da også kun få ord på engelsk.

Men smuk, dét er Biliana. Høj, yppig, og med smukt, langt, knaldsort hår. Som så mange andre bulgarske kvinder. Og nøj, hvor kan de smile. Bare de dog var til at tale med.

Sommervarme

Den blå vædske i termometeret fylder knap så meget i dag som den gjorde i ugens første dage.

Nu har vi bare et par og tredive grader, og ovenpå de 43 føles det nærmest køligt, for ikke at sige halvkoldt.

Stille dage i Butan

Vi sidder i en internet cafe i Butan, meget langt fra Sunny Beach, men stadig i Bulgarien. Efter nogle dage med temperaturer over 40 grader, er det nu begyndt at lufte lidt, og vi har ork og lyst til lidt ferieaktiviteter.

Og ja, det er f.eks. at spille computerspil og blogge lidt. Her i Computer Club Kaiowas er der skygge og aircondition, og det var vi faktisk savnet. Solen er for meget her 20 kilometer fra atomkraften i Kozloduy.

Ejeren har netop modtaget endnu 2 leva, som betaling for endnu en times brug af 2 computere. Det svarer til 8 kroner.

Vi drikker pils og fanta, til endnu mindre udgifter. Og jeg skriver min tekst uden vores danske bogstaver, som ikke findes i tastaturet.

Snart trisser vi tilbage til Nikolais hus, hvor vi bor. Vi skal se dyrene komme hjem fra marken for at blive malket. Det er et sikkert hit her i Butan, hvor der normalt ikke kommer turister fra Danmark.

Meloner sælger

– Jeg kan altså ikke acceptere at de ikke skriver deres bogstaver rigtigt, siger Jeremy. Og det formilder ham bestemt ikke, at jeg fortæller at bulgarerne bruger det kyrilliske alfabet, hvor B udtales som v, H som n – og spejlvendt N som et i…

Heldigvis er der jo billedsproget – det ultimative verdenssprog. Tag f.eks. plakaten her, knipset i Plovdivs gamle bydel.

Jeg har ingen forudsætninger for at kunne oversætte reklamen til dansk. Men det gør ikke noget. Reklamen skal nok alligevel få mig til at sætte tænderne i en bulgarsk vandmelon.

På snedig vis lykkes det at koble landbrugsproduktet sammen med min lyst til smukke attributter. Jeg er solgt. Eller melonerne er i hvert fald.

Game over

Foto: Carlos Paes, Portugal

Nu er det lykkedes et forskerhold i Canada at udklaske alverdens dygtigste dam-spillere.

50 computere har i over atten år gumlet på de vildt mange milliarder mulige træk, og resultatet er softwaren Chinook. Et simpelthen uovervindeligt program udi det drilske spil.

Professor Jonathan Schaeffer, University of Alberta, startede beregningerne tilbage i 1989. Det har udviklet sig til den største regneopgave nogensinde, og nu er damspillet så fuldstændig kortlagt ud i alle hjørner.

Computerfreaks kan nu, med tidsskriftet Science i hånd, sige at den evindelige kamp mellem menneske og maskine er endt 0-1 efter forlænget spilletid.

Men det er jo kun, hvis jeg som menneske sætter alt på ét bræt, ikke har for mange brikker at flytte med – og ser helt sort-hvidt på tingene.

Ellers er det som altid mennesker som dig og mig der vinder over computeren, som dybest set ikke er meget klogere end krydsfinér.

Det er tid til et statement: Jeg vil aldrig spille dam mod en computer. Sådan! Med ét enkelt træk sætter jeg computeren helt ud af spillet.